Christmas Island er en meget særlig ø. Set udefra er det klipper og ja lidt blåt vand uden de store strande!
Når man kommer tættere på har den mange ting gemt under det klippede ydre.
Vi kom til Christmas den 22 august, efter en hård sidste nat sejlads der bød på høje bølger og defor ikke så megen søvn.,
Da vi ankom til øen, blev vi hurtigt mødt af venlige mennsker som selvfølgelig skal ud og gennemse båden om hvad vi har slæbt med til øen. Indvandre er et kæmpe problem her, de betaler op til 15.000 AUS for at få chancen for at bive transporteret hertil. Øens befolkning bestås af meget militær som bliver trænet på vandet i klipperne så de er klar til at indgå i internationale missioner i hele verden. Det militær hjælper med at holde immigrationen nede.

I den lille havneby vi ligger i er det meste fyldt med koraller, og væres anker er smidt på nogle omkring de 10 meters dybde.
Blot nogle få meter herfra bliver vandet så lavt så man med lethed kan komme til at fri dykke med flotte fisk og koraller. Så iltflasker har endnu ikke været i brug.
Vores første chok på øen var at første morgen vi stod op, var vores gummibåd væk. For os er det en livline for at komme til land.
På med svømmefødder og så i land, hvor den er blevet slæbt i land af nogle ventelige mennesker. Heldigvis for os havde hverken båd eller motor taget skade. Sikke en start på dagen!
Mit første møde med øen under fødderne, var et par timer senere, hvor der skulle vandres lidt. Et par timers vandre skulle der indtages, dog har jeg ikke gået længe før den første bil jeg møder spørger om jeg vil kører med. Det blev dog til et nej da jeg havde brug for bevæge mig lidt efter 6 dage isoleret på et skib. Alligevel kan jeg ikke klage når vi er 3 mennesker på en båd der nok er 4 gange så stor som nogle af de andre i denne havn.
Besøget med museum gav mig hurtigt et indblik af øens historie, samt et bekendtskab med en vanlig person som forklarede mig alt om hvad der var værd at se på øen.
En times gang opad og så kunne jeg ellers se det meste af øen, men hvilken gang opad. Det er ikke stejlheden, de løse klipper og væltede træer jeg tænker på her. Men mere deres krabber, de er kendt for deres røde krabber som invadere øen og lever i skole og huller i jorden og ja det gjorde de bestemt også. Efter jeg har set min første og bruger megen tid på at få et godt billed af den, finder jeg ud af var spild af tid. Jo længer jeg kom op jo flere krabber var der, og så mange så man var bange for at træde på dem.
Pludselig stopper jeg op for et tage et godt billed af denne røde krabbe, bakker tilbage for at indtage en perfekte position. Hvorfor jeg får det største chok, ved min side står der pludselig en kæmpe hvid krappe, med et skjold på 25-30 cm og yderligere har den også arme og klør.
Tidligere har jeg læst om denne robbercrab som den hedder, den er blevet fredet på øen,og en bøde på op til 5500 AUS kan man få hvis man slår den ihjel. Men selvom jeg trådte på den ville der intet ske.
Al min søgen på røde krabber, har gjort jeg slet ikke har lagt mærke til de store hvide. En kæmpe oplevelse og alligevel skræmmende at gå gennem en skov alene med enormt mange krabber.

Andendagen på øen bestod af endnu en vandrefugles fra min side, her blev der gået i den anden retning. Ganske som dagen før kommer der en bil efter et par kilometers vandring. Hun stopper op og spørger hvor jeg skal hen. En plan om at komme til den nærmeste grotte et par kilometer væk må være nok for dagen, hvilket jeg fortæller hende. Hun forklare at hun havde fri fra arbejde om hun skulle vise mig lidt af øen, GERNE!
Et par timer brugte hun med mig og kørte mig ned til sydsiden af øen hvor jeg så vandet slog ind mod klipperne og ellers kørte vi rundt og så ting mens hun fortalte om alt hvad hun vidste om øen, efter et par timer sætter hun mig af ved grotten så jeg kunne se den inden turen igen gik hjemad. - flinke mennesker som dem på denne ø kunne der godt bruges andre steder i verden. Det øsamfund de lever hvor alle kender alle næsten, spotter de hurtigt turister som de så gerne vil hjælpe.
Turen hjem fra grotten hvor det blev badet en lille tur. Bød på nogle fantastiske udsigte over klipperne, et perfekt billed skulle der til. Uden jeg skulle vide det indtraf det næste chok sig snart. Jeg var på det sted jeg havde oplevet på øen med mindst støj, som enten kommer fra maskiner i deres miner som udvinder fosfor eller deres biler og mennesker. Jeg var langt udenfor byen!
Op på den højete klippe så billedet kunne blive så perfekt som muligt, et lille skridt tilbage - vi er det næsten.
"PIP" siger det så inde fra buskadset, ikke lige noget jeg var forberedt på denne situation når jeg nu var væk fra alt.
Deres lokale fugl Som kun findes på denne ø lå i denne hule lige ved min fod. Agressiv var den bestemt da jeg kun kom tætter og tætter på dens rede.
Fuglen minder pænt sagt om et tøjdyr jeg lavede i håndarbejde i folkeskolen. To uldtotte sat sammen og så med et næb, fødder og øjne.
Sjov er den, men bestemt ikke køn.

Resten af dagen blev brugt på at sende Melina afsted så vi kun var 3 tilbage på skibet.
Aftenen tog Trine og jeg til en lokal koncert der var på øen i forbindelse med deres særlige helligdag som ligger denne weekend.
Koncerten var fantastisk men ikke mange mennsker der har mulighed for at møde op.

efter planen sejler vi igen videre den 27. Så skulle vi have set det meste af øen som ikke er så voldsom stor.