For at få lidt afveksling i vores rejse, har vi hjemmefra booket et "vi-arbejder-for-husly-og-mad-ophold" via. hjemmesiden workaway
(her er linket: http://www.workaway.info/9437586284df-en.html)

Vi ankommer til bjergbyen Olmuè med hjælp fra en masse søde lokale. Det viser sig, at der er en festival i byen, så vores host, Mario, har lidt travlt i pizzariaet. Vi bliver dog stadig budt velkommen med kindkys, åbne arme og alle de pizzaer og empanadas vi kan spise (farligt!). Mario kan bedst beskrives som en chileansk Hagrid (fra Harry Potter), og han er utroligt venlig. Vores festival/ædegilde slutter med at Mario kører os ud på farmen. Vejen derud er lang og snoet, men vi bliver underholdt at Mario, der prøver at lære os dyrernes navne på spansk (vi kan kun kommunikere på spansk med ham, hvilket ikke går heeelt så godt, når hest og løg lyder som det samme ord, og vi er trætte).

Vi finder ud af, at det ikke bare er en farm, vi skal arbejde paa - det er Marios idealogiske mesterværk. Efter en masse "que?!" og "Repite por favor" forstår vi endelig meningen med farmen og Marios liv. Han byggede farmen efter en lang periode med sorg over hans brors død. Farmen er hans utopia - et liv langt væk fra civilisationer og systemer. Her kan han leve i nu'et, uden at skulle planlægge den næste dag. Han har cuttet sin bank, og lever af et minimum beløb. Dette betyder dog ikke så meget, for han dyrker sin egen mad, får vand fra hans egen vandforsyning, og bytter/køber, hvad han skal bruge, med sine naboer. Han er en venlig, afslappet (nogle gange LIDT for afslappet) mand, der lever efter alle religioner (minus deres forbud, ellers ville livet være lidt kedeligt, ikke?).

Livet på farmen er roligt og lykkeligt. Vores job er forskelligt fra dag til dag, men det gaar primært ud på at tage os af dyrerne. Gederne får vi et NOGET ambivalent forhold til. Hver dag er en kamp, når Klunkehoved, Queen Latifah, Sorte Faar, Britney etc. skal ud paa en "lille" gaatur i bjergene. Bjerglandskaberne er smukke, men vi skal hele tiden holde øje med gederne, ellers er de over alle bjerge. Til trods for gedernes mange flugtforsøg, agressive stangen, lorten på vores ben og slikken på vores krop, kom vi alligevel til at holde af de satans bæster... Det var svært at blive ved med at være sur på dem, når de til sidst hoppede glade rundt og smilede når vi kløede dem bag hornene.

20/1 - KRISEDAG!!!
Mario tog hen på pizzariaet og efterlod farmen i vores modne og ansvarsfulde varetægt. Dyrene var fodret, solen bagte, vi havde siesta og... VI LÅSER OS UDE! I BIKINI! Heldigvis havde Marios afslappethed smittet af på os, så vi tog det roligt, ringede til Mario, og fandt ud af... at han først kunne være hjemme I NAT! Vi går i surviver-mode, sørger for dyrerne, lukker gederne ind, og traver hen for at tænde bål... med gedelort på benene... Efter bålet er slukket falder vi lige så stille i søvn i Marios bil, med søde Frank Ocean i ørerne. Det hele ender med at Mario kommer hjem kl. 24 til to fredeligt sovende piger.

Efter nogle dage kom en positiv, storgrinende fransk kvinde, og joinede vores gede-lufter-arbejde. Hun hed Charlotte, og lærte os om cool fransk musik, og det franske uddannelsessystem. Vores mange timer lange siesta blev nu endnu længere med hendes hjælp, så der blev masser af tid til solbadning, læsning, legen med hundende og indretning af Marios terasse.

Få dage efter kom endnu en sød pige og joinede os. Hun hed Rabea, var fra Tyskland, og var virkelig træt af presset i tyske skoler. Vi bliver så gode veninder med hende, at hun tager med os til Valparaìso, inden hun igen tager tilbage til farmen.

Det var hårdt at sige farvel til Mario, hundende og ikke mindst gederne, men efter 2 uger i samme omgivelser, følte vi også at det var på tide at tage videre mod nye eventyr og færre geder.