Her kommer lige det sidste blogindlæg, om det sidste stykke tid. (lidt forsinket)

Efter vores roadtrip rundt på øen, havde vi en uge på skolen, før det hed rejseuge. Rejseugen skulle bruges på, forhåbentlig at bestige Mount Kilimanjaro. I den forløbende uge var der derfor en del forberedelse, betaling, info osv. Man begyndte efterhånden at glæde sig ret meget. Vi var en gruppe på 17, der skulle af sted. 6 drenge og 11 piger. Nu ventede vi bare. Et par dage ved stranden, lidt fodbold, lidt hygge og så var vi ved at være klar.Vi startede tirsdag den 17. maj. Efter undervisning om formiddagen, pakkede jeg det sidste i min backpack og gik til frokost kl 13. Efter mad mødtes vi ved taxaerne på skolen, som skulle køre os til Stone Town. I Stone Town skulle vi med færgen ca. kl. 16. Færgen gik nok en gang til Dar es Salaam, hvor vi havde en enkelt overnatning. Der var høj sø på overfarten, hvilken var et problem for nogle der døjede med søsyge. Men vi nåede frem, og blev indlogeret på vores hotel. Snart skulle vi finde aftensmad. De seks drenge blev hurtige enige om noget nemt, som ikke skulle tage lang tid = Subway. 2 footlong sandwiches hver og så var vi mætte. Derefter tog nogle et smut kasino, deriblandt mig. Jeg fik tabt en smule, men havde det sjovt. Vi sov tidligt. Næste morgen skulle vi tidligt op og ud på en lang bustur til Moshi. Nordpå i 9-10 timer. Der blev sovet, læst, snakket og tiden gik ret hurtigt. I Moshi havde vi to overnatninger. Moshi er byen man overnatter i, når Kilimanjaro skal bestiges. I Moshi fik vi shoppet lidt, var på netcafé, spist en masse god mad, mishkaki og avocadoer i lange baner. Mishkaki er grillspyd, som man kan få for 500 Ksh pr .stk. ( under 2,- Dkr). Så 13 af dem så er man også mæt. Fredag morgen startede vi opstigningen. Men inden da skulle vi leje udstyr!: jakke, busker, handsker, hue, sokker, undertøj, pandelampe osv. Alt godt til bjerget. Det tog lang tid, men var selvfølgelig nødvendigt. Vi drog af sted kl 10 næste morgen, hvor vi skulle køres i bus til foden af bjerget. Eller dvs. Machame Gate, som ligger i 1800 meters højde. Her skulle vi møde vores portere, kokke og guider for den næste uge, i alt over 50 mennesker. Vi skulle også skrives ind i en bog, så det kan registreres hvor vi er på bjerget, sådan var det hver dag vi ankom til et nyt sted. Ventetiden var lang, og der gik et stykke tid før en af vores guider Steve, startede opstigningen "One line!". Vi gik rask til den første dag og nåede Machame Hut (3000m) før de fleste portere. Første dag gik vi gennem regnskov. Det var rigtig flot, frodigt og fugtigt, og solen nåede nogle gange frem til os gennem træerne. Ved Machame Hut skulle vi have vores første nat. Vi sov i 3 mandstelte og soveposer og fik serveret mad i et større spisetelt. Først var der kaffe, te og kakao med popcorn da vi kom frem. Senere var der aftensmad, som hver dag bestod af en suppe og derefter en ret. Jeg sov i telt med Mads de første 2 nætter, men de kommende nætter måtte vi tage os af 2 af pigerne som frøs, så vi blev 4. Næste morgen fortsatte opstigningen til Shira camp (3800m). Man kunne efterhånden mærke at luften blev tyndere, og vegetationen og landskabet ændrede sig fra regnskov til klippelandskab. Shira camp var et fladt plateau, rigtig smukt og med udsig både til toppen af Kili men også Mount Meru. Her sov vi stadig 2 i teltet, da det begyndte at blive små