Profile
Blog
Photos
Videos
Hej!
Vi beklager at der er gået noget tid siden sidste opdatering af bloggen - tiden flyver jo af sted, når man har det godt :-)
Vi har været bosat i vores lille lejlighed seks km uden for centrum af Melbourne i området St. Kilda i lidt over to uger. Vi er faldet super godt til - Vi ved hvor de nærmeste supermarkeder er placeret, Andreas farer ikke mere vild på sine morgen løbeture, vi ved hvilke trams der fører os de forskellige steder hen og sidst men ikke mindst kan vi vejen til den lækre strand i St. Kilda fra vores lejlighed med lukkede øjne!
Med andre ord føler vi os ikke som turister mere i store Melbourne..
Nu lidt af alt hvad vi har oplevet de sidste uger:
Australian Open er en af verdens største og mest prestigefyldte tennisturnering og bliver til vores store held afholdt i Melbourne hvert år i januar. Så det måtte vi helt sikkert have med på opleveren. Vi havde aftalt hjemmefra, at vi skulle se det med vores veninde Marianne hjemmefra og hendes veninde Camilla, som havde en uge i Melbourne som en del af deres rejse på dette tidspunkt. Så dem mødtes vi med ude ved anlægget en tidlig onsdag morgen (Australian Open dag 3), og vi købte et groundpass, hvilket betød vi havde adgang til alle kampene undtagen på de to største baner. Vi startede med at se danske Frederik Løchte spille doublekamp. Det var en god oplevelse, især fordi vi sad i en lille dansk lejr på omkring 20 mennesker, deriblandt Frederik Løchtes familie. Vi heppede både med råb og danske flag på kinderne, men desværre endte det i dansk nederlag, endda også selvom Caroline og Piotr Wozniacki kom og heppede en halv times tid. Vi fik en snak med Frederik bagefter og fik taget billeder med ham. En mega cool og sympatisk fyr!
Resten af dagen gik med en masse gode kampe, bl.a. så vi den fjerde seedet spanier David Ferrer spille, Stanislaw Wawrinka og ikke mindst den serbiske kvindespiller Ana Ivanovic (Vi må nok alle krybe til korset, og indrømme at det ikke 100 % bare var for at se tennis, da vi valgte hendes kamp - Hun ser urimelig godt ud!)
En konge dag på Australian Open anlægget havde vi. Dog havde vi lidt problemer med varmen. Især Mads og Andreas kæmpede, da de dagen før ikke mente solcreme var så vigtig på stranden, og derfor havde erhvervet sig noget af en forbrænding!
Generelt har tennis fyldt meget i gadebilledet de sidste uger, og vi er alle blevet ekstremt grebet af det. Både dem som var i forvejen og dem som var mindre. I centrum af Melbourne ligger Federation Square, som kan sammenlignes med Rådhuspladsen i København. Derinde er der en kæmpe storskærm, som viser Australian Open + der er forskellige boder med tennis. Vi har tilbragt masser af timer derinde de sidste par uger, hvor vi har set mange kampe. Bl.a. var vi derinde med Marianne og Camilla en aften og se Federer vs. Tsonga. Kampen varede til klokken elleve om aftenen og stemningen var kanon på Federation Square. Vi vil skyde på der var omkring 3000-4000 samlet derinde den aften.
Næste dag deltog Mads og Nicolai i en tenniskonkurrence derinde, som gik ud på at få bolden over nettet flest gange i træk. Den trak de sig sejrrigt ud af, og vandt fire groundpasses til næste dag - wuhuu! Det betød en super dag mere på anlægget, hvor vi bl.a. så Venus og Serena Williams spille.
i går søndag var vi fire drenge inde at se finalen mellem Djokovic og Murray på Federation Square, hvor der var samlet omkring 10000 mennesker - FED OPLEVELSE!
Kulturelle, ja det har vi sgu også været! Vi har været på National Gallery, som er placeret centralt i Melbourne. Vi gik open-minded til opgaven, mest af alt fordi det var gratis og at det stod i vores Melbourne must see bog, men vi tabte hurtigt interessen. Det var som at være tilbage på de gode gamle skoleudflugter fra folkeskole- og gymnasietiden, nøøøj hvor var det tamt og kedeligt. 50 rum med ikke andet end malerier, ler skulpturer, gamle møbler osv. Vi så vist nok et Rembrandt og Picasso maleri, men ikke hæng os op på det, derudover hyggede vi os med vores egen lille leg kaldet "Rør når der står du ikke må røre" og legen vi ikke turde fuldføre "Sid hvor der står du ikke må sidde".
Det lykkedes dog os, at finde museer som faldt mere i vores interesse. Vi har nemlig været på både National Sports museum og Australian center for the moving image. Det var laaaangt mere spændende, ikke mindst fordi at der var ting, man kunne prøve. Vi prøvede bl.a. at spille rugby, cricket, netball osv. i forskellige simulatorer og på filmmuseumet spillede vi gode gamle videospil, lavede tricks som Keanu Reeves i Matrix og lærte en masse om lys og tv igennem tiden.
Derudover har vi besøgt Melbournes akvarium, der dog endte med at skuffe en smule, da vi havde forventet os lidt større hajer end dem de rent faktisk havde der, men ellers var det en fin oplevelse. Især deres pingviner begejstrede os. Det var nemlig ikke bare 'normale' pingviner som i Aalborgs Zoo, men konge-pingviner - hvilket var en konge oplevelse at se.
