Profile
Blog
Photos
Videos
26. Maj - Ubud/Lembongan
Efter morgenmaden, der blev nydt på terrassen med udsigt til rismarken, blev vi hentet af den shuttlebus, der skulle køre os til Sanur. Her skulle vi med en speedbåd over til en lille ø, der hedder Lembongan. En halv time senere ankom vi til Mushroom Beach. Her blev vi selvfølgelig mødt af folk, som ville udleje scootere osv. Det endte med at vi lejede en scooter i to dage, så vi kan komme rundt på øen. Ingen politi (har vi ladet os fortælle), så to mand på én scooter og uden hjelm. Vejene er dog ikke som i Danmark (langt fra), så det er begrænset hvor stærkt det kan gå. Ham vi lejede scooteren ved, viste os vej til vores hotel, der ligger lige ud til vandet. Så lækkert! Vi besluttede os for at køre tilbage til Mushroom Beach for at spise frokost - selvfølgelig også med udsigt ud over havet. Herefter prøvede vi køre lidt videre rundt. Her så vi blandt andet Sunset beach og Dreambeach, der er super skøn! Da vi havde set det, kørte vi tilbage til hotellet, der kun ligger 5 min. derfra. Vi lagde os ved poolen med den skønneste udsigt i et par timer. Senere lagde vi os i en "pavillon" og nød solnedgangen endnu engang. Vi har det SÅ godt!
27. Maj - Lembongan
Efter morgenmaden besluttede vi os for, at tage på rundtur på øen. Så scooteren blev tændt, og så var det bare afsted. Først tog vi til Jungutbatu, som er det sted, hvor der er mest liv på øen. Her punkterede vi også, men heldigvis er balinesere rigtig flinke. Lige da vi stod af for at kigge til hjulet, var der en som stoppede - han sagde at Ida skulle hoppe bag på ham, og så viste han os vej til den nærmeste mekaniker. 10 min senere og 35 kr. fattigere havde vi fået skiftet slangen i dækket. Derefter kørte vi til en lille ø kaldet Ceningan, som man kommer til ved at køre over en lille bro lavet af træplader. Vejene er meget dårlige og hullet, men vi klarede den uden flere punkteringer. Vi stoppede for at kigge på de lokale, som hiver tang op af vandet. Derudover stoppede vi og fik en cola med den vildeste udsigt. Så smukt! På vejen hjem til hotellet stoppede vi og smagte det tang, som de er så kendt for. På vejen hjem kørte vi også forbi den lille havn/strand, hvor vi købte billetter retur til Bali til dagen efter. Da vi ankom, da stod der en masse balinesere i ring og råbte højlydt. Det viste sig, at der var tale om "cockfight", hvor to haner kæmper mod hinanden indtil den ene dør. Det er totalt vanvittigt, og ikke særlig rart at kigge på. Men på Lembongan nød de det - de stod og viftede med pengesedler, idet de oddser på den, som de tror vinder. Efter en lang dag på scooter nød vi de sidste timer ved poolen, hvor vi endnu engang så en vanvittige solnedgang!
- comments