Undskyld forskydelsen af vores blogs. Vi er nu i Fillipinerne og har i mellemtiden været i Nepal og Korea - det kniber med forbindelsen! Her er vores blog fra Seoul:

Indrømmet: Seoul havde ikke efterladt os med det bedste indtryk med sine arrogante lufthavnsmedarbejdere, fulde hostelejere og en uoverskuelig infrastruktur. Væk skulle vi og væk kom vi (dog ikke uden besværligheder) - til Nepal. Efter et fantastisk 2-ugers ophold hos Henrik og Lieke drog vi derfor ængstelige tilbage til Korea, da vi var nødsaget til at komme "tilbage på ruten" for at komme til Fillipinerne. En 22 timers tur fra Kathmandu til Seoul slog pusten ud af os, særligt Simone, som knap nok fik sovet det døgn. Men turen tilbage til Seoul var trods alt mere smertefri end den til Nepal og vi ankom om eftermiddagen, så vi kunne stadig nå den offentlige transport inden lukketid. Eftersom vi havde en billet til Manila onsdag morgen besluttede vi os for at sætte kursen mod centrum for intensivt at opleve Seoul tirsdag. Da vi ankom til vores guesthouse blev vi modtaget af "Mr. Sea", ejeren, der modsat den sidste vi havde mødt var utrolig venlig, velbevandret i det engelske og ikke mindst ædru. Han kunne fornemme vi var trætte og førte os derfor til en lille restaurant med traditionel koreansk mad, som vi absolut ingen idé havde om hvordan vi skulle spise. Vi fik en masse små tallerkener med grøntsager, kål og pølser (?) samt et sydende fad med ris, forårsløg og spejlæg. Lettere fortabte kastede vi os ud i det men blev da også stoppet af en tjener, da vi var ved at hælde en suppe over vores risret i troen om at det var en dressing. Selvom vi var utrolig trætte besluttede vi os for at udforske lokalmiljøet, der bar præg af det nærliggende universitet ved et overflod af hyggelige coffeeshops, barer og spisesteder. Vi passerede et lille sted, der var ved at lukke ned, og hvor der blev råbt "see you" af ejeren. Instinktivt vendte vi os om, hvorefter vi indså at hilsnen havde været ment til en ung herre foran os. Det gjorde han os opmærksom på - og så faldt vi i snak. Det endte med at vi tog en øl med ham, ejeren og en medarbejder, samt to koreanske piger, en hollænder og en amerikaner. Alle fastboende i Seoul og del af denne lille vennekreds, der tog sit udgangspunkt i kaffebaren, som var det en koreansk remake af "Friends". Den 25 årige mand, D.J., som ejede stedet læste på universitet, det samme gjorde hans søde medarbejder Hyoun Ji, som studerede fine arts og vores nye ven Woo Seok havde blot 6 dage tilbage i Korea før han ville tage rygsækken på ryggen og drage til Spanien, Afrika, Mellemøsten, Europa og Sydamerika. I et par timer blev trætheden skubbet til siden til fordel for latter, konversation og indtagelse af lokale øl - When in Seoul…
Næste dag mødtes vi med Woo Seok [Usaa] og Hyoun Ji [Hån-Ji], der var så søde at vise os rundt i byen. Vi havde en af de hyggeligste dage indtil videre og var overvældet af den venlighed vi pludselig var blevet mødt med. Udover at se diverse seværdigheder, spiste vi frokost, drak kaffe hos D.J. og tullede bare rundt med vores nye ven og veninde. De er begge meget kreative: Hyoun Ji maler og designer tøj og Woo Seok er musiker. På en bar satte vi os ved klaveret og sang og spillede, mens han spillede guitar. Det er ét af de øjeblikke vi særligt vil huske, når vi engang hjemvender fra den store verden.
Siden D.J. havde syntes så godt om os havde han givet Hyon Ji penge til at købe os en frokost, hvilket vi ikke vidste noget om før regningen kom. Vi blev enige om at det var som om en højere kraft gjorde alt for at ændre vores første indtryk af Seoul.

Efter at havde taget afsked med Hyon Ji og Woo Seok, som vi på det tidspunkt havde hængt ud med i 10 timer, tog vi lufthavnsbussen til Incheon Airport hvor vi forsøgte at ringe til det airport hotel vi førhen havde overnattet i (og som tilbyder gratis pick-up service fra lufthavnen), men siden vi ikke kunne få fat på ejeren fandt vi et andet, billigere, sted. Det skulle vise sig at være et lækkert, rummeligt værelse med to store 1½ mands senge, et rent bad og udsigt til lufthavnen, der om natten lyser i forskellige farver. Som små piger gik vi helt amok over denne uventede luksus og brugte en god rum tid på at flippe ud over hvor brede sengene var, at vi havde et spisebord hvor vi kunne spise vores medbragte Kem Bap ( en koreansk udgave af sushi) og det faktum at der var to afsnit "Scrubs" i fjernsynet! Meget, meget tilfredse med vores held lagde vi os i hver vores masterbed med sommerfugle i maven over de søde mennesker vi havde mødt - og spændingen over rejsen til Fillipinerne den følgende morgen.