Efter en køretur ind i landet på lidt under 200 kilometer ankom vi til Ravenswood engang ud på eftermiddagen. Køreturen derud havde været rigtig flot, hvor vi havde bjerge, sletter og flotte træer omkransende os hele tiden. For hver kilometer man kørte ind i landet, kunne man se, hvordan outbacken begyndte at tage form - hver meter blev mere og mere øde, træerne blev færre og mere visne og jorden blev til sand.

Da vi ankom til Ravenswood, var det som at træde tilbage i tiden. Ravenswood er ikke en turistby, men derimod en lille lokalby, som der er mange af i Australien. Byen har en stor guldmine, der startede for over hundrede år siden, da guldfeberen rasede - Australiens Klondyke. I starten af 1900-tallet var der 50 hoteller i byen - i dag er der ét, som er ved at gå ned. Byen er meget lille, og husene er holdt i den vilde vesten-stil. Hele byen er utrolig autentisk.

Først tog vi op på et viewpoint, hvorfra vi havde en utrolig udsigt over guldminen. Derefter kørte vi lidt rundt i byen - eller imellem husene, som det reelt bare er - og slog os ned på en campingplads, der viste sig at være vores billigste nat i løbet af hele turen, hvis man regner natten i bilen fra. Fordi at det var 'christmas time', gav campingpladsens bestyrer, der boede som Orla Frøsnapper med beskidte campingvogne, dyr og rod, os lov til at overnatte for én dollar eller 5,6 kroner per person. Lækkert! Udover os var der to andre på campingpladsen - eller marken, som det var -, hvor den ene nærmest byggede et hus med telte foran hans camper. Da vi troede, at han ikke kunne udvide imperiet yderligere, hev han lige den store iMac-computer ud af bagagerummet. En rigtig campist....

Efter at have slappet af i Ravenswoods stilhed, fik vi lavet mad og tog op på den lokale bar, der bestemt ikke var vant til turister - det var den selvsamme bar, der sørgede for, at minearbejderne ikke tørstede for 100 år siden. Udenfor sad en del minearbejdere, der fik lukket en del øl ned i svælget, og som tilsyneladende ikke havde noget problem med at køre hjem bagefter (!). Efter at have spillet lidt kort og snakket med en ansat fra hotellet, drog vi ud på en køretur i mørket for at spotte dyr. Der gik ikke lang tid, før vi havde set adskillige kænguruer hoppe ud foran os. Om natten er det ikke muligt at køre mere end 40 km/t på de små veje, idet der i så fald er næsten statsgaranti for at køre ind i en kænguru.

Næste dag pakkede vi sammen og kørte imod Airlie Beach, der er en rigtig turistby lidt sydpå.