Vores bil var en Opel Corsa, fra begyndelse af dette aartusind, en bil der ville komme paa haardt arbejde, i de 4 dage den var under vores komando. Vores plan for den foeste dag, var at koere mod en by vi intet kednskab havde til, ved navn San Antonio de Los Cobres. At koere paa disse oede landeveje i det golde Nordargentinske landskab, gav en fantastisk foelelse af frihed, og der blev da ogsaa tid til at lave mange stop paa vejen, for at kravle op pa bakker samt kigge pa kaktuser. Vejen der op var af god standart, dette inkludere at den altsaa var lavet af asfalt, det meste af vejen. Det golde lanskab goer at man kan se alle bjergenes farver og forskelligheder, samt de sirlige moenstre og former paa bjergene, som naturen har skabt igennem aarene. Det eneste sted paa ruten der ikke var smukt, var byen SALC. Den laa i en form for gryde, hvor der ikke var bjerge omkring, men derimod hoeje volde af graa grus, hvilket gav en fornemmelse af at man befandt sig i bunden af en grusgrav. Vi var desuden kommet op i hoejderne, 3400 ovh, dette betoed at der var meget koldt, og dermed mener vi frostgrader, desuden var der ingen varme hos den kone vi boede hos, saa vi sov i et rum hvor temperaturen var omkring 0.

Dagen efter kom vi ud til vandflasker med frossent vand, ikke lige havd vi var vandt til, dette sted fik Salta til at virke tropisk. Da vi kom ud i bilen sad vi lidt og kiggede paa vores kort, vi kunne konkludere at det ikke ville tage lang tid at komme til vores neaste destination, foest Salinas Grande, og derefter Purmamarca. Derfor fik vi den ide at tage en lille omvej med gode veje, der paa kortet ikke lignede noget searligt. Men vi blev klogere, for vejen viste sig at veare en meget lang omvej paa meget daarlige veje, der bestemt ikke var lavet til en lille Corsa. Faktisk naaede vi hele rejsens hojeste punkt, paa denne koeretur, lidt skuffende 4600 ovh, men paa en grusvej synes vi det var en proper stigning. Herefter kom vi leangere og leangere veak fra noget som helst der mindede om civilisation, indtil vejen blev saa daarlig, at nerverne kom til at sidde uden paa toejet paa os alle sammen. Den foeste bil vi saa i timevis var en pickuptruck fyldt med lamaere paa ladet, samt tre skraldgrinende boenner i foerehuset. Vi konkluderede at de var empatiske nok til ikke at grine, hvis vi var paa vej mod den visse doed i en toer oerken.

Det gode ved dette omraade, var at det mindede om safari, med vilde dyr over alt. Efter en halv time mere med 20 km/t kom vi til en saltoerken, hvor der blev arbejdet, det var en lettelse, men vi var ikke sikre endnu, vi skulle jo bruge en asfaltvej, hvis vi skulle have nogen chance for at naa en by inden solen gik ned. Derfor holdte vi ind ved siden af en stor gummiged, hvor den noget overraskede chaufoer, gav os medhold i at der ville komme en asfaltvej ikke saa langt derfra. Med denne viden blev stemningen noget lettere. Men stemningen skulle blive mere trykket igen, da denne asfaltvej efter en time mere, stadig ikke dukkede op. Hver gang vi naaede en forhoejning, kunne vi ikke se andet en denne grusvej, der dog var blevet noget bedre, fortseatte ud i det uendelige. Et smukt, men for os ikke saa behageligt, syn. Men saa pludesligt saa vi en groent skilt, og derefter den flotte moerke asfaltvej, med den gule stripe i midten, der skar sig igennem landskabet, som en manifestation af menneskets magt over naturen. Eufroien og lettelsen i blandt os var ubeskrivelig, alle hoppende ud af bilen i en ros af gleade for at kysse denne redningsmand, ved navn hovedevej 52.

Herefter kunne vi endelig aande ud, og slappe af seatte musik paa, og nyde de enrome snebekleadte bjerge, der stod i et neasten helligt lys ude i horisonten. Bjergkoersle var vi dog ikke feradig med, saa Esben fik i sandhed sin ilddaab iforhold til dette emne. Paa de argentinske landevejen maa man koere 110 km/t, paa de lige streakninger, og naar der siges lige streakninger er det 50 km uden et eneste sving, eller noget der bare minder derom. Denne meget lige vej, endte i Salinas Grande, vi fik derfor earen af at se oerknen i solnedgangens smukke lys. Det eneste problem var at eftersom Jonas ikke maatte koere og den ene Schweizer heller ikke maatte koere da de ikke var 21, og den anden Schweizer foelte sig meget treat og utilpas, var det Esbens lod at koere ned til 2000 ovh, i det tusmoerke der efterhaanden intraf. Det lykkedes dog, og de 4 paa eventyr naaede Purmamarca i god behold.

Dagen efter var noget lettere her skulle vi koerer knap 60 km paa asfaltvej, vi brugte formiddagen paa at nye den smukke Purmamarca, der ligger klemt inde mellem de mest mearkveardige farvede bjerge, vi nogen sinde har set, klipperne er baade roede, gule, groenne, og nogle neasten lilla. Vi kravlede op paa en af klipperne, og spiste vores medbragte mad, mens vi noed freden. Herefter koerte vi en halv time igennem landskabet, der stadig var smuk, hvorefter vi kom til en af 'must see' byerne, Tilcara. Vi var i Tilcara i et par timer, hvor vi noed landsbystemningen og omgivelserne omkring. Efter 2 timers koersel mere, var vi ved dagen destination, Hurmamarca. En lidt stoerre by, men som ogsaa havde det hyggelige Nordargentinske landsbypreag, som findes i de turistede byer. I Hurmamarca hyggede vi os ogsaa med at klatre paa de omkringliggende klipper, samt lave mad i koekknet hos den familie vi bode ved. En dejlig dag uden drama.

Den neaste dag, var der endnu mindre drama, her skulle vi bare op til den bolivianske greanse, hvor vi skulle overnatte i den Argentinske greanseby La Quiaca, der ikke var turistet, og derfor ganske intetsigende. Hoejdepunktet denne dag, var den mest mearkveardig by vi leange havde set: Yavi, en lille westerfilmagtig by. den er westernagtig af flere grunde, den var fyldt med smaa sandfarvede huse, men vigtigst af alt var det en spoegelsesby, der var igen mennesker, men husene var beobet. Efter at have vearet i denne by i lidt tid, koeret vi ud i et eagte westernlandskab, vi fandt det mest westernede sted at holde ind. Her satte vi Ennio morricone musik paa, og kom i stemning til at koebe en hest, og ride ud i landskabt for at plyndre nogle heaveautomater. Efter disse droemme kom vi tilbage til virkeligheden, i La Quiaca. Hvor vi kunne se tilbage paa et eagte eventyr.