Efter en nat, hvor ulvehundene og "alarmklok" fuglen har haft vækket os x antal gange, ringer det rigtige vækkeur os op kl. 7 hver morgen. Til tider kan det være lidt hårdt at få smækket det første ben ud over sengekanten, men indtil videre er vi da kommet op hver dag. Der er ikke så meget, der skal ordnes, så meget hurtigt kommer vi i tøjet og så er vi til at finde ved morgenmadsbordet. Dette består oftest af varm mælk, hvor vi så tilfører sukker eller kaffepulver. Nogle gange er deryougurt og cornflakes, andre gange toastbrød. Enkelte gange har vi oplevet et bord, hvor kun krummerne lå tilbage, efter de store drenge i voksealderen. Efter tandbørstning, genopfyldning af vores vandflasker og nye uniformer i taskerne, vinker vi farvel til Frank og Florence (de to, der arbejder i huset) og går mod hospitalet. Ofte ligger disen omkring banantræerne og med bjergene i baggrunde, bidrager det til et virkelig flot feriebillede, næsten hver morgen. På vores vej mod hospitalet drejer vi blandt andet til venstre ved det store mangotræ og så til højre ved den brune ko (hvordan lyder den beskrivelse?).

På vejen møder vi mange skolebørn i fine uniformer, der enten hilser lystigt på os eller bare kigger med lidt, både nysgerrige, afventende og skeptiske blikke.

På hospitalet har vi et meget lille rum, hvor vi klæder om. Vi har endnu ikke mødt andre der, så de fleste hopper i uniformerne på afdelingerne eller hvor det ellers lige kan lade sig gøre. Inden vi indfinder os på vores respektive afdelinger, noterer vi vores tilstedeværelse en i bog. Her noteres navn, profession, afdeling og hvilket klokkeslæt man er mødt. Her har vi æren af professionen "Nurse" (ordet "student" er undladt - vi føler os beæret). Det skal også lige noteres, at vi bærer hvide uniformer, som vi har med hjemmefra, og hernede er "The nurse in charge" på hver afdeling i hvid uniform! Vi starter på toppen.

Sygehuset er på ingen måde at sammenligne med de danske. Wards´ne er ikke nær så specialiserede og hver ward er et stort rum, hvor sengene så er linet op, så mange der nu kan være. Hvis der er flere patienter end senge, så ligger patienterne på gulvet. Derudover er der de pårørende, som står for næsten alt vedrørende patienterne (hygiejne, mad osv.), så afdelingerne er ofte proppet til mere end hvad der er rimeligt. Det betyder også, at der ofte er meget varmt på afdelingerne, så man skal minde sig selv på at huske at drikke nok. På alle afdelingerne skal man ofte tænke lidt kreativt. F.eks. er der endnu ikke set en staseslange til når man skal have taget en blodprøve eller have lagt en venflon. Her bliver plastik slangerne fra et drop sæt, eller den tykke gummikant på et par handsker, brugt til at afklemme for blodomløbet. Når der skal gives væsker, hænges de ofte op i snorene i loftet, da der ikke er stativer på alle afdelingerne. Noget af det, som måske også har været noget anderledes for os har været, at der ikke er mulighed for at skærme af mellem sengene og dermed mellem patienterne. Der er ikke meget privatliv og det gælder på alle afdelingerne, selv barselsafdelingen. Her er der tre "senge"/metalbårer linet op og så ligger der ellers tre kvinder, klar til at føde. Det ligner virkelig et slagterrum. Meget småt, hvilket gør luften utrolig indelukket og tung, og med hvide klinker på væggene. Dertil følger, at vi har plastik forklæder på og gummistøvler! Der er mange ting, som ikke er som derhjemme. Ofte ved de godt, på afdelingerne, hvad der er rigtigt at gøre, men ressourcerne er bare ikke til det. Det er noget man virkelig føler for at lave om på og bidrage til bedre forhold, men det er bare ikke realistisk. Dog er de ved at få bygget til hospitalet, så en ny bygning har taget form under hele vores ophold og de regner med, at den står færdig til maj. Vi tror de håber på lidt bedre forhold der, med f.eks. mere opdeling på de forskellige afdelinger.

Vi har selv været meget med til at bestemme, hvilke afdelinger vi ville arbejde på under vores praktik. For Christinas vedkommende er det blevet til female medical ward, ART clinic (Hiv/aids klinik), paediatric ward og til sidst maternity ward.

