Hej derhjemme. Det er ved at vaere laenge siden vi sidst har skrevet paa bloggen, den volder os lidt besvaer, men nu proever vi igen.
Vi er stadig paa Filipinerne, lige pt i Manila, hvor vi bor paa et rigtigt backpacker hostel, i en stank der nu tilhoere saaden et sted. Men ingen karkelakker denne gang.
Siden vi skrev sidst har vi gjort en indsats for at faa set filipninerne, men vi har kun naet at besoege ca. 15 af de 7000 oer Filipinerne bestaar af. Efter vores uge i Moalboal, har vi ikke set saa meget til uheldets stygge ansigt. Vi tog fra Moalboal til Cebu City med den lokale bus, hvor der hele tiden fiser teenage drenge ind og ud af bussen for at saelge Bacolod og Wenga, hhv. aeg med rimelig udviklet kylling foster og aeg i en eller anden for for edike. I Cebu City besoegte vi de danske piger vi moedte i Moalboal, og var blandt andet med den ene, Hilde, paa arbejde paa en institution for unge halv kriminelle, halv hjemloese drenge. Institutionen havde ikke mange materialle goder at byde paa, der var ingen legetoej, men drengene formaaede alligevel at underholde os en hel eftermiddag. De kunne en masse gode historier om alt muligt og da Kristine laante sit kamera ud til en af dem, brugte de hele batteriet paa at tage billeder og filme deres muskler.
Derefter tog vi til Coco Beach paa Mindoro faa komme paa skibet H. C. Andersen. Det var en uge i luksus, med omellet hver morgen, strand, idylliske oer og dyk, og happy hour med gode og meget dyre drinks om aftenen. Udover os, var der hele 5 andre unge, der havde vovet sig ud paa pensionistferie, saa vi havde et lille ungsomsbord, hvor vi kunne sidde og myde drinks og udsigt til tonerne af gemmel 90'er ballader og pensionsiterne der konverserede med crewet paa halvt engelsk halv jysk. Crewet havde heldigvis tillaert sig lidt dansk igennem aarene. I takt med at alle fik en del eksotiske drinks indenbords, blev det hyggeligere og hyggeligere og det var lidt trist at sige farvel til vores luksus liv da ugen havde gaet sin gang og regningen skulle betales.
Vi blev kastet tilbage i den benhaarde backpacker virkelighed med en overnatning i Filipinernes selvudnaevnte kedeligste by Roxas, der ikke kunne byde paa andet end et meget billigt og ulaekkert hotel og cup nudler. Derefter endte vi paa turistmagnet nr.1 paa Filipinerne: Borocay. Dyrt og fyldt med koreanere, men Anne og Nikolaj, et par fra baaden var der ogsaa, saa det var faktisk udemaerket. Hoejtepunktet var en tur ud til en strand paa den anden side af oen og en actionpacked grotte ekspidition, til bare 18 danske kroner. Billig aktion er nr. 1 paa vores liste.
Efter 5 dage med flere eksotiske drinks forlod vi koreanerne, Boracay og Anne og Nikolaj, og besluttede at nu var det slut med soede turistliv. Vi tog til oen Gurimaras, som ligger imellem Panay og Negros, uden egentlig at ane hvad der var at se der. Men vi blev endnu en gang gaedeligt overrasket, da Guimaras vidste sig at vaere en usleben diamant uden hverken koreanerne eller andet asiatisk folkefaerd, udover selvfoelgelig filipinere. Vi endte ved en tilfaeldighed paa et naetsen ufremkommeligt "beach resort" (der var ikke rigtig nogen strand, og ordet resort bliver fortolket med en del fantasi paa Filipinerne), hvor vi boede i en lille bambus hytte paa en klippe med tre karkelakker som vaerelses kammerater. Der brugte vi et par dage paa at sejle lidt rundt til smaa Robinson Cruse oer mens vi sang ostesangen fra Skatteoen, se nogen skildpadder som skulle forestille at vaere blevet reddet (fra hvad fandt vi aldring ud af) samt nogen mega store fisk og lege krig med et par udoedelig soldater, i skikkelse af to 5aarige drenge der var boern af dem der arbejde paa vores "resort". Derefter havde vi planlagt at bruge en overnatning paa at faa frelst vores sjaele paa et kloster i naerheden. En time efter ankomst skiftede vi dog menning og besluttede at lade vores sjaele forblive ufrelste, da man skulle vaere enormt deprimeret, enormt stille, og enormt traet klokken ni om aftenen hvor lystet blev slukket. Vi fandt en tricykel og begyndte vores flugt i ly af at eftermiddags messen. Vi endte igen paa et tilfaeldigt resort, som igen vidste sig at vaere over al forventning. Denne gang var det et mountin resort, hvor hostelmor var meget bekymret for vores ve og vel og hjalp os med at arrangere en tur rundt paa oen i tricykel. Det var totalt fedt.
Og nu er vi saa her i Manila, hvor vi bruger de sidste dage paa Filipinerne paa at vaere kulturelle, shoppe og leve billigt, hvilket er en kobination som er rimelig svaer at faa til at gaa op. Vi var ude paa en lille tur i gaar til en flod, vi havde hoert var totalt vild at sejle op af. Det var den saa ikke rigtig, men der var et vandfald der var totalt vildt at sejle ind under, men alt i alt blev den en meget dyr tur til et lidt intetsigende sted.

Det var vidst det for vores oplevelser for denne gang. Vi har ti;foejet mogen billeder i albummet Filipinerne som besvisfoerelse!

Vi skriver snart igen.