køligt om natten - omkring frysepunktet, fik vi frosset lidt. Men vi sov okay og var klar til næste dag. Næste dag startede vi den første af to akklimatiseringsdage, hvilket betød at vi skulle op i 4600 meters højde ved Lawa Tower, og derefter ned igen til ca 3900 meters højde. Dette var en lang dag, hvor der undervejs var nogle som så småt kunne mærke højdesyge. Men alle ventede på alle. Vi spiste lunch i 4600 meters højde, ved Lava Tower. Det var en klippe formet som et tårn, dvs stod lige i op i luften, 40 m ca. Derefter gik vi nedad igen til vores nye lejr og da vi nåede frem meldte trætheden sig prompte. Vi hyggede med kakao, popcorn og vores suppe. Men nogle var begyndt at få højdesyge, og havde det knap så sjovt. Men næste morgen var alle friske og klar til endnu en akklimatiseringsdag. I dag skulle vi kun op til 4400 meter, men det var alligevel en hård tur. Folk var trætte og for første gang på turen havde vi dårligt vejr. Det blæste og regnede, hvilket ikke gjorde det nemmere at kravle på klipper og sten, noget nogle fandt ud af på den hårde måde. Men vi nåede frem, uden de store problemer, og akklimatiseringseffekten kunne mærkes, det var helt anderledes fra dagen forinden. Dog stadig tynd luft. Vi holdte humøret højt med quizlege og sang mens vi gik, og TEAM-song blev spillet gentagende gange, som energiboost. (Boondock Saints theme song). Endnu en kold nat skulle vi igennem, og efter aftensmad, hyggede vi med kakao inden folk fandt det varme tøj frem, og lagde sig i soveposen. Næste dag skulle vi nå sidste base camp (4800m). Her skulle vi overnatte inden "Summitday". Vi havde igen godt vejr og humøret var højt, så vidt jeg ved, nogle havde måske lidt problemer. De typiske tegn, var hovedpine, kvalme og svimmelhed. Jeg mærkede kun lidt hovedpinen 400 m før toppen, men det var samtidig med jeg drak iskoldt vandt. Så jeg tror det bare var brainfreeze. Det gik i hvert fald i sig selv kort tid efter. I sidste Basecamp havde vi høj sol, og nåede tidligt frem, det var den korteste dag på kun 3 timers gang. Vi var der lidt over middag og skulle nu hvile inden nattens strabadser begyndte. Vi fik stor lunch, lagde os i teltene og slappede af, høte musik osv. Klokken seks var der stor aftensmad og sidste chance for at få fyldt sine vandflasker op. Vores portere sørgede for at vi havde vand hele tiden, de gik til kilder i nærheden, og fyldte. Vi skulle bare lige putte en lille purifying tablet i bagefter så vandet blev renset, så var det drikkeklart. Efter aftensmad sad vi nok engang i fællesteltet og hyggede, men folk gik tidligt i seng. Vi skulle nemlig op kl 23.30 og starte opstigningen til toppen! Vi vågnede da guiderne bankede på teltet, på med alt udstyret og så ned i teltet til en kort briefing. Alle var klar og i fuldt gear! Vi fyldte daypacken med det nødvendige, vand, pinex, snacks, ekstra tøj og så var vi klar. Med pandelamperne tændt drog vi mod toppen i bælgravende mørke, i en lang række, stadig 17 i gruppen. Det var koldt, det blæste men humøret var relativt højt. Efterhånden blev der stille og nu var det bare en kamp om at nå toppen. Vi gik i mørket i mange timer, og folk begyndte at mærke modstanden. Først da solen kom frem, og man fik vand og snacks, fik man et lille boost. Der var endnu 1½ time til Stella point, men alle var stadig med. Vi nåede frem, og folk var mærket af kulden og højden. Stella point ligger i 