Vi kom til Cusco klokken fem om morgenen efter en forfærdelig bustur fra Puno. Vores chauffør kørte så elendigt, at jeg er overbevist om, at han var pisse stiv. Så jeg fik ikke lukket et øje hele natten, og det var en træt Julle, der tjekkede ind på hostel Pariwana. Heldigvis kunne vi få vores værelse med det samme, så vi røg på hovedet i seng.

Fra rejsebureau til rejsebureau

Vi havde tre dage i Cusco, inden turen gik til Machu Picchu. Den første dag gik med at vade rundt mellem de forskellige rejsebureauer for at få booket turen på Inka Trail. Inden vi kom, havde vi fået at vide, at den tur skulle bookes to-tre måneder i forvejen, så vi havde egentlig forberedt os på at tage "The Inka Jungle Trip", som består af en dag på mountainbike og to dages trekking, før man når Machu Picchu. Heldigvis fandt vi dog ud af, at der var flere selskaber, der tilbød ture på det traditionelle Inka Trail et par dage efter - endnu en drøm, som heldigvis alligevel kunne gå i opfyldelse. Imellem alle anstrengelserne med at finde den bedste tur, fik vi halvanden times Inka massage til ingen penge - og det var virkelig tiltrængt.

De næste par dage gik med forberedelse til turen, at få set lidt af Cusco og ikke mindst en masse afslapning. Min tandpine tog til, jeg havde fået et kæmpe forkølelsessår og min krop skræntede bare helt vildt. Så jeg var intet værd, kunne ikke rigtig spise og brugte et par eftermiddage i sengen, hvor jeg frygtede for turen om fredagen. Det ville ikke være til at bære at skulle trække sig på grund af sygdom.

Bonnie på spyd?

Vores anden aften i Cusco skulle Andreas prøve en specialitet fra Peru - nemlig marsvin. De bliver altid serveret med ansigt, tænder og det hele, og jeg må indrømme, at det var sgu lidt markabert at se et så sødt dyr ligge der - klar til at blive spist af Andreas. Det hjalp ikke på det, da han absolut ville spise både tunge, øjne og hjernen, da det eftersigende skulle være specialiteter. Der fik jeg altså kvalme. Men jeg fik da smagt et lille stykke af kødet - det smagte ikke af noget særligt, men det er ikke en oplevelse, jeg har behov for at gentage. Tænkte kun på mit lille marsvin Bonnie, som jeg havde i 10 år som barn.

Peruvian flat, min bare røv!

Endelig blev det fredag morgen. Vi blev hentet klokken seks på vores hostel, hvor der ventede en bustur på et par timer til "Point 82 km" i Piscakucho, hvor Inka Trail begynder. Vejret den første dag var skønt med masser sol, og dagen bød på en stille og rolig start med 14 km i "Peruvian flat" terræn. Fladt ved jeg nu ikke, om jeg vil kalde det, men sammenlignet med de efterfølgende dage, så var det jo nok.

Min søde tentmate Sara

Vores gruppe bestod af 17 personer, og var noget af en blandet landhandel. To englændere, tre svenske piger, en gut fra New Zealand, en pige fra Australien, to colombianere, et par fra Chile, Brasilien og Tyskland og os. Desuden havde vi to guider og en lang række porters, der slæbte alt lige fra telte til mad. Der var god harmoni i gruppen, og vi havde det sjovt lige fra starten. Vi nåede vores første camp ved 17-tiden, hvor en svensk pige, Sara, og jeg blev enige om at dele telt.

Sara er den sødeste pige, og vi klikkede med det samme. Hun er 29 somre og gudesmuk, og hun har en stor del af æren for, at jeg havde så skønne fire dage. Det er sjovt, hvor hurtigt man kommer tæt på hinanden på en tur, hvor man er presset psykisk og fysisk og bor så tæt. Allerede på den anden dag havde vi stort set udvekslet livshistorier - og vi havde så meget til fælles, at det næsten var lidt skræmmende.

Overraskende lækker mad

Den første aften gik med tea time, også kaldet happy hour, hygge med de sødeste hundehvalpe og aftensmad, som var overraskende god - præcis som frokosten. Alle måltider bestod af to retter - suppe til forret og altid en lækker hovedret. Maden var nok det, der overraskede mig mest positivt på turen. Efter maden blev vi præsenteret for morgendagens program, som var noget af en killer. Fem timer uafbrudt opad - en stor del på ujævne og høje trin, indtil vi nåede toppen "The Death Woman Pass" i ca. 4200 meters højde. Herefter to timer nedad til lejren.