Som nogle nok vil kunne huske, så lagde Frederik et ret så fantastisk billede op af Mads, Nicolai og Andreas på cykler. Vi faldt over en hjemmeside på nettet, hvor en gut lejede cykler ud. Så vi fik aftalt at vi skulle leje fire "male-bikes" til 30$ stykket for en dag (en smule dyrt, men hva' faen'). Vejret var perfekt og vi fandt fornøjet frem til stedet, intet kunne ødelægge vores humør! Det skulle da så lige være at vores cykel gut dukkede op med tre drengecykler og én damecykel… Han havde desværre kun tre, da vi bestilte i lidt dårlig tid. "No worries!" sagde vi, betalte manden og tog til takke med det vi nu havde fået. Så nu stod vi med fire forskellige cykler, en helt ny rød racer (favoritten), en cool retro-cykel, en grå solid city-bike og så selvfølgelig damecyklen… Så der skulle naturligvis trækkes lod, for enige ville vi aldrig blive. Til stor glæde blev Andreas den heldige vinder af damecyklen, altså… til stor glæde for os andre der slap for så slap vi for at køre på den. For sådan så han ikke selv helt på det. Han blev faktisk skide sur. Nå, men af sted med os med Andreas sur, trampende og beklagende over at gearene var for hårde. Heldigvis var han ikke sådan i lang tid og cykelturen rundt i Melbourne centrum blev fantastisk! Det var fedt at opleve byen på cykel og man fik dannet sig et langt bedre overblik over byens størrelse. Det overraskede os faktisk at byen ikke var så 'kæmpe' som vi først egentlig havde troet.
Og til sidst var Andreas og cyklen faktisk slet ikke til at skille ad :-)
Lørdag den 26. januar fejrede man landet over Australia Day, hvilket er australiernes nationaldag. Hvad de præcist fejrer og hvorfor blev vi aldrig helt kloge på - noget med en par skibe der ankom til Sidney for et godt stykke tid siden. Det hele virkede lidt små kompliceret, men det var heldigvis da heller ikke det vi gik allermest op i, en anledning til en øl eller to lyder til hver en tid som en god idé! Vi startede dagen ud med at pakke vores ALDI-coolpack med sandwichs og snacks, og drog hjemmefra, da vi havde fået fortalt at der ville være en STOR parade, med dansk deltagelse, tværs gennem byen. Meget ulig os var vi lidt lang tid om at snøvle os færdig, så vi kom en anelse sent af sted hjemmefra, og nåede kun lige at se paradens slutning. Men vi fik da set dem alle gå de sidste par meter, blandt andet den danske del af paraden, som utroligt skuffende kun bestod af en familie på 5 iført rødt og hvidt tøj og vikingehjelme. Kings Domain Garden, som er en af de større parker i Melbourne, var lavet om til en halv festivalsplads, der var tusindsvis af mennesker og alverdens boder og aktiviteter. Vi fandt et hyggeligt sted og slog os ned på vores medbragte tæppe - hvor vi fik de næste par timer til at gå med kortspillet 'røvhul', bordtennis og hyggelig musik. Vi tog derefter hjem til vores lejlighed for at spise aftensmad, og derefter stille og roligt gøre os klar til en aften i byen. Klokken 21.30 var der fyrværkeri, som vi i 'godt humør' overværede med en billig flaske champagne inden vi drog ud for at lede efter aftenens diskotek. Vi havde tidligere på dagen søgt lidt rundt på internettet efter nogle gode steder, da vi har fået af vide at de rigtig fede gemmer sig. Vi fandt efter noget tids gåtur et sted kaldet 'TreeHouse', som var et kæmpe diskotek på flere etager og med karaoke-bar - hvor Andreas og Nicolai helt fantastisk sang "Follow me" med Uncle Kracker (hvilket vi fik optaget på video).
Ellers så har vi det sgu meget godt her Down Under. Vi hygger med at få vores meget stramme budget til at køre rundt, ved at lave så billig mad som næsten overhovedet muligt - bliver ofte alligevel ret så velsmagende. Med hensyn til vores arbejdssituation, så er vi blevet kontaktet af en der hedder David, som gerne vil have os til at lave en masse havearbejde. Men desværre er han randt ind i nogle personlige problemer, og derfor venter vi spændt på en opringning fra ham.
Vi har det stadig super godt hinanden imellem, selvom toiletbesøg sådan set er det tætteste vi kommer på lidt privatliv og "alenetid", nyder vi nu bare hinandens selskab. Dog var det også rart med et lille besøg i form af Marianne og Camillas uge her i Melbourne. Udover at se Australian Open med dem havde vi også en super sjov bytur og god dag på stranden dagen efter (dog fyldt med tømmermænd!)
Hver dag minder vi lige hinanden på, at vi skal huske at nyde det, da høj solskin og en levende storby hurtigt bliver ens hverdag.
Meeeen, vi husker at nyde det i fulde drag!!
Vi håber I alle har det godt hjemme i Danmark og er ved at komme jer over 16 måls nederlaget i går.. (hvad skete der lige der??)
De bedste og kærligste hilsner fra
Frederik, Andreas, Mads og Nicolai
- comments