Fraiser Island er verdens største sandø og den bliver profileret under samme navn. Men øen hedder slet ikke Fraiser Island (en lang historie, men kort sagt stammer navnet fra personen der "fandt" øen. Deraf fraiserS Island), men derimod great sand island. Så dét er lidt snyd:-) Og på øen er der - rent historisk set - sket mange slemme ting med de indfødte. De indfødte er blevet skubbet ud over store afsatser, skudt, og slået ihjel på andre måder af "den hvide mand". Det skete i perioden omkring James cooks opdagelser, selvom han ikke opdagede øen først til trods for hans kreditering deraf. Der er nemlig spor efter bla hollandske affaldspladser dateret flere hundrede år før cook så han var ikke den første hvide mand på øen.
Men øen er smuk. Vejret var ikke med os for det regnede voldsomt, men øen er utroligt smuk. Historien går på at øen er dannet af faderen til en kvindelig ånd, der fik kort tid på jorden. Hun syntes så godt om jorden at hun ville blive til et menneske, men det sagde faderen nej til. Han ville have hende med i åndeverdenen igen, men samtidig ville han ikke virke tarvelig så han stillede hende et ultimatum som han var sikker på hun ville afslå. Hun kunne blive på jorden hvis hun forblev en sandø til evig tid. Og gæt hvad hun sagde:-) Jeps. Men hun følte sig blottet så faderen lod alle slags træer vokse over alt og han gav hende lov til at se hendes elskede jord igennem hendes øjne; søerne. Og et enkelt sted på øen er der klipper, men kan ikke huske hvad de er symbol for. Men historien er smuk og stedet er smukt hvilket er grunden til at øen er et af verdens smukkeste naturresservater.
Og når man så skal bo i en fin lejr med grill, service og godt selsskab af de danske piger, der før er omtalt, så kan det ikke gå helt galt:-) Om dagen stod vi tidligt op og kørte rundt på øens veje som var tilvejebragt af "den hvide mand" med formålet at bringe tømmer rundt. Det er nemlig ikke tilladt at anlægge andre veje pga fredningen af øen. Så vi kørte otte danskere i en stor firehjulstrækker sammen med fire andre biler hvoraf en var guide bilen. Guiden var obligatorisk og chaufføren skulle være 21 for at køre af sikkerhedsmæssige årsager. For dødsfald har der været nok af derovre fordi man køre på bumlede veje og stranden hvor forholdene skifter hurtigt. Men det var sjovt selvom det kun var
Martin der måtte køre for så kunne vi andre have det lidt sjovere om aftenen pga promille-restriktioner. Så tiden gik med at køre til bla Lake mackenzie som er en utrolig flot sø med krystalklart vand og lækkert sand. Så der brugte vi lidt tid selvom det styrtede ned i perioder:-) Og vi så Lake wabby som også var en lækker sø anlagt af regnen midt ude i noget der mest af alt mindede om en ørken. Kanon lækkert, og så svømmede der fisk rundt blandt os. Hvis man sad længe i vandet nappede de til ens fødder og rengjorde dem for døde hudceller:-) Derudover så vi en å hvor strømmer var så kraftig at man lagde sig på ryggen og lod sig flyde med strømmen. Dejligt! Og så så vi kirar sandblow som var en enorm ørken igen. Men her blev vi bedt om at finde to håndfulde sand hver - af vores guide Peter - og lægge det i en cirkel. Og bom bom pludselig var der måske 20-25 forskellige farver sand. Alt fra okker til sølv til karry. Imponerende! Og samme sted fik vi lov til at hoppe ned af en kæmpe sandbanke hvor man kunne hoppe måske 1.5 m op og 4-5 meter nedad pga hældningen og sådan noget er jo altid sjovt!
Om aftenen gik tiden med at snakke, drikke lidt goon og ellers hygge i dansker-lejren som vi blev kaldt. Rigtigt sjovt! Men alt var ikke fryd og gammen for der gik dingoer rundt i blandt os på stranden og i lejren - foruden en masse kæmpe edderkopper - som var ret farlige. En dingo er en blanding mellem en ulv og en hund og kan være aggressivt så man måtte ikke gå ud alene og hvis man blev passet op skulle man stå stille - BOM-stille ellers ville den bide fra sig:-) Men heldigvis skete der intet. Og så fortalte Peter forresten, da vi gik ude i skoven med bare tæer fordi det var sandbund, at ud af de 2000 slags edderkopper der er i australien er kun én rigtig giftig og en anden er giftig. De andre gør bare nas:-) Men den giftigste boede i jordhuler langs stier bla og er så VERDENS giftigste hehe:-)
Men en fed tur var det og ingen kom til skade..
Ha' en dejlig dag derhjemme - vi glæder os til snart at se jer alle igen. Og så har vi forresten intet mærket til alt det naturfis der driver rundt omkring i verden for tiden, så I kan sove trygt derhjemme:-)
Ps havde ikke tlf med til sandøen så det er kun Martin der har billeder derfra så derfor er billedet i dag fra overnatningsstedet i hervey bay hvor vi overnattede før fraiser-turen.