Profile
Blog
Photos
Videos
Tidligt mandag morgen, kl. 4.30 for at være mere præcis, blev jeg hentet af Shannon så vi sammen kunne køre over til Pauline, som havde inviteret os med en tur til Hong Kong. Da vi kom hen til Pauline ville hun lige se vores kufferter an, så hun kunne vurdere om vi skulle låne en af hendes kufferter i stedet for, men jeg fik dog lov til at beholde min egen, eller Dortes hvis det skal være helt rigtigtJ. Nu undrer du dig sikkert over hele det her kuffert hurlumhej, og grunden til hendes interesse i vores kufferter skyldes at hun har sin egen virksomhed hvor hun modtager ordrer på sko, som hun efterfølgende køber i henholdsvis Hong Kong eller USA, hvor skoene er billigere og hvor hun samtidig har nogle samarbejdspartnere der giver hende rabat på skoene. Så for at hun kan få så mange sko med hjem som muligt er det jo vigtigt at vi har de rigtige kufferter med.
Da vi ankom i lufthavnen, gik der ikke mere end 10 minutter før Pauline kom i tanke om at hun havde efterladt sin mobiltelefon i sin oplader derhjemme, så hun var nødt til at ringe til sin chauffør i håb om at han kunne nå at smutte tilbage og hente den inden vi skulle flyve. Det nåede han heldigvis og vi havde endda tid til at få aftensmad inden flyet gik, men i sidste ende fik vi alligevel en smule stress fordi vi havde hygget lidt for lang tid med vores mad. Så da vi skyndte os hen til gaten kom der pludselig en meddelelse over højtaleren der fortæller at vores fly var 30 minutter forsinket, så vi havde selvfølgelig skyndt os for ingenting - typisk! Turen til Hong Kong tog heldigvis kun 2 timer, men flyet var så koldt at det næsten var umuligt at falde i søvn til trods for at vi alle sammen havde taget varmt tøj på, eller okay Shannon havde været så dum at tage af sted i shorts og det fortrød hun også meget hurtigt!
Da vi landede fik vi hurtigt fat i vores kufferter og bevægede os ned mod en hæveautomat, så Shannon og jeg kunne få fat i nogle Hong Kong dollars. Men her opstod der straks problemer, for automaten blev ved med at sige at jeg havde oversteget mit maksimum, og at jeg ikke havde nok penge på min konto - og da det på ingen måde var rigtigt panikkede jeg lidt, for i modsætning til Shannon havde jeg selvfølgelig ikke taget mere end et enkelt kort med til Filippinerne. Men jeg fik lov at låne 500 af Shannon så vi kunne få købt rejsekort til bus og metro. Der gik heldigvis ikke så lang tid før vores bus kom, så vi kunne komme hen til vores hotel. Men turen hen til hotellet var bestemt ikke hvad jeg havde forventet, for buschauffører i Danmark kører ALTID langsomt og har på ingen måde travlt med at komme hen til deres destination, men det kan man ikke sige om chauffører i Hong Kong! Det er mange år siden af jeg har døjet med køresyge, men det fik jeg så lige lov at opleve igen, skønt! Men i det mindste kom vi hurtigt hen til vores hotel.
Da vi havde fået tjekket ind skulle vi straks ud og kigge på sko, for Pauline skulle jo lige ud og have taget en masse billeder af de forskellige sko, så hun kunne få postet dem på Instagram, for på den måde at få nogle bestillinger ind. Det lykkedes i høj grad, for bestillingerne væltede ind dagen efter.
Om tirsdagen stod vi tidligt op, for vi havde planlagt at tage en tur i Ocean Park, som er en kæmpe forlystelsespark kombineret med kæmpe oceanarium. Da vi ankom startede vi i oceanariummet, hvor vi fik set en masse forskellige slags fisk og søheste, som var min personlige favorit. Derefter gik vi lidt rundt udenfor, men vi valgte straks at gå ind til pingvinerne, for det var simpelthen for varmt ar gå rundt udenfor. De var vildt søde og utroligt aktive, det var en hel fornøjelse. Til sidst sluttede vi af med en sølove og delfin show, det var imponerende hvad trænerne kunne få dem til at gøre, delfinerne sprang synkront og søløverne var bare nuttede. Da vi følte at vi havde set det meste af havets vidundere, ville vi begive os hen mod forlystelserne. Men det kom lidt bag på os at vi var nødt til at tage et tog for at komme hen til den del af parken. Men det viste sig så at forlystelserne lå på toppen af et bjerg, så vi skulle med tog op af bjerget. Den var en super fed måde at udnytte bjerget på, for de bevarede bjerget samtidig med at de udnyttede pladsen til forlystelser.
Jeg har efterhånden været i en del forlystelsesparker, men Ocean Park må siges at være den største jeg har set, forlystelsesområdet var gigantisk, det lyder måske som noget man ville kunne sige om en del forlystelsesparker. MEN jeg har altså aldrig været i en forlystelsespark hvor det var nødvendigt at installere rulletrapper for at komme fra den ene forlystelse til den anden. Og det var ikke bare én rulletrappe, der var adskillige og de var ufatteligt lange, det var helt surrealistisk. Men vi havde en fantastisk dag og vi fik prøvet en masse sjove forlystelser, og fordi vi tog af sted på en tirsdag undgik vi at stå i kø ved det forskellige forlystelser, så det var perfekt. Da vi omsider ville hjemad tog vi ikke toget hjem, for hvem gør det når man kan tage med en gondollift ned? Så fik vi også set den fine udsigt fra bjerget, der gav os overblik over kysten og den fine skyline i Hong Kong. Turen i parken var fantastisk, men det var ikke uden konsekvenser. Vores ben havde det ikke helt godt da vi kom tilbage til hotellet, og det var vi mærket af resten af turen.
- comments