Den 31 blev vi hentet af en mand fra bicol Adventure kl 13, som skulle køre os til foden af filippinernes 3. Højeste bjerg, den aktive vulkan Mount mayon. Vi var glade og friske, uvidende om at de næste 37 timer ville blive de hårdeste i vores liv.

Efter en halv times ventetid på at guiderne skulle dukke op, var vi endelig klar til at gå. Vores gruppe bestod af os to, vores canadiske ven tyler, er ægtepar fra Hongkong og 3 guider.

Vi gik ca 4 timer op til hvor vi slog lejr for natten. Et ujævnt sted så teltet stod pil skævt. Her slappede vi af og spiste aftensmad som guiderne lavede. Alt var ganske fint og vi fik afvide vi ville blive vækket kl 2.30 til morgenmad så vi kunne nå at bestige vulkanen, 2400 m. Det var svært at sove i teltet fordi det stod så skråt og indeholdt små liggeunderlag.

Kl 4 blev vi vækket og gik fra campen med pandelamper. Allerede forsinkede, some how. Solen kom fint frem og vi fortsatte opstigningen. Vejret ændrede sig dog hurtigt fra de 35 grader til blæst og styrt regn. Vi måtte sidde i læ under klipper for at se om vi kunne fortsætte. Tiden gik, men guiderne sagde vi stadig kunne nå toppen. Det blev stejlere og glattere, mere blæsende og regnede jo højere vi kom op. Ca 1 time fra toppen sagde stef fra, og gik med en af guiderne ned igen. Det var for uforsvarligt at fortsætte. Vi havde fået afvide man senest måtte nå toppen kl 9 og kokken var 11 da vi andre nåede derop. Vores guide havde fået krampe så ham efterladte vi et sted og kravlede selv derop. På toppen var der ingen regn og solen var fremme. Vi havde iltmasker på for der strømmede sulfat op fra krateret. Sandet var også helt gul -grønt af al sulfaten. Efter 10 min begyndte vi nedstigningen. Det var stejlt og meget glat! Canadieren og jeg gik ned i et okay tempo men vi stoppede op efter hver 10. meter for at vente på de to fra Hongkong. De var MEGET langsomme og mine tænder klamrede og kroppen rystede så vi gik ned sammen istedet. En stejl nedstigning som mest foregik på numsen og omvendt krabbegang.

Ved Camp 2 skiftede vi tøj og var klar til at gå det sidste stykke ned kl 16 så vi kunne nå ned inden det blev mørkt. Men vi skylle selvfølgelig sidde og vente på japanerne! Kl 19 var de nede i campen og vi var alle klar til at gå, men det var allerede mørkt. Japaner kvinden havde presset sig selv alt for hårdt så hun var helt smadret og væltede konstant. Vi gik i en kæmpe kø bag hende og gik museskridt. Vi havde jo 3 guider med, så hvorfor ikke bare dele os op? Næh nej for vi "stak jo af" fra den ene guide på toppen så nu skulle vi gå sammen. Da det var midnat og vi stadig gik i slowmotion bag de langsomme japanere, ned af bjerget med ømme ben, fik vi endelig overtale en guide til at Gå med os ned. Vi var ved foden af vulkanen kl 1 om natten og Her skulle en bil have hentet os og kørt de 45 min tilbage til legazpi. Men der var selvfølgelig ingen bil, og vejen lå øde hen. Det lykkedes dog vores ene guide at finde en tricycle som kørte os til et kontor hvor vores tasker var låst inde. Men der var selvfølgelig heller ingen på kontoret og ingen man kunne ringe til. Efter yderligere 40 min ventetid fik vi endelig vores tasker og kunne tage hen på vores hotel hvor vi tjekkede ind kl 3. Vi havde vandret uafbrudt i 21 timer i kold regn og blæst på toppen af den dumme vulkan!

På hotellet smed vi vores hullede bukser ud og gik hunde sultne i seng. Vi havde ikke fået andet end nudler til frokost.. Turen vi havde købt var blevet 12 timer længere end den skulle have været og vi følte os snydt og forrådt. Men vi kan sikkert grine af denne tur engang i fremtiden..

Efter 4 timers søvn stod vi tirsdag op og skulle med vores fly til cebu. Vi følte os begge to gennembankede og humpede rundt. I cebu blev vi hentet af stefs far Michael som kørte os hjem til ham hvor vi fik dejlig mad og vasket vores mudrede tøj. Dagen gik med afslapning og leg med stefanis 2 små søstre. Vi fik lækker aftensmad og faldt i søvn lige efter ;)