Tiden er nu kommet til at fortaelle om vores tid paa oeen Utila, det ubetinget vildeste dykkerparadis i Sydamerika! Dog maa foerst naevnes vores eventyr paa floden Rio Cangrejal taet ved La Ceiba. Som opvarmning til 9 dage med vand, vand og mere vand skulle vi river rafte i hold af fire og iklaedt matchende blaa hjelme, haergede redningsveste og gule pagajer blev vi af hver vores respektive baadsmand kommanderet i baljen til hvad der skulle blive et adrenalinkick af karat. Instruktionen gik paa at ro til konstant, for derefter at ro endnu haardere naar vi fik besked paa det og springe som sindsyge ned i bunden af baaden, naar det blev rigtig vildt. At sidde paa kanten af en gummibaad og kun holde sig fast med sin ene fod mens guiden raaber: "Forward, forward, FORWARD! - Back, back, BACK! - Get to the bottom!" for derefter at kommandere ´paddles up`og i triumf smadre dem ned i vandet med et brag er virkelig, virkelig fedt! Vi fik ogsaa udfordret vores balance og eventuelle hoejdeskraek da vi blev kommanderet op paa klipperne og fik lov at springe ned i den brusende flod fra 7-10 meters hoejde. Paa de mere stille steder blev vi smidt i vandet saa vi kunne flyde med stroemmen og her var det utrolig vigtigt at huske at loefte bagen, da man ellers fik en rigtig roevtur og skrabet enden godt og grundigt paa de mange sten paa bunden - en ting som isaer Morten havde meget svaert ved at huske.

Efter en times ventetid ved faergelejet og yderligere halvanden times sejlads (noget af et antiklimaks ovenpaa 'igen igen igen'-folelsen efter river rafting'en) naaede vi Utila, som alle forelskede sig i ved foerste oejekast! Alt paa oeen er totalt laid back-dykkerstil; der er tre veje, al transport foergaar til fods (for stoerstedelens vedkommende paa bare taeer) eller paa motorcykker eller i golfbil, der kravler kaempe krapper rundt paa gaden, husene ligner noget man kunne hjaelpe med at bygge paa fritidshjemmet og rastafarityper haenger ud ved deres smaa souvenirboder og saelger alt hvad hjerte, lungerne og hjerne maatte begaere. Vi var havnet i et sandt divers paradise og for at goere det endnu bedre behoevede vi ikke kaste os ud i vores gebrokne spansk, da alle paa oeen taler et minimum af engelsk for turisternes skyld.
Vores dag blev om muligt endnu bedre, da vi ankom til Cross Creek Dive Center, der laa tilbagetrukket og bygget direkte oven paa en mangrovesump, saa alt var bygget paa paele og haevet en halv meter over vandoverfladen. Til alles store fryd var der ud for alle vaerelser og hytter ophaengt haengekoejer og Divemasterhytten havde store tegninger af de lokale helte; ja, hvem andre end Bob Marley og Chè Guevara. Tilbage var reelt kun at fordele sengene i de tre 5-mands hytter og saa chille! Anna og jeg endte i drengehytten og forviste straks vores kaere roomies til trippelsengen med kun èt lagen - nogen maatte jo ofre sig. Alle hytter havde noget saa fantastisk og eksotisk som AC (!!) - Fuldstaendig uvirkeligt i vores verden saa at doeren til badevaerelset ikke kunne lukke, at haandvasken var stoppet og at bruseren ikke virkede var kun smaating i sammenligning!
Et kortere resumè af ugens begivenheder inkluderer flere besoeg til oeens barer; heriblandt Treetanic - et fantastisk traehus med vanvittigt mosaikarbejde som man bare SKAL se, Bar in the Bush og Cross Creeks egen bar paa faellesarealet, kokkereren i koekkenet med et utal af kakerlakker som vi til sidst fik forgiftet saa grundigt, at de holdt op med at kravle rundt i opvaskestativet, moedet med Ben the Pirat, en gammel, rynket og solbraendt men bestemt ikke tilbageholdende gut, som desvaerre var foedt 200 aar for sent samt bonding med vores fantastiske dykkerinstruktoerer og ikke mindst Captain Cookie - kaptajnen paa vores dykerbaad, hvis reggaesyngende energisprudlende vaesen ikke finder sin lige andre steder i verden! (For et par stykker af pigerne blev det da ogsaa til et bekendtskab eller to med nogle af de andre dykkere paa oen.)
Selve dykkercertifikatet - Open Water - var en helt vildt fed oplevelse og da de gamle svoemmerskills stadig ikke fornaegter sig, blev jeg rost op over begge oerer. (: Selvom alle til sidst var ved at vaere godt traette at PADI's slogan: "Go places, meet people, do things" som blev gentaget hvert femte minut paa instruktionsvideoerne, og en enkelt meget daarlig dag, som resulterede i at fire mand, jeg selv inklusive, blev hamrende soesyge og at vores semiirriterende-guide-vedhaeng Sonai dehydrerede og maatte have ilt og til laegen, blev vi virkelig hooked paa at dykke! For 7 af os var 18m slet ikke dybt nok, og besluttede derfor at investere lidt dollars i kurset Advanced Open Water (AOW).
AOW er en af de fedeste oplevelser jeg nogensinde har haft: Dyk til 30m og udforer test til kontrol af Nitrogen Narkose, vragdyk til skibet Halliburton paa nogenlunde samme dybde, leg, forhindringsbaner og loeb uden finner paa 15m vand, se en havskildpadde paa taet hold og lave natdyk hvor vi saa kaempe krabber, rokker og bioluminescence. Det var helt ubeskrivelig fantastisk oplevelse at befinde sig i baelgragende moerke og se bittesmaa krystalblaa lys hvirvle rundt overalt, springe fra ens fingre naar man bevaegede dem og samles i store klumper, hvor vandet var stille. Ufattelig smukt! (Ligesom den utroligt klare stjernehimmel vi laa og kiggede op paa, paa baadturen hjem.) Da vi nu kunne kalde os rigtige dykkere, skulle dette selvfoelgelig fejres og kombineret med Bettinas foedselsdag og dykkercentrets danskerfest til aere for os, blev det en vild og voldsom fest i byen (igen)!
I loebet af ugens drukture praesterede jeg en nat at smadre foden ind i en af lamperne paa broen ud til vores hytter, hvilket naturligvis resulterede i en allerhelvedes masse blod. Godt bedugget som jeg var, forsoegte jeg baade at stoppe stroemme samt at hinke rundt paa èt ben og toerre saavel gulv som terasse og bro af, uden at vaekke mine roomies (hvilket naesten lykkedes) og af bare hensyntagen valgte jeg ogsaa, at boerste taender ved faellestoiletterne. Her moedte jeg den ene halvdel af et tysk par, som var mindst lige saa vissen som jeg, og han insisterede straks paa at hente sit lille foerstehjaelpssaet og komme mig til undsaetning. Grundet enten vores manglende/noget sloerede koordinations- og balanceever matte vi dog have hjaelp af en stangberuset divemaster, som var noget negativ, da det jo tydeligvis var vores skyld, at han skulle op og dykke om 4 timer. Hjaelpsom var han dog, men af en eller anden grund forstod han ikke, at mit behov for gagebind og rense-alkohol var noget stoerre end for den oxygen han blev ved med at tilbyde mig. Vi fik ved faelles hjaelp lappet mig forsvarligt sammen og humpende tilbage i seng kunne jeg tilfreds konstatere, at jeg havde haft en vellykket aften og i tilgift faaet endnu en drukskade til samlingen.
Skaden gjorde det i de foelgende dage lidt besvaerligt at dykke/danse/gaa/staa men heldigvis raadede drengene og Anna bod paa sagen, da de en dag hentede mig i en golfvogn (hvor vi reelt kun maatte sidde fire) til en safari-off-road-tur Utila rundt. Vi krydsede fraadende vandpytter og mudderpoele paa ukendte grusveje, fulgte den kaerkomne astfaldtvej da vi omsider fandt den og konstaterede, at en golfvogn med 5 personer ikke er saerlig begejstret for at koere op ad bakke. Da oeen ikke kan prale af sin stoerrelse naaede vi ogsaa forbi den samme strand til badning, oel og cola hele to gange og det var foerst efter, at jeg var blevet leveret forsvarligt tilbage til byen og de fire eventyrer fortsat ud paa endnu en tour de Utila, at vognen loeb toer for stroem, og de matte skubben den hele vejen hjem. Nogle gange har man lov at vaere heldig!

