Profile
Blog
Photos
Videos
Efter tre timers køretur fra Cairns ankom vi til Mission Beach, der er en lille by, hvorfra mange tager ud at river rafte, skydive og så videre. Nogen stor by er det ikke, og der er absolut heller ikke mange mennesker - men en vis charme har byen alligevel. På køreturen dertil var Dupont og Dupont også på vej op ad et bjerg - Pyramidebjerget på omkring 1.000 meter -, men idet det var ret impulsivt og foregik i 40 grader og med klipklapper, vendte vi om :)
Byen huser udover mennesker også mange forskellige dyr - nogen strudselignende fugle og et hav af KÆMPESTORE biller. De biller er altså seriøst store - fire centimeter er ikke utænkeligt! Og så giver det et stort bump, når de lander oven på taget. Intelligente dyr.
Derudover var der - som alle andre steder - også advarsler imod Marine Stingers i vandene, hvorfor vi kun kunne bade i indhegninger. Hvis man bliver ramt af en af de gobler, kan man miste livet. Der er også en del creeks, bække eller åer, der krydser stranden på deres vej ned til havet. Her fik vi også at vide i receptionen, at hvis der var vand i dem, måtte vi ikke krydse dem - de husede nemlig en del krokodiller! Tak for den information, specielt når vi havde telt 50 meter fra en af de bække.
Vi skulle hverken skydive eller ud på nogen floder, så vi fandt os en billig campingplads, hvor receptionen var en campingvogn med et fortelt. Dagen gik egentlig bare med at slappe af på stranden, og om aftenen fik vi - efter meget besvær på grund af mutantbillerne - lavet mad og kørt ind til den lokale spiritusbutik efter Goon, som alle hernede drikker. Alt alkohol i Australien forhandles i specielle spiritusbutikker, og idet øl og spiritus er meget dyrt, tyer mange til meget billig vin - 'Goon'. Så det gør vi også - vi vil også gerne spare penge :)
Næste dag blev der stået tidligt op, og i løbet af morgenen havde vi alle løbet en tur på stranden og efterfølgende badet i havet. Det føles dejligt at løbe på en strand i 28 grader, når man tænker på vintervejret i lille Danmark ;) Om formiddagen trekkede vi op i noget regnskov, men når man har besteget Mt. Kinabalu, er det efterhånden svært at finde noget natur, der virkelig slår en ud. Men en masse farverige fugle og andre smådyr fik vi da se. Og så var det en god udsigt fra toppen :)
Da vi ville forlade byen til fordel for Townsville 300 kilometer sydpå, begyndte bilen sporadisk at gå ud. Efter lidt tid fandt vi ud af, at den stang, der holder batteriet fast, var røget af og forbandt pluspolen til motorstellet. Så vi fik det hurtigt ordnet - godt vi er så garvede mekanikere :)
- comments