Jeg har været ude at opleve en masse spændende de sidste par uge saa derfor vil jeg nu fortaelle lidt om min weekend jeg havde efter jeg kom hjem fra Sydney (d. 5-7/4).

Fredag aften moedtes jeg med Zoe (en tasmansk sygeplejerskestuderende fra afdelingen), hendes veninder og hendes kaereste til en middag ude i byen. Det var en super hyggelig aften, men eftersom jeg var traet efter Sydney og Zoe skulle paa arbejde tidlig naeste morgen, aftalte vi at have en bytur til gode til naeste gang.

Loerdag morgen stod jeg usandsynelig tidligt op for en loerdag (kl. 5.45) for at komme afted til Cradle Mountain sammen med Danny (en ven fra Tasmanien). Jeg havde koebt forsyninger ind til turen, eftersom jeg ved hvor vigtigt det er, efter mine bjergvandringer med Linn sidste sommer.

Turen dertil tog et par timer og undervejs saa vi en masse smuk natur. Vi ankom til Cradle Mountain hvorfra vi fangede en bus som tog os ind i selve nationalparken. Herfra kunne man begynde sin vandring og tilpasse den alt efter hvilken svaerhedgrad man oenskede. Jeg havde inden vi tog afsted sat mig i hovedet at jeg ville naa hele vejen til the summit (toppen af Cradle Mountain), saa der var ligesom ingen vej tilbage end op!

For at ligge hurtigt fra land startede vi ud med et stejl stykke, hvor vi hurtigt fik pulsen op og varme i kinderne. Efter 45 minutters intens opstigning kom vi til et flot udsigtspunkt hvor vi havde en fremragende udsigt ud over Lake Dove (en bjergsoe mellem Cradle Mountain). Det blev dog hurtigt taaget og koeligere og derfor gik vi hurtigt videre mod det naeste punkt, en provianthytte foer den stejle klatring op ad the summit. Dette stykke var som "a walk in the park" sammenlignet med det foerste stykke vi havde tilbagelagt. Da vi naede til det lille provianthus, holdt vi en lille spisepause, inden vi paabegyndte det naeste haarde stykke. Det var dog heller ikke meget fornoejelse i at sidde stille i den kolde hytte og vi tog derfor alt det mere eller mindre koenne toej paa vi havde, og et kort oejeblik droemte jeg mig hjem til min mors varme, hjemmestrikkede sokker .

Den foerste del af the summit var mild i svaerhedsgraden, men efter 10 min skiftede det total til klatring paa store sten, hvilket jeg synes det var super fedt og endelig foelte jeg mig udfordret ligesom i de norske fjelde . Det var dog noget anderledes end det jeg havde proevet foer fordi man kravlede fra sten til sten og paa vejen derop moedte vi flere der havde vaeret paa toppen og de kunne ikke se noget pga. taagen. Det tog dog ikke gejstren fra os, saa vi forsatte den timelange klatring op mod toppen og undervejs priste jeg mig gentagende gange lykkelig for at jeg havde tapet mine ankler ind, fordi det var haard kost for dem.

Efter en times tid naede vi the summit! Begejstring var dog ikke helt det samme da det var saa taaget paa toppen, at man ikke kunne se mere end 20 meter foran sig, og dermed ingen betagende udsigt. Vi fik dog alligevel taget nogle billeder deroppe, som bevis paa at vi havde naaet toppen . Nu er det altid saadan at hver gang man kravler op, skal man for det meste ned igen, og det kunne vi dog heller ikke komme udenom. Nedstigningen var mere psykisk end fysisk kraevende fordi man skulle koncentrere sig saa meget. Paa bedste "elegante" mane'r tog jeg den ogsaa paa roevkaelken ned mange steder, fordi jeg ikke helt stolede paa min balance og derfor maatte Danny ogsaa vente paa mig nogle steder, men ned kom vi da.

Herefter skulle ved det sidste stykke ned til Lake Dove, hvor vi kunne blive hentet af bussen. Og denne gang tog vi en anden vej ned, hvor vi fik set masser af smuk natur mens vi gik rundt om soen. Nogle steder gik vi faktisk gennem regnskov, hvilket var meget fascinerende. Da vi kom til busstoppestedet kiggede vi klokken og opdagede at vi havde brugt 5-6 timer paa bjergvandring og pludselig kunne vi godt forstaa den traethed der var ved at falde ned over os. Paa vejen tilbage til parkeringspladsen saa vi baade en wallaby og flere wombats, og jeg kan kun sige at jeg elsker den tasmanske natur og dets dyreliv .

Paa vej tilbage til Launceston tog vi forbi en lille provinsby, Sheffield og fik aftensmad. Byen er kendt for deres "Mural fest", hvor kunstnere fra det meste af Australien og NZ kommer og maler paa vaegge. Det var ret interessant og se alle de forskellige murals, som bestemt var et farverigt indslag til byen.

Da vi kom tilbage til Launceston, var jeg ikke helt klar til at hoppe i seng, selvom min krop nok helst ville fortraekke det, saa derfor tog jeg til en indflytterfest med masser af folk fra Nurses Home. Festen var dog allerede godt i gang da jeg kom og blev moedt af synet af masser af paategnede mustaches og unibrowns (MEGET FESTLIGT! ). Der gik dog heller ikke laenge foer jeg sluttede mig til den flotte ansigtsmaling, hvilket matchede perfekt til det gennemfoerte mexicanske tema. Da vi senere sluttede aften af paa Irish Murphys havde de fleste af os stadig noget unibrown eller mustache tilbage, hvilket var til stor underholdning og det er bestemt noget jeg vil hjem og proeve, da jeg naesten fik kramper i maven over at grine saa meget.

Soendag stod den paa total restitution, da min krop var godt moerbanket efter Cradle Mountain og jeg foelte mig lidt som en gammel kone naar jeg bevaegede mig. Men ikke desto mindre havde det vaeret endnu en fremragende weekend, hvor jeg fik besteget en bjergtop og fik festet med et mustache paa overlaeben

Masser af smil til alle jer der vil laese med!