Vores sidste dag paa oen blev noget dramatisk, da Advancedholdet skulle aflevere nogle opgaver som drengene selvfoelgelig ikke havde saa meget som kigget paa. Da de selv konstaterede, at de ikke engang ved at kigge efter kunne blive faerdige til tiden, opgav de og afleverede blanke opgaver. Heldigvis for dem var instruktoerne ligeglade - det er dem selv det gaar udover, hvis de en dag skulle forsoege at laegge sag an i tilfaelde af dykkerulykker - saa alle blev godkendt som AOW-divers. Dramaet opstod da guide-Sonai fem min i halv to tilfaeldig naevnte, at alle sullel vaere ved faergen klokken halv til indtjekning af bagage. Paa dette tidspunkt havde ingen af AOW'erne faaet deres papirer, saa mens resten af gruppen spaenede afsted, maa vi paent blive og vente. Dette foerte naturligvis til en raekke daarlige jokes om ´hvad nu hvis vi ikke naede faergen..'-senariet men med et kvarter til afgang gik det pludselig op for os, at instrukrtoererne blot troede at vi 'hang ud' paa kontoret og ikke saa meget som havde taenk paa, at printe vores certifikater. Stress, stress, stress! Inderst inde havde vi alle et oenske om, at faa lov at blive paa Utila, i stedet for at ta' tilbage til lumre og kedelig Tela (egentlig et udemaerket sted, men alt vil dumpe i sammenligning med Utila!) men realistisk set, vidste vi, at vi ville vaere en smule paa roeven, hvis faergensejlede uden os. Da alle endelig havde faaet deres papirer med kun et par minutter igen, satte vi det lange ben foran og spaenede ned til havnen saa godt som vores 20kg's rygsaekke (og drengenes trillekufferter) nu tillod. Stine kolliderede med en mand paa knallert, men alle slap heldigvis uden skader bortset fra krampe i maven af grin og til vores store held naaede vi Utila Princess lige foer afgang.

Dagene paa Utila har uden sammenligning vaeret turens fedeste og hvis jeg faar muligheden tager jeg tilbage dertil uden toeven! (Dvs. hvis den faedrende pengepung kan holde til det :)