Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle. Sikke meget der er sket siden sidst. Resten af tiden i Laos gik hurtigt, og vi nød den helt utrolige smukke og vilde natur. Vi tilbragte vores dag i Vang Vieng ved den blå lagune, hvor vi badede og spillede Beach volley. Derefter tog vi til Luang Prabang, som er en meget charmerende og fransk inspireret by med mange templer og munke. Vi besøgte en organisation, der hjælper med børnenes og de studerendes engelskundervisning. Her købte vi nogle bøger til en landsby, som vi senere skulle besøge, og vi deltog i to timers undervisning, hvor frivillige turister taler med de lokale, som kommer for at øve deres engelsk. Vi talte med de sødeste munke, som var meget ivrige efter at lære. Vi havde også en dag i en elefantcamp, som er et rescuecenter for tidligere hårdtarbejdende elefanter. Vi fodrerede dem og var med nede i floden for at vaske dem. Meget store, men virkelig søde dyr, og det var hårdt at se alle deres ar og sår i hovedet, da vi vaskede dem. Herefter tog vi videre til et kæmpe vandfald, hvor vi dog ikke badede, da det begyndte at styrte ned. Når det endelig regner her i Asien, er det virkelig voldsomt og du bliver totalt gennemblødt på ingen tid, men så stopper det helt efter en times tid og solen kommer frem igen. Om aftenen mødtes vi med nogle piger fra Kiras efterskole og sammen med alle andre backpackere, tog vi efter barenes lukketid ud til en bowlinghal. Om morgen var vi med ude ved solopgang og give almisser til munkene. Næste dag begyndte turen mod den thailandske grænse, som foregik på en slowboat, som vi havde helt for os selv. Vi lå bare og solede på dækket hele dagen. Om aftenen overnattende vi i en lille landsby, hvor alt var utroligt primitivt. Vi talte med landsbyens overhoveder, som bl.a. Blev utrolig chokerede over, at Annas forældre fx ikke er gift, hvilket er totalt fremmed for dem. Det var super spændende både at høre om deres kultur og livsstil, men også at lære dem om vores. Dagen efter ankom vi til Chiang Mai. Her deltog vi i et madkursus, hvor vi lavede det mest velsmagende thaimad og var så stolte af os selv. Herefter sagde farvel til vores gruppe. Det var en lettelse at være på egen hånd, da det giver en anden frihed og nogle udfordringer, vi ikke havde oplevet endnu. Vi valgte så at tage ud at trekke i to dage, hvor vi endte op med den bedste gruppe: 2 franske piger og 5 fransk canadiske drenge. Vi gik i starten i pisøs regnvejr, men det klarede heldigvis op til om aftenen hvor vi havde bål, sang og hygge ved den landsbycamp, hvor vi skulle overnatte. Næste dag havde vi en del timers vandring mere, hvor vi badede i et vandfald og endte med at skulle riverrafte. Riverrafting var så sjovt, og vores gruppe vandt selvfølgelig kapløbet. Om aften, tilbage i Chiang Mai, mødtes vi med gruppen til middag og senere musik og dans. Dagen efter skulle drengene tilfældigvis også til Pai i det nordligere Thailand, ligesom os, og vi endte op med at tilbringe alt vores tid i Pai sammen med dem. Vi slappede så meget af, kørte på scootere og kom i seng kl 5 hver morgen. På forhånd undskyld 2x mor og far, men det var det fedeste at køre 80 km i timen på landevejene i Pai. En dag kørte vi to timer ud til en kæmpe grotte for at køre to timer tilbage, en anden chillede vi ved den offentlige pool, hvor vi fik startet en volley kamp og en tredje dag tog vi ti Pai Canyon og til nogle hot springs, hvor nogle af badene var kogende. Igår skulle vi så tilbage til Chiang Mai, da vi idag flyver mod øerne. Vi tilbragte vores sidste til i Pai med drengene på vores sædvanlige morgenmads sted, og så blev vi igen alene. Det føles helt tomt ikke at være sammen med dem længere, da det virkelig har været en fantastisk uge, men vi skal nok få det skønt på øerne med sol, strand og gensyn med Rhys.
- comments
Hanne Tusind tak for endnu en skøn opdatering!!! Det lyder bare helt fantastisk det hele! Tusind kys og tanker!!!
Kirsten Kære begge to. Hvor I dog oplever meget og det lyder altsammen meget spændende. Godt i har mødt søde rejselammerater og så glæder vi os til smage eksempler på den sublime kogekunst I har lært. Knus fra os 3
Annette Hvor er det dejligt at læse om jeres mange oplevelser. Kira, jeg håber du giver en billedaften, når I er retur i DK - det var superhyggeligt sidst :-)
kirsten bentzen hej Kira tusind tak for kortet .Dejligt at se alle jeres oplevelser . Friske piger flot klaret
Rita Winther Det lyder aldeles spændende, bare man var ung igen. Det er fantastisk at læse alle jeres oplevelser hurra for internettet. I må have det forsat godt. Knus Knus