I mandags startede vi på skadestuen, som minder mest af alt om en visitations afdeling, hvor patienterne ligger til lægerne bestemmer om de skal på kirurgisk eller medicinsk eller om de skal udskrives. På denne afdeling er der plads til 30 patienter som ligger på 5 sengs stuer med et lille myggenet til at forstille lidt afskærmning. Når patienterne ankommer til skadestuen bliver de tilset af en læge efterfulgt af en sygeplejerske som tager værdier BT, puls osv, lægen ordinerer en behandling og patienten får tildelt en seng. Om morgenen kommer alle lægerne fra hele sygehuset og kigger til alle patienterne og beslutter om patienterne skal ligge det ene eller det andet sted, eller om de skal hjem igen. Når lægerne kommer, er der ca. 20 forskellige læger som står rundt og sengen og snakker om ikke med patienten og når de så har besluttet hvad der skal ske, går de videre til de næste patienter. Samarbejdet mellem lægen og sygeplejersken er ikke helt som i Danmark, her nede stilles der ikke forslag til behandling fra sygeplejersken, selvom det er sygeplejersken som har mest med patienten at gøre og lægen kun ser patienten i højst 10 min. Sygeplejerskerne gør bare som der bliver sagt, lige med undtagelse af Katrine og jeg, som jo spørger løs om det ene og det andet, heldigvis er der en tysk læge som er rigtig sød til at forklare hvad der foregår og hvorfor de gør som de gør.

Tirsdag kom nogle af drengene og inviterede os op til deres hus for at se fodbold, og da jeg jo er helt vildt med fodbold så sagde vi selvfølgelig ja. Desværre gik signalet da det begyndte at regne, så blev vi pænt inviteret ind på et af værelserne, her sover der 10 drenge i køjesenge i et rum, der er 4 toiletter til alle 140 elever men intet bad, Katrine og jeg fik dog set hvordan de bader, det gør de ude i det fri mellem alle de andre elever så de er ikke generte.

Torsdag var vores sidste dag i Agogo, her var vi rundt og sige farvel til de venner vi har fået. Vi var blevet inviteret ind til inspektøren for at sige farvel. Både Katrine og jeg troede at det bare var noget uformelt så vi skiftede ikke tøj, men da vi kom frem sad der alle lærerne og præsten, Katrine og jeg vendte hurtigt om og skynde os hjem for at skifte tøj. Da vi kom tilbage blev vi budt velkommen af inspektøren og af præsten, med en lille bøn, hvor vi blev velsignet på vores rejse. Herefter blev der serveret en hel masse mad, til mit store held var det dog ikke fufu. Jeg har smagt fufu, nu er det er ikke en oplevelse som jeg ønsker at gentage, fufu klistrer til ganen og kan ikke tygges, det skal åbenbart synkes helt i klumper. Aftenen var rigtig hyggelig og vi fik sagt farvel til dem alle. Vi aftalte med en af lærerne at han ville køre os til Kumasi næste morgen kl. 4:30 så vi kunne få en bus til Cape Coast. Da Katrine og jeg kom hjem til huset havde vi aftalt at gå lidt tidligt i seng, disse planer blev dog ikke til noget, for det bankede på døren, og der stod 2 drenge som gerne ville have os med ud til en drink, det ville vi selvfølgelig godt, selvom det jo er forbudt at forlade skolens område efter kl. 18. vores ene drink tog den anden og før vi fik set os om var klokken blevet 24 og vi skulle i seng.

Fredag stod vi tidligt op og blev kørt ind til Kumasi, hvorfra vi skulle tage en bus, Katrine og jeg havde forstillet os at vi skulle køre i en bus med AC hvor vi havde lidt plads. Men da vi kom hen til bus holdepladsen holdt der 3 forskellige folkevognsrugbrød, hvor de to af dem ikke så ud til at klare turen til Cape Coast på ca. 4 timer, så vi valgte den sidste og satte os ind i en forvejen lidt for fyldt "trotro" som de kalder denne form for bus, ikke mindre end 24 mennesker kan der sidde i sådan en bil, heldigvis blev bilen hurtigt fyldt, her nede kører trotro først når den er fyldt. Folk var heldigvis meget venlige og gode til at hjælpe hinanden, så hvis man har et barn der græder og man ikke selv kan trøste det så går barnet videre til den ved siden af for at de kan prøve om de kan trøste barnet. På vejen ned til Cape Coast blev bilen stoppet flere gange af nogle mænd som der stod politi på, de skal tjekke om alt er i orden og om føreren af bilen har kørekort, for at undgå at de tjekker bilen, stikker man bare nogle penge ud af vinduet og får lov til at køre videre.

Efter 4 timer nåede vi til Cape Coast og kom frem til vores hotel som er virkelig lækkert, der er både en lækker pool og rindende vand på badeværelset.