Ovenpå den besked hoppede vi på hovedet i seng. Natten var kold, men heldigvis var man træt efter alle dagens indtryk, og min krop kæmpede stadig for at komme ovenpå, så jeg fik da sovet okay.

Lad den døde kvinde passere

På dag to blev vi vækket af vores porters klokken 5.30 med en kop varm coca te til dem, der kan lide det. Jeg sagde pænt tak, men nej tak - kan ikke fordrage det. Efter morgenmaden begyndte strabadserne. Vi startede hårdt ud - vores guide Jorge havde ikke løjet, da han fortalte, at det ville gå opad fra starten. Det værste var ikke at gå turen, men mere tanken om, at de næste fem timer stod på det samme - opad, opad og mere opad. Og der var seriøst ikke et eneste sted, hvor der var fladt, eller hvor det gik nedad. Det var op uden undtagelser. Kunne mærke, at psyken var den største forhindring på trods af min krop, der stadig kæmpede med sygdom. Lige der var jeg glad for, at jeg er så pisse stædig.

Jeg gik det meste af dagen alene. Det var lidt hårdt, at der ikke var nogen af brokke sig til, men så kunne jeg gå i mit eget tempo, høre musik og nyde lidt alone-time. Jeg var så lettet, da jeg nåede toppen efter ca. 3 ½ time. Mine ben rystede, men var lidt stolt over, at det ikke havde taget længere tid. Det var en så fantastisk følelse at kravle det sidste stykke op og få taget et billede på toppen af bjerget i 4200 meters højde. Det gik over al forventning, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var hårdt. Det var tæt på at være en død kvinde, der passede The Death Woman Pass.

Going down, down, down, down, DOWN!

Turen nedad var straks værre. Vejret havde været perfekt hele dagen - overskyet, med lidt småregn, men temperaturen var meget behagelig. Det havde dog regnet den sidste del af turen op, så alle stenene var våde og derfor ekstremt glatte. Mine gamle knæ havde det lidt hårdt efter alle de høje trin op, så det gjorde simpelthen så ondt at gå ned. Det gjorde mig usikker på benene, og jeg endte med at skvatte otte gange på vej ned og få et vrid i mit venstre knæ i et af mine styrt. Flot Julle. Men ned kom jeg, selvom jeg ikke synes, det var særligt sjovt - og kønt har det bestemt heller ikke været.

Æslet Julle

Jeg havde slæbt så mange ting med på turen - typisk mig, jeg lærer det aldrig, og det blev hurtigt til en joke i gruppen. Jeg følte mig undervejs lidt som et æsel, og hvis man manglede noget, så skulle man bare spørge Julle. Det var både godt og skidt. Dag to havde nok været en del nemmere, hvis jeg ikke havde haft så mange kilo på ryggen. Men på den anden side kom jeg igennem de fire dage med lidt ekstra luksus og uden at mangle noget - udover kontakt med min kæreste!

Dog er min lille bagage intet sammenlignet med de stakkels porters. De bærer hver især ca. 25 kilo - det er imponerende i sig selv. At de så samtidig er dobbelt så hurtige til at komme igennem kilometerne som os andre, er helt fantastisk. Guiden fortalte, at porterne tidligere bar 50 kg på ryggen, men det nu var forbudt, fordi alle porterne havde problemer med knæene og ryggen efter kort tid. No wonder. En af dagene så vi en porter, der slæbte en ældre kvinde, der var faldt, og derfor ikke kunne fortsætte selv. Han spænede nedad det vildeste terræn med hende på ryggen. Det så så fedt ud, men hvis jeg var hende, var jeg død af skræk. Et trin forkert, og det ville gøre mere end bare ondt.

Johnny - columbianere están muy loca! What the f***!

Eftermiddagen på dag to stod på afslapning og hygge med de andre i gruppen, og Sara og jeg fik os en lille mormor inden aftensmaden. Det var et par trætte skandinavere, der efter at have fået foder pakkede sig ind i soveposen, inden klokken blev 21. Vi slog lejr i ca 3600 meters højde. Så snart solen gik ned, betød det, at der blev mega koldt. Jeg havde lejet en sovepose, men lige lidt hjalp det. Jeg hundefrøs hele natten.

