Flere gange siden i gaar har jeg spurgt mig selv, hvornaar jeg mon laerer at huske alle mine ting. Naar jeg nu taenker over det, saa har jeg faktisk spurgt mig selv om det utrolig laenge. Det var taet paa at gaa rigtig galt i Brisbane og det var jo egentlig bare et spoergsmaal om tid, inden det skulle gaa rigtig galt. Havde jeg bare tjekket ud fra Wake Up Hostel en dag foer, jeg gjorde det, havde jeg sikkert haft det meget bedre. Jeg har for 2 dage siden slaaet min rekord i at have en shampo i laengst tid. Min nuvaerende shampo til 1.45 dollars kan jeg prale med at have haft i 5 dage siden i foregaars. Saa faktisk er det 7 dage i dag. Faktisk er jeg ret saa ligeglad med at smide dem vaek. For det kunne jo vaere meget vaerre. Madprodukter ville vaere vaerre. Det har jeg ogsaa vaeret ude for men i et begraenset omfang, saa det faktisk har raget mig en papand. Skulle jeg miste mine sko, ville jeg bare koebe nogle nye. Skulle jeg miste mit kamera, ville jeg bare koebe et nyt. Skulle jeg miste mine penge, ville jeg bare haeve nogle flere. Jeg har nok glemt det vaerste, man kan glemme paa saadan en tur, som jeg er paa. At faa 1800 billeder tilbage fra New Zealand fordi man har glemt sit 8 GB SD kort i en computer paa et Hostel, hvor aabenbart baatnakker, der ikke kan finde ud af at aflevere mistede ting, er nedtur. Jeg kan ikke bare koebe de billeder tilbage ligesom jeg heller ikke kan haeve dem. De troestende ord fra min kaere mor lyder, at jeg jeg skal taenke paa, jeg har omkring 350 billeder paa min blog. Og ja mor, det har du ret i. Og det er nok ogsaa de bedste, jeg har liggende paa bloggen, men mange utrolige billeder og minder fra rejsen, vil gaa i glemmebogen, hvis ikke de finder kortet paa det hostel. Jeg overfoerte nolge billeder i den anden dag. Efter en time fandt jeg ud af, at der ikke var noget hukommelse paa kortet og at SD kortet ikke var, hvor det skulle. Jeg skyndte mig med al hast tilbage for at faa det. Men det var gone. Da jeg gik op i receptionen, spurgte jeg kvinden, om de havde faaet noget. Hun svarede bare nej, hvilket jeg synes, var ret flabet. Jeg spurgte hende saa, om hun troede, jeg ville faa et ja, hvis jeg spurgte fyren ved siden af hende, hvorefter hun saa spurgte, hvorfor jeg troede, jeg ville faa et andet svar. Stille og roligt svarede jeg tilbage, at det var fordi, hun virkede til at vaere utrolig ligeglad, naar hun ikke engang kiggede i skufferne, glemte ting eller spurgte nogle andre. Efterfoelgende kiggede hun saa og spurgte chefen inde ved siden af men uden held. Selv gav jeg hende alle mine oplysninger, hvis det nu et mirakel skulle ske, og det ville dukke op. Det spurgte hun heller ikke om.
siden har jeg taenkt over, om jeg kunne lide af en sygdom, som fx. kunne vaere en af de 3 ovenstaaende. Alzheimers skrumper hjernen vist af. Kokalskab, der bliver ens hjerne ligesaa stille og roligt aedt op og dement... Saa er man vist bare gammel og husker daarligt.
Nu vil jeg ikke vaere mere negativ og trist. For det er rejsen for kort til (og livet ogsaa i det hele taget). Jeg flyttede fra Wake Up hostel i det cebtrale Sydney, hvilket jeg kun har vaeret glad for. Bor nu i Kings Cross, som er narko, luder og volds distriktet. Her foeler jeg mig meget bedre hjemme som en dronning i myretuen.
Den foelte aften snakkede jeg med flere, end jeg fik gjort paa de 3 dage paa Wake Up. Det var som tidligere skrevet meget "gruppe" agtig og jeg foelte, det var svaert at blive en del af. Det var det ogsaa ved siden af alle de andre Hostels, jeg har vaeret paa. Jeg maa dog sige, at jeg stadig ikke har vaeret paa et Hostel, der slaar Rongo Backpackers i Karamea paa kanten af Kahurangi National Park.
Jeg var ude og faa en lille en med Signe, som jeg moedte og over al forventning havde hun soerme et lille foedselsdagskort med, hvor jeg kunne indloese en oel, hvilket hun slet ikke behoevede at minde mig om. Vi sad nede i baren og saa op paa den oplyste opera og harbour bridge.
Dagen efter tog jeg toget til Coggee. Der var en fin gaatur hvor jeg passerede 5 strande. Bla. Gordon Bay. Fantastisk lille gaatur. Eftermiddagen sluttede jeg af med en svoemmetur ved Bondi Beach. Skulle jeg kede mig en af de resterende dage, ville jeg vaere i tvivl, om jeg skulle smutte til Manly eller Bondi Beach. Det er begge to vildt dejlige steder, jeg gerne vil hen igen. Nok heller jeg mest til Bondi, da jeg jo ogsaa var i Manly den foerste dag, jeg havde i Sydney med Birte, Greg, Emma og Lillie.
Paa det her Hostel hvor jeg er nu, tilbudes der gratis morgenmad. Faktisk behoevede jeg ikke spise middagsmad, fordi jeg stadig var maet. Men saa kan de jo bare lade vaere med at saette peanut butter og alt muligt andet laekkert paa bordet. Jeg er jo en Houlberg og er bange for at nogle tager min mad og saa ved jeg jo heller aldrig, hvornaar jeg faar noget igen.
I morges tog jeg saa paa gratis guided City Walk. Vi var en gruppe paa 15, der smuttede fra Circylar Quay. Det var en succes og utrolig godt! Vi fik en rundtur i Sydney af en vildt sjov guide og sluttede med en udsigt over operahuset og Harbour Bridge. Jeg er naesten foerst lige kommet hjem. Snart staar den paa aftensmad, som nok kommer til at bestaa af ris, boenner tomatsauce og boenner. Efterfoelgende staar den paa Pupcrawl med 4 gutter, som jeg moedte paa turen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver godt!

Hyg jer!