Som jeg sidder her paa en internetcafe i en halvsoevnig by paa Koh Pha-Ngan, forekommer det mig helt uvirkeligt, at den selv samme oe i nat var forvandlet til et stort stranddiskotek.

Vi havde faktisk naer opgivet tanken om at deltage i Full Moon Party. Mens vi gik og gjorde os klar til festen, blev der pludselig baelgmoerkt i bungalowen. Sikkert et kortvarigt stroemsvigt i vores lille by, taenkte vi begge. Men efter en halv time, hvor Rose og jeg holdt praeparty i moerke, begyndte vi at undre os. En eller anden udefrakommende lyd, der forekom mig ganske uvant, fangede min opmaerksomhed. Det var lyden af vores foerste regnskyl i troperne! Det HOEVLEDE simpelthen ned i stride stroemme, og efter at have set det thailandske elnet, forstod vi bedre, hvorfor nu hele oeen var uden stroem. Vi maatte vaebne med os med taalmodighed og haabe paa, at bygen ville drive over og stroemmen vende tilbage. Vi var ret nede over det, nu hvor vi havde spenderet en masse penge og tid paa at vaere her den 30. for at deltage i den famoese strandfest. Vi - og sikkert resten af den party-parate oe - ventede i aandeloes spaending i naesten to timer.

Saa pludselig stilnede regnen af. Kort tid efter loed der et oeresoenderrivende "Yeeeeeaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhh!!!!" helt ovre fra den anden side af oeen paa Haad Rin, hvor de foerste fuldmaanefest-deltagere allerede var stimlet sammen. Stroemmen og dermed neonlyset og partymusikken var vendt tilbage! Saa vidste vi, at tiden var inde til at fejre fuldmaanens komme sammen med tusinder af andre.

Vi havde simpelthen den mest fantastiske fest. Nattens enorme, boblende menneskehav, der ligesom bevaegede sig i en kollektiv rytme til den dundrende, psykedeliske musik; de neondekorerede kroppe, der vred sig paa podier i det kridhvide bountysand; de lange ildshippetove, der blev svunget gennem luften og trak striber af flammer over den kulsorte himmel; den endeloese raekke af obskure kostumer; de uartikulerede glaedesudbrud udvekslet mellem mennesker fra hele verden; de gloedende varmluftballoner, der steg til himmels og kyssede den gyldne, fuldfede maane, der hang og saa undrende til.

Jeg vil aldrig glemme det.

Da det saa smaat begyndte at lysne og strandens skoenhed var falmet en smule paa grund af bunkerne af affald og maend der stod og pissede i vandet, besluttede vi at finde en taxa, hvilket til tider kan vaere lidt af et gedemarked her i Thailand. Paa Koh Pha-Ngan er der ingen busser. Den eneste maade man kan komme rundt paa oeen som turist er ved at leje en bil eller scooter eller tage en taxa, som her paa oeen er en pickup, hvor man som oftest sidder paa saeder inde paa et overdaekket lad. Det er helt fint, vejene er udmaerkede, og vi har ikke oplevet nogen chauffoerer her, der koerte hassarderet. Naa, vi endte med at dele en taxa med nogle englaendere og israelere, men da taxaen var helt og aldeles fuld, kom der tre ameikanere og en canadier og insisterede paa at komme med, skoent chauffoeren gang paa gang afviste dem. Saa stillede de sig alle fire op det smalle trin, der stikker direkte ud i luften fra ladet, og stod klemt sammen der og dinglede med oel i haenderne. Israelerne, der var nogle haardtpumpede fyre, raabte ad dem og begyndte aggressivt at skubbe dem ud af vognen, foer den begyndte at koere, men de blev bare staaende og synes vi alle sammen var nogle sure, festforladte mennesker. Stemningen var virkelig spaendt i de tre kvarter, turen varede, og det var med en vis lettelse, at vi stod af og fandt hjem til vores bungalow.

I morgen formiddag tager vi faergen ind til fastlandet og derefter toget til Bangkok, hvor vi skal hitte ud af en god maade at komme til Cambodja paa.

Mange kaerlige hilsener,

Ida