Profile
Blog
Photos
Videos
Las Vegas er en by som er helt sin egen - med voldsom stor kontrast til de oplevelser, vi hidtil havde haft. Her er fest og farver, lys og larm - døgnet rundt - og vi blev nærmest grebet af stress, når vi bevægede os rundt i både hotellet og byen.
Dog er den alligevel imponerende på sin egen måde.
Vi var så heldige at fejre lille Helles fødselsdag her, og det blev sørme gjort med manér.
Storslået koncert med Lionel Richie, og han kan endnu, kan vi fortælle jer trods hans 67 år. Størstedelen af det modne publikum (vi følte os meget hjemme) sang og dansede med på alle de kendte numre, og Lionel var meget publikumsvenlig, underholdende og med et godt islæt af selvironi. Det var en stor, stor oplevelse.
Efter koncerten satte vi os på en gadecafé og studerede livet på the Strip og de forskellige typer der passerede - og der var rigeligt at kigge på!! ALT er tilsyneladende tilladt. Hvis man har lyst at gå uden tøj på, ja så gør man bare det.
Vi besøgte også et Outlet og fik handlet lidt med hjem af div. sko, parfumer og tøj, og vi bildte os selv ind, at vi havde sparet masser af penge. Egentlig nok ikke helt i overensstemmelse med sandheden.
Derefter besluttede vi os til at besøge udvalgte hoteller på the Strip, og det må man altså ikke snyde sig selv for. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Det ene hotel var mere imponerende end det andet. Udover kæmpestore foyer´er med spillemaskiner og neon, har hoteller som Luxor, Cesars Palace, The Venetian og The Mirage alle et tema, som de gennemfører til det yderste.
Det tog mange timer at komme igennem dem, for hvert hotel er så enormt, at man ikke kan forestille sig det, hvis man ikke har været der. F.eks. på Luxor var hotellet bygget som en kæmpe pyramide, og når man stod inde midt i hotellet, kunne man se helt op til 25. etage - værelserne var bygget langs væggene med svalegange hen til elevatoren, som lå i hjørnerne af pyramiden.
På The Venetian var der bygget en tro kopi af en plads i Venedig med restauranten og de forskellige forretninger, som ligger på lige præcis denne plads samt kanaler med sejlende gondoler og en smuk blå himmel, trods det var aften og mørkt udenfor. Og det hele var til og med meget troværdigt.
Som kuriosum kan vi da også lige fortælle, at på toppen af vores hotel var der et "lille" tivoli med en rutchebane, det gyldne tårn, en karrusel for voksne og bungy-jump - alle forlystelser foregik ud over kanten på hotelllet i over 300 meters højde.
- comments