Kaere Nina,

Saa er det i morgen du rejser til Malaysia! Du er sikkert mega spaendt og skal maaske tilbringe dagen med at pakke de aller sidste ting, lige sikre dig en ekstra gang, at dit pas er, hvor det skal vaere og alt det, man nu goer, naar man skal ud og rejse.

Jeg er noedt til at give dig en lille advarsel: de thailandske unge munke kan vaere helt ustyrlige, saa tag dig i agt, naar du kommer til Thailand. Paa bussen fra Chang Mai til Pai, hvor jeg er nu, sad ejg paa det bagerste saede i en lokalbus. Paa min heojre side sad Sunny, en koreansk pige, og paa min venstre side sad en ung munk, som igen sad ved siden af en aeldre munk. Jeg havde paa forhaand laest, at munke helst ikke maa sidde ved siden af kvinder i bussen, men da det var det eneste ledige saede inviterede munkene mig til at sidde ved siden af dem, jeg blev bare hoefligt bedt om at saette min lille rygsaek mellem mig og den unge munk. Den aeldre munk fortalte, at hans ledsager havde 'lidt problemer med hovedet', hvilket jeg selv havde regnet ud. I loebet af busturen blev Sunny og jeg ganske fine venner med munkene, som gav Sunny en halskaede og mig en lille moent beregnet til at haenge paa en kaede. Til gengaeld gav Sunny dem et toerklaede og jeg gav dem en blyant. Jeg havde ikke andet i min turrygsaek at give dem til gengaeld, og ved hjaelp af lidt servietter blev blyanten pakket fint ind og saa maatte symbolvaerdien af at give en gave overskygge den egentlige gave. Naa, der var ingen problemer, munkene var snakkesagelige og venlige (de maatte aabenbart baade give og modtage gaver og tale med kvinder.) Saa steg den aeldre munk af bussen og vupti - pludselig laa der en munkehaand paa mit laar. Foerst troede jeg, at det var en fejltagelse (bussen var temmelig trang, flere maatte staa op eller sidde paa saekke) saa gjorde ikke rigtig noget ved det. Men da haanden pludselig begyndte at bevaege sig, blev det straks mere mystisk. Proevde at flytte lidt paa mig (med fare for at hoppe helt op paa skoedet af Sunny) men det var jo ikke ret meget plads at arbejde paa. Saa proevede jeg at flytte lidt diskret paa min taske, som stadig stod mellem mig og munken. Men nu var der pludselig frit bagtil, saa pludselig maerkede jeg sgu en haand paa numsen! Indtil da havde jeg ikke vaeret helt sikker paa, om det var en tilfaeldighed, at der laa en munkehaand paa mit laar -nu var tvivlen forsvundet. Saa opstod det naeste store sporgsmaal: hvordan afviser man en munk med 'hovedproblemer'? Min ide med tasken virkede ikke. Jeg kunne ikke flytte mig, for der var simpelthen ikke plads til at klemme en 25-oeer mere ind i bussen, og jeg ville heller ikke ydmyge den stakkels, unge munk. Jeg kunne ikke lade vaere med at have lidt ondt af ham. Det var en stor lettelse da han endelig stod af. Normalt ville jeg da vaere blevet skide sur over situationen, men det kunne jeg paa en maade ikke rigtig faa mig selv til. Havde en fornemmelse af, at han ikke gjorde det med vijle. Naeste gang jeg tager lokalbussen tager jeg en fluesmaekker med - slam! Fingrene vaek, fromme herre.

Naa, jeg kom da godt frem til Pai, hvor jeg har brugt de sidste par dage. Saa hvad er Pai egentlig? Jo, Pai er en lille by oppe i bjergene, hvor en hulens masse backpackere tager hen for at synke hen i en total tilstand af dovenskab, doesighed og glemsel. Pai er eskapisme. Her sker ingenting, man foretager sig ingenting andet end at spise, tulle rundt og sove. Man taenker ikke paa fremtiden eller fortiden, men er her bare. Om aftenen naar temperaturen falder en smule, vaekkes byen langsomt til live. Boeder bliver sat op og der kommer folk paa restauranterne. Et par timer er her liv, foer byen igen falder i soevn omkring midnat.

Omkring Pai er naturen smuk, der er et par smaa vandfald og nogle varme kilder. Hvis man kan faa stablet sig selv paa benene, tager med du i naturen. I gaar tog jeg ud til et af vandfaldene med en Canadisk pige. Vi tilbragte hele dagen med at tulle rundt i landskabet og spise lidt aftensmad og tulle lidt mere rundt.

Saadan er Pai, tror jeg. Jeg synes nu jeg har oplevet det jeg skulle i Pai, saa om en halv time tager jeg bussen til Sukhothai.

Nina, du maa hilse Katrina mange gange, hav en rigtig god rejse. Jeg vil loebende foelge med i din blog.

Kaerlige hilsner Henriette