På female medical ward var de tre oftes mødte sygdomme Malaria, HIV og så komplikationer i forhold til diabetes. Der blev taget mange malaria tests og HIV tests. Når patienterne blev indlagt skulle de først forbi screening rummet, hvor kvinderne lige blev undersøgt, der blev lagt venflon og den første gang medicin blev givet. Warden var ofte meget stille og dagene ligene meget hinanden. Jeg gik ofte med på lægerunden, da det var der der var mulighed for at få lidt mere indsigt i sygdommene og behandlingen. Efter denne afdeling gik turen til ART klinikken. I disse uger blev der observeret en del. Jeg tilbragte nogle dage ved lægernes skrivebord, hvor vi modtog patienter, der enten havde komplikationer, skulle have justeret deres medicin, skulle havde en henvisning til en ny blodprøve, der skulle fortælle noget om, hvordan deres immunforsvar havde det. Disse blodprøver var jeg også med til at tage, hvilket nok var det mest praktiske jeg lavede. Jeg tilbragte også en dag hos konsulenterne og hørte, hvad der er for nogle problemer folk har, hvordan de underviser folk om vigtigheden af at tage deres piller, samt snakker med folk med dårlig compliance (forståelse for sygdommen). Det var spændende bl.a. fordi det gav et indblik i, hvor stigmatiseret folk med HIV stadig føler sig og egentlig er.

På børneafdelingen havde vi nogle af de samme cases som på female medical ward, hvad angår HIV og Malaria. Derudover var der børn med dårlig ernæringsstatus, børn med lungebetændelse og anæmi. Jeg havde meget med medicinen at gøre og fik her langt en del venflon, hvilket var godt at få lov til. Det kunne til tider også være en hård afdeling at være på, da vi havde et par dødsfald mens jeg var der. Det var fuldstændig urimeligt at så små børn skulle dø og tanken om, at man i Danmark højest sandsynligt havde haft ressourcerne til at redde det liv.

På Materinty ward, som vi begge er på for tiden, får vi rigtig oplevet fødsler på både den ene og den anden måde. Den første dag vi var på afdelingen kom lille Grace ved et kejsersnit og senere en lille dreng, hvor vi ikke kender navnet. Ingen af os gik i gulvet, men de meget indelukkede og varme rum gjorde da bestemt intet godt. I dag var vi atter vidner til et par fødsler. Her fandt vi selv på navne, da mødrene på forespørgsel ikke havde et klar. Den første lille, smukke baby var en lille dreng: Felix Babumba og pigen, der kom til verden et par timer senere fik navnet Sheeba Frederikke Philadelphia. Det er ikke helt sikkert, at mødrene er helt enige med os i den sag?! Sygeplejerskerne på afdelingen, og generelt, kan ikke forstå, at vi ikke selv har små babyer endnu. Det kan man så godt forstå, at de under sig over, da man kan se i "fødselsbogen", at kvinderne ofte er mellem 16-23 år.

For Julies vedkommende har det været male surgical ward, male medical ward, ART clinic og til sidst maternity ward.

På male surgical ward startede dagen kl. 8 for mit vedkommende og 8.30-9.00 for de andre sygeplejersker, det betød at jeg kunne nå at gøre rent på afdelingen og rengøre remedier inden de kom, men så var det jo også klaret. Ved 10 tiden kom lægen og gik sin doctor's round. Det tog ca. 2 timer, da tiden jo skal fordeles på de 13 sengeliggende og op til 5 gulvliggende. Derefter kunne vi så gå i gang med sårpleje, hvilket er hovedopgaven på surgical, eftersom diagnoserne er: motorcykelulykker, slagsmål, kniv/flaskestikkerier, brækket lemmer, brandsår og operationscikatricer. Efter sårpleje holdt vi en lille pause med en bolle og varm mælk (kommer helt sikkert ikke til at lide af kalkmangel). Sidst på dagen var det så treatment, dvs. medicingivning og dokumentation af dagens hændelser.
I forbindelse med surgical ward er emergency room - her er aldrig roligt. Der kommer konstant folk ind og oftest med blod, nærmest sprøjtende, ud af hovedet, ofte grundet motorcykelstyrt. De kører fuldstændig sindssygt, mange har ikke kørekort og nærmest ingen bruger hjelm! Her er opgaven at tørre blodet af, barbere hovederne, lægge venflon, give injektioner og sy flængerne sammen. Det er oftest en clinical officer (blanding mellem læge og sygeplejerske) eller en læge, der syr, men jeg har da også fået lov til at sy to flænger i en fod.
Hernede udøves en masse selvtægt. Dette skyldes at systemet er korrupt og langsomt. Hvis tyvene bliver fanget af politiet, er der mange måder hvorpå der kan bestikkes og dermed gå fri, men de kan også blive løsladt, hvis der ingen beviser er og det er der sjældent. Derfor tæver man ofte selv tyvene, hvis man kan få fat i dem. Et eksempel på dette er at vi en dag får en mand ind i emergency room med et ordentlig hul i hovedet. Jeg spørger hvad der er sket og får fortalt at han er blevet bidt. Jeg spørger om det er en hund eller hvad, men nej nej, det er da et andet menneske, der har bidt tyven i hovedet. Det er altså skørt…

