Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag d. 24 april 2018
Med solskin på terrassen og en skyfri blå himmel, stod vi i dag op kl. 7:30. Efter 1000 trin ned (sådan føles det i hvertfald) fandt vi frem til hotellets buffet, hvor vi her tog godt for os af maden. Især chokopops med mælk var et hit. Derefter hentede vores tjener, fra pizzeriaet dagen før, os hvorpå vi drog mod hvide strande syd på i Kuta. En køretur på omkring 1 time, hvor vi heldigvis havde 2 stops på vejen. Først så vi gennem nedrullede vinduer i bilen Indonesiens største moské beliggende i Lomboks hovedstad Mataram. Den var ufattelig stor og ekstremt velholdt. På vejen videre kørte vi ind forbi et potteri, hvor vi kunne se en masse flotte lerting. Line fik, mod en lille donation, lov til at prøve at være pottemester for en kort stund. Dernæst kørte vi videre til en traditionel landsby, hvor vi fik en guidet tur rundt. Her så vi traditionelle huse lavet ud af jord og græsstrå. Udformningen af husenes tag er symbol på Lombok og disse huse er kun opført her. Midt i landsbyen begyndte der pludselig at lyde musik, vi fulgte musikken og nåede frem til et stykke jord midt i landsbyen. Her var det tid til en traditionel kamp - dans / kamp til ære for regnen. En meget anderledes måde for kamp! Mellem battlerne mellem de to stærke mænd, dansede de alle sammen på den mest specielle måde. Efter de voksnes kamp, blev det børnenes tur, hvor to små drenge gentog hele seancen på deres niveau. Efter at have gået rundt i landsbyen lidt tid fortsatte vi videre sydpå. I Kuta så vi 3 flotte strande. Den første (Kuta Beach) brugte vi tiden på at kigge efter koraller og konkylier på stranden blandt meget hvidt sand, gennemsigtig blåt vand og en sød følgesven i form af en hund. Den næste strand (Mawun Beach) lå inde i en bugt. Her nødt vi udsigten og fik taget et par billeder. Den sidste strand vi tog til (Selong Belanak Beach), og nok også hovedattraktionen i dag, var surfer stranden. Her betalte vi os for nogle timers surfer lektioner og det fortryder vi bestemt ikke. I 2 timer kæmpede vi bravt med bølgerne og balancen på boardet. Men enkelte gange lykkedes det os dog at få kontrol over både bølge og board og derved surfe hele vejen ind til vandkanten. Andre gange var bølgerne så kraftige af både board og krop røg under vandets kraft. Og kraft det havde de virkelig! Vi rullede rundt på bunden, fik sand overalt og salt i øjnene - men rejste os op igen og kæmpede igen med de næste bølger, for følelsen med at surfe hele vejen ind gør at selv de store bølger er kampene værd. Godt trætte efter 2 timer i sol, saltvand og med blå knæ kørte vi op på toppen af bjerget for at spise frokost/aftensmad. En meget fornem lounge, som ellers var en standart uden for vores budget. Maden og drikkevarerne var godt betalt, men til gengæld fik vi fornøjelsen af en hamrende flot udsigt og en "luksus-pool". Perfekt afslutning på en lige så perfekt dag. Efter lidt over en times køretur hjem endte vi på hotellet igen, med endnu en planlagt tur i morgen (op nordpå og se vandfald). Vi ligger nu i vores senge godt trætte og med ømme ben, men samtidig klar på at se hvilke smukke naturoplevelser nord-Lombok har at byde på.
- comments