Hej igen! Saa blev det endelig muligt for os igen at skrive et blogindlaeg. Vi befinder os nu i Bariloche og en forvirring omkring, hvorvidt vi har forladt Sydamerika og paa mystisk vis er havnet midt i en tyrolsk skiby. Bariloche er bygget op af oestrigske, schweiziske og tyske immigranter, lige paa graensen mellem patagoniens sletter og andesbjergens tinder og er en sydamerikas stoerste skisportssteder.

Men vi har jo haft en masse dejlige dage siden sidste blogindlaeg til at opleve en masse - og det har vi helt sikkert ogsaa gjort. I Buenos Aires brugte vi de sidste par dage paa at lave saa lidt som muligt - vi var halvsyge og et tropisk regnvejr ramte byen. Vi var dog ude for at opleve den sensuelle dans tango - et dinner show (vi fravaglte dog maden). Det var bestemt en flot dans, men saa turistet at det var ved at give os en ordentlig omgang roede knopper. Men stadig en god oplevelse at faa set byens "folkedans".

Efter de sidste par dages sloevhed glaedede vi os meget til at komme videre og faa lidt gang i os selv. Turen gik som sagt videre til El Calafate. Saa mandag morgen stod vi meget tidligt op, tog en shuttlebus ud til en lille, men stadig meget forvirrende lufthavn. Efter at have tjekket ind kunne vi glaede os over, at vi kun behoevede at vente en time paa at vi skulle boarde - saa naive vi dog kunne vaere! Lidt foer vores boarding skulle starte aendrede vores fly sig fra "til tiden" til "spoerg agent" - ligesom naesten alle andre fly. Det smarte var bare, at de saa havde valgt at fjerne alt mandskab fra informationen, saa der stod flere hundrede forvirrede folk. Vi satte os taalmodigt til at vente. Vi skulle vaere floejet kl. 9.50, men foerst kl 12 begynde vores fly endelig at boarde. Efter en koeretur i overfyldt flybus, kunne vi endelig saette os i flysaedet og berede os paa en seks timers flyvetur med to stop undervejs. Der gik dog ikke laenge foer de over hoejtaleren med beklagelse maatte meddele at vi skulle vente 40 min. foer vi kunne lette. Ingen problem, vi fandt bare vores boeger frem. Men efter de fyrre minutter kom meldingen om at der ville gaa endnu en time - en hvis utilfredshed bredte sig mellem passagererne. Lidt efter kom saa to mand ombord for manuelt at tjekke alles boardingpass, dette fik en mand til at gaa helt amork. Han raabte helt vildt op, mens konen sad og graed i telefonen mens hun skaeldte ud. Det fik de andre passagerer til at klappe begjestret hver gang den sure mand raabte noget de andre syntes got om. Til sidst gik han og konen op til kaptajen og skaendtes med ham. Herefter begyndte folk at raabe forskellig ting og pakke deres ting sammen - alle skulle aabentbart forlade flyet, eftersom de pga. forsinkelsen var noedt til at skifte personalet. Saa kl. 14 var vi tilbage i ventehallen, nu med en madbillet til at koebe frokost for. Saa efter at have staaet laenge i koe fik vi endelig lidt mad ned i vores skrigende maver. Saa ventede vi bare endnu en gang, indtil vi endelig kl. 15.45 begyndte at boarde igen. Og igen blev vi sadt til at vente ude i flyet, hvilket resulterede i, at folk roeg helt op i det roede felt, raabte helt vildt, holdte klagetale om flyselskabet og samlede underskrifter ind. Nogle stormede op mod kaptajnen og resten af personalet og skaeldte dem ud. De valgte saa at tilkalde politiet, der kom ombord for at faa folk under kontrol. Ca. 18 (ca. samme tid som vi skulle vaere paa vores hostel i El Calafate) lettede vi endelig. Paa vejen landen vi i Trelew og Ushuaia, saa vi har faktisk vaeret i verdens sydligste by. Traette ankom vi kl. 1 om natten til et dejligt hostel i El Calafate og gik paa hovedet i seng.

Naeste dag var vi satdig meget udkoerte og brugte en afslapningsdag paa at gaa rundt og se byen og opleve det vindblaeste Patagonien. Vi gik blandet andet tur langs den smukke soe, Lago Argentino, hvis vand er helt tyrkis (skyldes, at det er en smeltevandssoe og omraadet indeholder meget kobber). Langs soebredden var der masser af flamingoer, svaner (med sorte hoveder) og andre fugle. Men hold op et imponerde landskab, der lidt kunne minde om det norske, dog uden traer, da de ikke kan vokse ordentligt i omraadet.

Man tager til El Calafate for oplevet omraadets store gletschere, saa onsdag drog vi paa en guidet tur for opleve den mest kendte af disse, Perito Moreno, og stedets tredje stoerste. Vi kom paa tur med en hyggelig guide (der var rigtig god til at forklare om stedet og naturen) i en stor bil - kun os og et tysk par. Foerst koerte vi af grusvej langs bjergene for rigtigt at kunne opleve stedets natur og dyreliv. Her saa vi forskellige fugle - en oern, choiques (struseligende) og crested cara-caros (aadselsaedere). Vi stoppede ind ved en lille gaard/cafe for at nyde den friske, blaesende luft og stedets dyr. Herunder en guanaco (lama lignende dyr), der valgte at overfalde Astrid - hehe, det saa sjovt ud! Vi sluttede dagen med paa egen haand at gaa rundt og se den storslaede gletscher. Gletscheren gav sig hele tiden, hvilket loed som torden. Vi saa mange mindre stykker is falde ned i vandet. Vi var ogsaa saa heldige at se et rigtig stort stykke af gletscheren styrte ned i soeen - wow!

Naar vi nu var rejst hele den lange vej derned, besluttede vi, at vi ville tilbringe endnu en dag ved gletscherene. Saa torsdag tog vi ud og sejle paa den store soe. Der laa mange flotte stykker is i vandet - det lignede helt isbjerge. Og mange med smukke farvespil i blaa, hvid, brun og sort. Desvaerre laa der saa mange isstykker at de spaerrede vejen op til tre af de gletschere vi skulle ud og se. Vi sejlede derfor kun ud til en af de planlagte og saa ned til Perito Moreno. Begge var meget imponerende fra soesiden, selvom det var haardt for oejnene at se paa dem for laenge.

Saa var det ved at vaere tid til at komme videre. Fredag hoppede vi ombord paa en bus, denne gang mod Bariloche. Det var en 28 timers bustur, vores hidtil laengste! Det var haardt, men okay (vi havde bestilt de bedste saeder) og vi havde god mulighed for at nyde naturen, der forblev uforandret de foerste 20 timer - det vil sige barsk og oede uden traeer.