Male medical ward var en del anderledes end surgical. Dagen startede på samme måde med rengøring inden sygeplejersken kom. På medical ward er diagnoserne: HIV, malaria, diabetes, etc. Insulin gives om morgenen og derefter ventes der på indlæggelser. De fleste dage er der ca. tre nye indlæggelser. Hernede er det oftest at man starter med at benægte at man er syg, derefter bruger man den lokale medicinmand (herbalist - bruger urter) og når det så ikke virker tager man på hospitalet, hvor det ofte er for sent. De 9 dage jeg var på warden døde der 10 patienter. En af disse var en dreng på 15 år. Han døde af rabies, fordi han ikke var blevet bragt til hospitalet i tide (for at få sine vaccinationer). Han var blevet bidt i november og havde en fuldt udviklet rabies, som var gået på hjernen og han spyttede over det hele. Lægen mente han havde max 7 dage og han døde dagen efter han kom. Ret frustrerende, men ikke noget sundhedspersonalet kunne have gjort mere ved.

ARTklinikken og maternity er beskrevet længere oppe.

Der har altid været spændende og meget anderledes historier at tage med hjem fra afdelingerne. F.eks. hører man meget om fordomme og stigmatisering på ART klinikken. Klinikken ligger helt nede i bunden af sygehuset og man skal igennem en gul låge for at komme ind på området. Mange tror, at så snart man træder ind på grunden, er det ens betydende med, at man har HIV. Det er stadig utrolig tabubelagt at være inficeret, på trods af, at regeringen og selve klinikken prøver at gøre en masse for at åbne op for emnet. En dame kom en dag og skulle tjekkes for HIV. Egentlig kendte hun godt svaret på prøven i forvejen, men hun havde ikke fortalt sin chef om det og nu havde chefen bedt hende blive tjekket (hun arbejdede som hushjælp ved en familie). Kvinden var bare nervøs for at fortælle chefen om svaret, da der var stor risiko for, at hun efterfølgende ville miste sit job. Folk kan have de mest tossede fordomme om folk med sygdommen. Chefen kunne fyre kvinden, hvis hun havde den tro, at hvis hun blev uvenner med kvinden, så kunne hun finde på at dryppe sit blod i maden, så børnene i huset ville blive syge. Og der er ikke meget økonomisk støtte for arbejdsløse i Uganda.

En anden historie, nu fra børneafdelingen, omhandler en måned gammel baby, som kommer ind med lungebetændelse. Familien, som kommer fra en af de mindre landsbyer, har selv ville afhjælpe sygdommen, som de, af gode grunde, ikke helt vidste hvad var. De har måske resoneret sig frem til, at det var noget ved brystregionen, så de havde skåret barnet ved brystet og ville så suge sygdommen ud! Barnet bliver indlagt på afdelingen med lungebetændelse og anæmi. Der blev behandlet på barnet, men dagen efter, om morgenen, døde det lille barn. Diagnose: lungebetændelse og sepsis.

Vi hjælper til med mange forskellige ting på afdelingerne og efter et godt stykke arbejde får vi, både af patienter, pårørende og kollegaer, mange titler med på vejen. Thank you: sister, doctor, aunti, musawo (som er et sundhedspersonale).

På et tidspunkt, under vores vagt, kommer "frugt damen" forbi med en lille bakke forskellig, frisk frugt som vi køber for 1000 USH (lidt over 2kr). Det er altid dejligt at få lidt at spise og frisk frugt siger vi bestemt ikke nej tak til.