Det hjalp ikke på det, at de to columbianere lå i naboteltet og råbte og grinede højlydt indtil meget sent. De to havde uanede mængder energi - gad vide hvorfor? :-) Hele aftenen sang de "Loca People" igen og igen. Derfor blev det til vores gruppes tema-sang, og vi kaldte os endda Team Johnny herefter. Desværre gjorde larmen det umuligt at falde i søvn, og derfor begyndte man at fokusere på kulden og fryse helt vildt. Det blev til en nat stort set uden søvn for både Sara og mig.

Op igen? Are you freaking kidding me?

Den tredje dag var den længste - 16 km ventede, da vi startede dagen. Men det skulle også være den smukkeste dag, da turen gik gennem junglen, og der ventede os gudesmukke syn af flere inkabygninger.

Dagen skulle selvfølgelig absolut starte med en lille time opad igen. Are you freaking kidding me? Da jeg trådte op på det første trin, gjorde mine knæ så ondt, at jeg aldrig troede, jeg skulle komme igennem dagen. Men videre måtte vi jo. Og det gik over så snart, jeg blev varm igen. Det vigtigste var ikke at holde pauser, så man blev kold. For så gjorde det så nyller-naller.

Den smukkeste drøm?

Resten af dagen bød på "peruvian flat" terræn og vigtigst af alt; det ene smukke syn efter det andet på turen gennem junglen. Da vi næsten nåede i mål, kunne man vælge at gå lidt ekstra for at se inka bygningen Intipata. Jeg ville for Guds skyld ikke gå glip af noget som helst, og den indstilling er jeg glad for nu. Wauw, hvor var der fantastisk smukt med udsigten over bjergene, floden og solen, der endelig var brudt gennem skyerne. Jeg var fuldstændig bjergtaget og måtte lige nive mig i armen for at sikre mig, at det hele ikke var en drøm.

I want to be forever young

Turen herfra til lejren kan jeg næsten ikke huske - tror jeg var lidt høj af det smukke syn. Og stadig ventede endnu en inka-oplevelse, nemlig

Wiñay Huayna, der betyder "forever young" og lå under ti minutters gang fra lejren. Her så man hele ruinen fra oven - liggende nede mellem de smukke bjerge, og igen måtte man lige trække vejret en ekstra gang for at tro på det. Det kunne have været så fantastisk, men måske nok noget af en udfordring at lege gemmeleg i ruinen. Super, super fed dag!

Da vi kom tilbage til lejren, følte jeg mig så ulækker efter tre dages trekking uden mulighed for at komme i bad. Så jeg tog mig sammen og hoppede under "bruseren" i det mest kolde bad, jeg nogensinde har taget. Sjældent er mit hår blevet vasket så hurtigt. Ej, hvor jeg frøs. Men følelsen af at være ren gjorde, at det var det værd.

Farvel og tak

Efter middagen skulle vi sige farvel og tak til vores porters, der ville gå en anden rute den efterfølgende dag, hvor vi andre ville vende snuden mod Machu Picchu. Vi havde indsamlet en fælles pulje drikkepenge fra hele gruppen - nogle var mere generøse end andre, må man nok sige. Da vi sagde farvel stod vi alle i en rundkreds, hvor man kunne vælge at sige et par ord til de flittige porters. De havde virkelig knoklet, lavet fantastisk mad og bare været helt kanon. En meget god måde at få sagt farvel og tak, inden vejene skiltes, før fanden fik sko på morgenen (natten) efter.

Heldigvis var vi kommet lidt ned i højderne, så den sidste nat var lidt mere udholdelig i forhold til kulde, omend den var meget kort. Dog var min sovepose våd, hvilket gjorde natten til en knap så spændende fornøjelse. Det er en af de eneste ting, jeg kan sætte en finger på ved turen. Jeg havde lejet en sovepose og betalt porterne for at bære den. Og den kom tilbage helt våd - havde jeg vidst det, ville jeg hellere selv have båret den. Men men, det er jo småting.

Fjerde og sidste dag - Machu Picchu, here we come!

Endelig kom den fjerde og sidste dag, hvor vi blev vækket allerede klokken 3.30 - og vores porters var ved at pakke teltet sammen, næsten før vi havde fået tøj på. Utroligt nok var jeg helt frisk - måske på grund af alle forventningerne til synet af Machu Picchu senere. Dag 4 bød på seks kilometers trekking op og ned - og kulminerede ved den såkaldte "gringo killer" bakke, der er den sidste store udfordring, inden man når Sun Gate, hvorfra man endelig får første glimt af Machu Picchu - det man har kæmpet for de forudgående dage. Turen var så hyggeligt, og stemningen var høj. Hele vejen hørte vi "Loca People" - vores gruppes sang, og der blev gået til den.

