Profile
Blog
Photos
Videos
14/3) Tømmermændene havde sat sig en smule, så vi stod lidt sent op, og eftersom vi havde set og prøvet det vi gerne ville i Osaka, tog vi videre til Hiroshima.
Vi ankom til Hiroshima omkring kl 15, tids nok til at få fundet vores hostel og sat vores tasker, så vi stadig kunne nå at se noget, mens det var lyst.
Første destination var Hiroshima Peace Memorial Museum. Her mødte os et syn af forfærdelige billeder, udstillet tøj og andre egendele fra ofre og overlevende, et ur der gik i stå præcist kl 8:15, som var det tidspunkt, hvor atombomben eksploderede. Et meget ubehageligt sted at være, men med god indsigt i hvordan tingene forløb fra atombombens eksplosion til nogle dage efter.
På vej ud af museet kom vi forbi Peace Memorial Park, som er en park med en masse stier og mindesmærker. Her så vi et gravmonument, der var lavet af buet beton og hvor navnene fra de kendte ofre stod på. Bag det buede monument var Flame Of Peace, en flamme der bliver ved med at brænde, indtil alle atombomber i verden er destrueret.
Efter disse mange indtryk besluttede vi os for, at få lidt aftensmad og slappe lidt af efter den lange tur.
15/3) Dagen startede på en lille restaurant, som serverede morgenmad. Traditionelt i Japan er dette ét tykt stykke toast delt i to med smør på, et æg, et jordbær og et stykke banan på ca 5 cm, med tilhørende kaffe. Ikke meget til os danskere, men nok til at få startet dagen :)
Vi valgte at bruge noget af dagen på at se byen Miyajima, som er en lille togtur og sejltur fra Hiroshima. Her tog vi hen for at se en cinnoberrød torii (helligdomsport). Denne port er speciel i forhold til andre, da den står i vandet, hvilket giver den en flydende effekt. Dernæst gik vi over til Itsukushima-jinja, endnu en Shinto helligdom, der ligesom porten "flyder på vandet" - et syn der traditionelt er blevet regnet for et af de tre bedste i Japan.
På vej tilbage til båden kom vi forbi en gade, der er fyldt med souvenirbutikker og restauranter. Her kom vi tilfældigt forbi en butik, der havde flere hundrede spisepinde til udstilling, vi gik ind for at se de mange forskellige design og udformninger og faldt over et par (som i mand og dame) spisepinde, som vi blev ret begejstrede for. Vi besluttede os for at købe dem, og da man kunne få indgraveret navne på dem i samme ombæring, valgte vi at få skrevet vores navne på dansk og på japansk.
Vi er blevet ret gode til at spise med pinde (syntes vi i hvert fald selv) og har efterhånden lært, at ALT kan spises med pinde - bortset fra suppe altså!
Efter besøget på Miyajima tog vi tilbage til Hiroshima for at se lidt mere af byen. Turen startede ved Atomic Bomb Dome, en stærk påmindelse om Hiroshimas ødelæggelse under anden verdenskrig og en bygning der, som en af de eneste, stadig står rester af efter atombomben sprang. Bomben skulle have sprunget ca 600 meter oppe i luften, bare 150 m fra bygningen. Havde bomben været kastet længere væk fra bygningen, havde bygningen højest sandsynligt ikke overlevet.
Efterfølgende gik vi tilbage til Peace Memorial Park for at se nogle flere mindesmærker til blandt andet børn, koreanere og til de mange tusinde uidentificerede ofre, som har fået en massegrav i en krypt under jorden. Rundt i parken kunne man se flere tusindvis af papirsfoldet traner. traner er symbol på et langt liv og lykke. Symbolet bruges ikke kun i Hiroshima men mange andre steder i Japan.
Hiroshima er kendt for deres østers, så endnu engang satte vi os for at prøvesmage egnsretter. Vi fandt en lokal bar, hvor vi prøvesmagte en masse ting, blandt andet friturestegte og grillede østers. Igen skuffede maden os ikke, disse store flotte østers smagte helt vildt godt og kan klart anbefales :-)
- comments