Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 25/5
I dag stod vi tidligt op og kørte på Yosemite Nationalpark. Vi havde prøvet at booke en overnatning inde i parken og også lige udenfor, men da det er Memorial Day på mandag, hvor amerikanerne har fri, var alt optaget. Vi kunne derfor først få et sted at bo to timers kørsel fra parken på den anden side, end vi befandt os på nuværende tidspunkt. Vi kørte derfor tidligt, så vi kunne have hele dagen i parken. Vi kom ind i parken øst-fra og det var noget af en imponerende indgang. Man kører helt op i bjergene, hvor der er sne, så vi kunne have haft en lille sneboldkamp. Der var virkelig en flot udsigt, og naturen var også rigtig smuk med sneklædte bjergtoppe og masser af grantræer.
Ved det første udsigtspunkt havde vi udsdigt over flotte klippebeklædte bjergtoppe og masser af skov. Vi var helt oppe ved sneen, så det var en anelse koldt. Der var en kort gåtur ud til et andet udsigtspunkt, som vi gik. Vi var dog nærmest de eneste. Et kendetegn ved amerikanerne er nemlig, at de ikke gider bevæge sig. De vil faktisk nærmest helt blive siddende inde i bilen og tage billeder derfra.
Et stykke inde i parken gik vi en tur ned ad bakke til de højeste træer i amerika. De var omkring 3000 år gamle. Det var virkelig også imponerende at se, hvor høje og store de var. I dette område ledede amerikanerne efter guld i tidligere tider. På vej op igen af bjerget, fandt vi også sand guld i form af en king size chokoladebar, som nogen havde tabt. Hvor heldig har man lov at være?
Yosemite er en fantastisk nationalpark, med virkelig flot natur. Fra bjergene kørte vi ned i en dal, hvor der var grønne enge og flere vandfald, heriblandt det højeste vandfald i USA. Her kunne vi virkelig mærke, at lige præcis denne weekend er meget travl, da der var rigtig mange turister.
Når man står nede i dalen i bunden af parken, kan man se op på de kæmpe klipper, der skyder op. Det er et meget facinerende og smukt syn. Sidst på eftermiddagen kørte vi så de to timers kørsel til en lille by ved navn Oakdale, hvor vi overnatter til i morgen.
Her bestilte vi en fler-retters menu på en kinesisk restaurant, hvor vi fik mad nok til flere dage! Her i USA bruger man jo meget, at man får pakket sine rester ned, så det fik vi også. Så har vi mad til i morgen (og sikket mange flere dage).
- comments