It's picture time

Pludselig var vi ved Sun Gate, hvor vi fik første peak af Machu Picchu. Og jeg blev ikke skuffet. Da vi endelig nåede frem, blev jeg fuldstændig bjergtaget af synet af det her fantastiske sted - omgivet af så meget skønhed og mystik, så man blev helt høj. Jeg håber, billederne yder det bare lidt retfærdighed, men sikkert ikke. At jeg samtidig endelig fik signal på telefonen igen efter fire dage, og der kom en masse dejlige beskeder fra Peter, gjorde ikke øjeblikket mindre fantastisk. De efterfølgende timer blev brugt på en guided tour rundt i ruinerne af vores guide Jorge, hvorefter vi havde tid for os selv til at gå på opdagelse. Andreas og jeg fulgtes med Sara og Jamie, og der blev poset løs for at få en masse fede billeder - så meget at Sara næsten faldt ud over en skrænt :-)

Den længste halvanden time

Efter rundturen kunne man tage bussen tilbage til vores mødested i den nærliggende by Aguas Calientes - eller alternativt vandre den sidste halvanden time nedad. Nu var vi så tæt på målet, og selvom vi var trætte og bare glædede os til at få noget mad og en drink, så ville vi have det hele med. Så de fleste fra gruppen valgte at gå turen. Det var så hårdt at komme ned - trinene var mega høje og våde. Samtidig var det svært at komme op i gear, når man egentlig havde nået målet og allerede havde oplevet højdepunktet på turen. Så der blev bandet og svovlet mange gange undervejs. Men vi nåede ned, og jeg har sjældent nydt en drink så meget, som jeg nød den Pisco Sour, vi fik på restauranten i Aguas Calientes.

Hot springs

Efter en lækker frokost tog de fire musketerer hen og nød et par timer i de varme kilder i byen. Der lå vi i vandet med hver vores drink og blev varmet igennem i det varme vand. Det var simpelthen så skønt! Først på aftenen ventede halvanden timers togtur og herefter en bustur på et par timer tilbage til Cusco. Man skulle tro, vi ville sove som sten undervejs, men Andreas og jeg sludrede hele vejen tilbage.

Og der skulle fejres...

Vi aftalte med gruppen at mødes 23.30 på pladsen i Cusco og gå ud og få noget mad og fejre, at vi havde gennemført. Så efter et meget hurtigt og meget tiltrængt bad, smuttede vi ind og mødtes med de andre og festede til klokken 4.30 om morgenen. En perfekt afslutning på fire fantastiske dage.

Jgg er så glad for, at vi valgte at tage det traditionelle Inka Trail. Der er noget ekstraordinært ved at have gået den tur, og selvom det var mega hårdt, så er det hurtigt glemt på grund af alle de smukke syn, selskabet med dejlige mennesker og ikke mindst højdepunktet Machu Picchu.

Tid til forkælelse

Den efterfølgende dag sov vi lidt længe. Så snart vi vågnede, gik vi ned og bookede endnu en omgang Inka massage i halvanden time. Vi havde bestilt bord på den berømte restaurant Chi Cha om aftenen. Her fik vi den lækreste tre retters menu - og vi trillede næsten hjem derfra. Det var en rigtig selvforkælelsesdag, og ville ikke have været den foruden.

Vores sidste dag i Cusco skulle vi have fløjet i luftballon over Sacred Valley. En stor drøm for mig. Så vi mødte spændte op på rejseselskabets kontor om morgenen bare for at få at vide, at det hele var aflyst. Åbenbart havde der været en ulykke et stykke tid tidligere, hvorfor de ikke længere udbød turen. Men det kunne de godt lige have undersøgt dagen inden, da vi bookede. Jeg var virkelig skuffet. I stedet brugte vi dagen på at finde gaver på Cuscos markeder.

Nå, det blev endnu en lang smøre.. Der var bare så meget at fortælle. Cusco er simpelthen den hyggeligste by - en af mine yndlingsbyer indtil videre. Næste stop er Nasca, hvor vi skal se de berømte Nasca Lines fra et fly. Det skulle være fantastisk, og glæder mig.