I sidste uge oplevede vi en noget anderledes dag på kontoret. Vi fik pludselig mulighed for at køre med ambulancen til Mulago National referral hospital (Det største offentlige hospital i Uganda). Det var godt nok en spøjs oplevelse. Christina sag foran sammen med chaufføren og en sygeplejerske fra Mubende hospital. Julie holdte skansen bagved, hvor hun blev holdt ved selskab af to patienter, hvor den ene var bevidstløs, sammen med 3 pårørende. Skal hilse og sige, at bilen var tæt pakket! Da vi endelig kom af sted var det også med fuld udrykning, lige indtil vi ankom til benzintanken, så skulle bilen da lige tankes først! Vi kørte videre, men kun med udrykning gennem byerne. De små tre timer, der er til Kampala, var underholdt af utallige humpler på de ujævne veje, hvilket rigtigt fik rystet bilen, af et stop ved et apotek halvvejs, da vi jo ikke lige havde fået nok gase med, af en god gang sygepleje fra den danske delegation, samt utallige knap så pæne gloser til folk, der ikke respekterede ambulancen og som bestemt ikke veg til siden på trods af fuld udrykning det sidste stykke (da de to hvide madammer meget kraftigt påpegede, at NU måtte det meget gerne gå lidt tjept!). Begge patienter blev modtaget på Molago (efter sygeplejersken havde stået i kø for at få et nummer til dem). Tror det var godt de to blege stod og heppede lidt på folket i emergency rummet, for det hjalp utvivlsomt på arbejdshastigheden. Så havde vi så de skønne tre timer hjem til Mubende, hvilket forvandlede sig til mere, da vores chauffør, vist havde opfundet sig et lille bierhverv, ved at gøre ambulancen til en taxa. I hvert fald blev folk samlet op på vejen for en skilling. Jamen, hvad vi ikke oplever.

Efter arbejdet går turen hjem, hvor vi får frokost omkring kl. 15. (der er vi så også meget ofte ved at være noget sultne). Det vi får til frokost er ofte det samme som det vi får til aftensmad. Det er de samme retter, der bliver valgt imellem. Matoke (most og opvarmet madbanan), ris, kartofler, posho (tyk majsgrød), cassava (en rod), bønner og groundnut sauce. Heldigvis spiser vi faktisk alt og er meget taknemmelige, så vi er meget nemme at have med at gøre.

Efter frokosten er det meget forskelligt, hvad vi laver. Nogle gange går vi en rask tur op af bjerget og hjem igen. Det tager en god time og så har vi det jo godt med os selv bagefter. En tur ned til byen er også hændt. Der går vi altid forbi "The dairy", hvor mælken fra familiens farm sælges. Der skal også vaskes tøj engang imellem (som selvfølgelig er ved håndkraft - hvilket godt kan mærkes når vi er ved at være færdige). Om onsdagen er vi gode til at smutte en tur ud med storebror Marvin og de andre for at få, bare "en enkelt" øl (og her er hver øl 500ml). Vi har fundet ud af et par gange, hvorfor det er, at vi ikke praktiserer en onsdags bajer derhjemme.
I sidste uge tog vi med Marvin i sauna!! (hvilket jo er fuldstændig naturligt i over 30 graders varme). De andre knægte fra omgangskredsen var sjovt nok også en tur i "Wellness center", hvor der også kunne laves lidt workout. Hvis vi to blege damer har det varmt generelt, så kan man næsten regne ud, hvordan vi havde det den aften i den ekstra varme sauna (hvor der konstant blev hældt mere vand på!). Svend sved fra "De grønne slagtere" GO HOME!
En tirsdag var der også dømt thanksgiving. Det er ikke rigtig årstiden, men som Marvin sagde "man kan da altid holde thanksgiving". Det gik ud på at et familiemedlem havde taget et 4 årigt kursus i Kina, han var så kommet hjem og det skulle fejres. Igen skulle der drikkes på en hverdagsaften!

Mellem 18 og 19.30 er det kaffetid. Vi har ikke oplevet særlig mange gange, at kaffen er blandet op med vand, men derimod varm mælk. Det skulle vi lige vende os til, men hvem kan ikke godt lide sådan en kop sødmælk med sukker - Julie. Det er en hyggelig tradition, da drengene kommer hjem fra skole kl. 17.30 og vi så lige kan samles, da de ofte er smuttet når vi står op om morgenen. I sidste uge smed vi papir og farveblyanter på bordet og havde højtaler og ipods fremme og så var folket eller kreative for alle pengene. Det var super sjovt og hyggeligt og så blev der mobbet lidt rundt om bordet af folks meget forskellige grader af kreativitet.

Aftensmaden napper vi ved 22 tiden. Når vi vil dække bord og spørger moder Sheeba, hvor mange tallerkner, der skal dækkes op med, så ved hun det aldrig. Vi aner ikke om der lige kommer nogen forbi, hvilket der ofte gør. Vi er ofte så trætte efter aftensmaden, at vi hopper direkte i seng (ved ca. 22.30 - 23 tiden). Her indhyldes sengene i myggenet inden lagnet trækkes op til hagen og der bliver ønsket "Godnat" fra begges sider. Som altid bliver der bedt om en stille nat, men som ofte markerer hundene i Mubende sig, ledt af vores tre ulvehunde Tammy, Busta og Kalifa, sammen med "alarmklok fulgen" der heller ikke er stille af sig og forpester vores skønhedssøvn!

Godnat og tak for endnu en dejlig dag i Mubende.