Profile
Blog
Photos
Videos
Så er de to første dage af turen ved at være gået. Vi har efter en god tur herover, hvor vi kun missede et fly, været rundt i Los Angeles.
I Houston nåede vi ikke flyet, da vi var forsinkede, og turen gennem immigration gik meget langsomt. Heldigvis kom vi med det næste fly, og heldigvis dukkede vores bagage også op i LA. Derefter hentede vi bil, og stor var begejstringen, da vi så den. Vi er virkelig godt kørende, også selv om her er virkelig mange store og dyre biler. Virkelig mange! Godt at vi havde GPS med opdateret USA-kort med hjemmefra, for vi kørte lige til hotellet i LA Downtown uden problemer.
Onsdag kørte vi til stranden, hvor vi gik på promenaden fra Santa Monica til Venice Beach. Hyggeligt og meget at se på. Jo længere sydpå vi kom, jo mere syret blev det. Her er rigtig mange hjemløse, som ses overalt i gadebilledet og på stranden.
Bagefter kørte vi til Beverly Hills og Hollywood, vi kørte på Sunset Boulevard og Rodeo Drive. Dagen endte på Farmers Market og The Grove i Hollywood, hvor vi spiste.
I dag gik vi efter morgenmaden på Cherry Pick rundt i Downtown, og Theo og Viktor fik gang i indkøbene. De købte begge turens første cap. Derefter skulle vi på tur i de rige og kendtes verden. Vi kørte til Hollywood og gik op på Hollywood Boulevard, hvorfra vi skulle på en to timer lang guidet tur rundt i Beverly Hills og Hollywood. Vi så kendte locations fra film og var oppe ved et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se det kendte Hollywood skilt og se ud over det meste af LA, som er en imponerende stor by. Derefter gik turen rundt i områder, hvor vi så mange kendte skuespilleres huse. Meget dyrt område. Sådan en tur kan helt klart anbefales. Derefter kiggede vi lidt på stjerner på Walk of Fame.
Efter en kaffepause på Starbucks kørte vi til turens første outlet, hvor der blev shoppet lidt, inden vi kørte tilbage til hotellet for at sove.
Vi kører godt i den firehjulstrukne med automatgear og får nok svært ved at komme ned i Peugeoten igen.
- comments
Karl Christensen Hej alle. Tak for melding og billeder. Vi er meget glad for at høre godt nyt fra jer. Her er alt vel og i behøver ikke være bekymret for Albert - han veltrives sammen med os. Knus farmor og farfar
Kjær Skjøt Så fandt jeg endelig frem til jeres meddelelse. Hej til jer alle. Dejligt at høre at I har haft en god start på turen. Det lyder spændende det I allerede har set og oplevet. Her i danmark drukner vi i regn og kulde.Ellers går alt vel, vi har Mille her indtil Lenes kommer hjem, derefter overtager vi Albert. Fortsat rigtig god tur og mange hilsener mormor og morfar.