5750 meters højde ca. så vi havde stadig nogle højdemeter at gå til toppen Uhuru Peak 5895 m.o.h.! Men solen stod på, og udsigten var ubeskrivelig. Det drev virkelig en at man var så tæt på, og at alle stadig var med. Vi nåede frem, og det var en fantastisk følelse. Vi kunne desværre ikke være på toppen så længe af helbredsmæssige årsager, så vi måtte tage billeder og nyde udsigten for en stund, give en krammer til hinanden, og så ned igen. Solen skinnede hele vejen ned, og det tog kun 1 timer at løbe ned, hvor det havde taget 7 at komme op. Mig og Mads gik som nogle af de første fra toppen. Pludselig kom guiden Steve løbene forbi os, vi kiggede på hinanden og tænkte, det kan vi også. Så vi tonsede efter ham, dog umuligt at holde trit. Han løb lidt i forvejen og ventede så, løb lidt i forvejen og ventede, sådan kørte det hele vejen ned. Det var ren grus hele vejen ned, derfor var det ikke livsfarligt at tonse ned. Da vi kom tilbage til lejren var alle glade, men trætte. En smule ramte af hovedpine og solbrændte læber, men sådan skal det være. Man skal mærke det! Vi fik lunch tilbage i base-camp et lille hvil, inden vi skulle gå endnu 5 timer ned ad bjerget. Man sov godt den nat. Hygge om aftenen, smil, liv og glade dage og en god lur. Næste dag skulle vi gå det sidste stykke ned til Mweka Gate, hvor vi igen skulle køres i bus tilbage på hotellet. Nedfarten gik hurtigere, men det kunne mærkes i bentøjet. Vi gik mere en 40 km på 48 timer, nedad. Tilbage i Moshi havde vi endnu en overnatning på hotel, inden vi skulle videre og bruge de sidste dage af rejseugen. Vi skulle ud og fejre om aftenen med vores guider så vi fik en kold Kilimanjaro Lager. Man sov godt og næste dag skulle vi op og med bussen til Mombasa. En tur 7 drenge havde planlagt. Os fra kili-turen og Aske som var stødt til i Moshi. En lang bustur på 10 timer gennem en nationalpark på grænsen mellem Tanzania og Kenya, var dagens program. Det var den bedste og flotteste bustur jeg har haft. Vi nåede Mombasa om aftenen og fandt en taxa som kørte os til et lækket beach ressort hvor vi tilbragte de næste 3 dage. Afslapning, mad, søvn, et par øller og mere afslapning. Efter tre dage tog vi et fly fra Mombasa til Zanzibar, og inden længe var vi hjemme igen. En Fantastisk tur! Siden rejseugen er der blevet socialiseret en del og udvekslet rejsehistorier. Vi har startet hverdag igen, og i lørdags havde vi stor fest med hele skolen. Søndag, skulle vi så spille den føromtalte fodboldkamp mod et fodboldhold i Stone Town. Villa FC hedder de. Vi var ubesejret inden kampen og det forblev sådan. Vi vandt efter straffesparkskonkurrence, efter 0-0 i ordinær spilletid. Still Undefeated! Mandag havde vi så vores obligatoriske mandags match mod staff plus nogle fra landsbyen. Det endte i stor personlig succes. Jeg scorede 5 kasser og endte dermed på 14 kasser for opholdet, som placerede mig som topscorer, 1 mål foran Jonas.
Den sidste uge gik så med at sige farvel til alle vores klasser, ligge på stranden og sluge det sidste sol, hygge og få et par øl.
Nu har jeg været hjemme i næsten 3 uger, og hverdagen herhjemme er ved at indfinde sig. Det er lidt underligt at skifte hverdag, så hurtigt og fra to så forksellige. Jeg savner det meget, men er også rigtig glad for at være hjemme. Men der skal ikke gå længe før jeg skal ud og opleve verden igen!
Næste stop Sydamerika, hvis alt går som planlagt.