Hey guys!

Jeg har nu faaet tid og plads til at faa skrevet den blog. Jeg befinder mig pt paa et hostel i Boston, hvor jeg ankom med bus for et par timer siden. Jeg har endnu ikke haft tid til at opleve saa meget andet end stationen og vandrehjemmet indtil videre, men det skal nok komme!

Naa, men der er sket en helt masse ting siden sidst qua den tid, der er gaaet selvfoelgelig:

Jeg brugte lidt ekstra tid med Ben i Portland, hvor jeg fik et stoerre indblik i det ungdomsliv, der bliver levet der. Lad mig bare sige, at det hele er utrolig afslappet! Selvom det er hverdag, er det som regel ikke et problem, at komme i kontakt med nogen i det boligkompleks - Ben arbejder f.eks. for en af hans gode venner, som faktisk render rundt i huset hele tiden og er super chillern at haenge ud med. Ben tog saagar fri dagen foer, han moedtes med mig - no trouble!

Min tid hos Ben var meget ustruktureret, daarligt planlagt og spontan, hvilken egentlig har passet mig ganske udemaerket! Det er i den grad ogsaa den filosofi, jeg selv har fulgt med denne rejse, hvilket jeg da ogsaa har faaet mine verbale irrettesaettelser for. I hvert fald havde jeg ikke planlagt meget andet end, at jeg ville tage til Acadia National Park, da jeg i sin tid ankom. Dette har foert til, at jeg kun har sagt hej til dele af familien for et kort oejeblik - det er jo hverdag herovre! Til mit forsvar vil jeg sige, at Maine ikke ligefrem er proppet med turistattraktioner, som alle burde se, paa trods af at Pine Tree State faktisk ogsaa bliver omtalt som Vacationland paa visse nummerplader. Og det er faktisk ogsaa tilfaeldet, for jeg har set biler, der kom hele vejen fra Texas og New Mexico for at holde ferie i Maines charmerende fiskerbyer. Jeg vil gaette paa, at det er pga. den behagelige sommer modsat andre steder i landet, hvor man allerede her i Boston bliver kogt!

Denne milde sommer har jeg saa sandelig ogsaa faaet udnyttet siden sidst! Som det har kunnet ses paa mine uploadede billeder, saa tog jeg med Ben og hans kammerater (inklusiv hans chef) til et sted kaldet Salmon Falls. Ufattelig dejligt sted paa trods af, at stedet ikke helt lever op til sit navn, da der hverken var vandfald eller laks at finde. Til gengaeld var der klipper ved denne afsides soe, og fra disse klipper sprang folk uhaemmet og frygtloest ned i soeens dyb fra en hoejde, som nok ville svare til fem-meter vippen fra svoemmehallen. Om det skulle ske plain and simple, paa hovedet, eller om man valgte at bruge diverse reb til at svinge sig ud over vandet, ja, det var helt op til en selv! Jeg proevede det meste, hvor jeg dog paa forunderlig vis fik givet min roev den vaerste omgang spanking, jeg (forhaabentlig) nogensinde kommer til at opleve, ved det frygtindgydende Suicide Rope! Hvis jeg ellers havde hentet inspiration fra mine andre yndefulde spring, tror jeg dog ikke, det var endt med denne horrible smerte, jeg oplevede.

Efter det forlod jeg Portland og Ben for paa ny at slaa mig ned hos Rolf og Lynn i Damariscotta, hvor jeg skulle opleve noget helt specielt ved Maine: nemlig et Lobster Boat Race. Et Lobster Boat Race bestaar ganske enkelt af flere smaa tunede fiskerbaade, som i et dragrace skulle goere sit for at naa i maal foer deres modstandere. Et simpelt syn for guder kan jeg kun forestille mig, for jeg stod sgu for sent op til at opleve det. Til gengaeld fik jeg paa samme sted endelig smagt det, de fleste danskere for det meste kender Maine for: The Maine Lobster. At det saa var en lille ubetydelig babyhummer, vil jeg lade ligge - jeg skulle bare proeve det, saa jeg for fremtiden kunne slippe afsted med at spise koed fra dyr der lever paa land - and that's how I like it best!

Family insider: Jeg naaede desvaerre kun at se Kirsten og Larry kort i deres galleri, og jeg var paa kort visit til lidt hjemmebryg hos Michelle og Hank. Mere blev det ikke til blandt disse haardtarbejdende menneskelige muldyr, som Rolf i sin oprigtige, men maaske lidt beskyttende faderrolle mener, arbejder for haardt.

Til gengaeld fik jeg tilbragt to dage i New Englands og jeg ville sige USAs Nordoestkysts eneste National Park: Acadia! Her tog jeg afsted med Rolf og blev konfronteret med et frugtbart klippeparadis naesten som Moderjord havde skabt det, hvor jeg udfordrede mig selv med haarde, vanskelige trails, og jeg vil sige, jeg flere gange maatte ud og hente inspiration fra min tid som lille dreng, da jeg elskede at klatre i traeer osv. I hvert fald kan jeg sige, at jeg har udsat mig selv for some Rock climbing, men her stoppede jeg faktisk ikke. Det lykkedes mig saaledes at lokke 78 aar gamle Rolf med op paa nogle af de haardeste trails, hvor han efter en del anstrengelser og sikkert ogsaa en del faerre af sine graa-hvide haar naaede toppen i svedende, men tilfreds tilstand. Imponerende praestation - hvis jeg er i samme form som ham, naar jeg en dag skulle naa den alder, saa vil jeg vaere meget tilfreds med mig selv!

Saa vi fik udfordret os selv og kom hjem med saerdeles oemme ben, og jeg kunne flere gange prise mig lykkelig for mine dyrtkoebte hiking boots og min meget praktiske Camelbak. Ja, man kan vel nok sige, at jeg i det hele taget var praktisk klaedt paa - jeg havde endda ifoert mig noget saa moderigtigt som bukser, hvor man kan lyne buksebenene af, saa det bliver til shorts! Jeg har formentlig ikke lignet en fimset model fra Gucci eller Burberry, da jeg med karsefrisure, sved paa panden og denne udklaedning kaempede mig over Acadias klippefyldte trails - men det kan jeg egentlig godt leve med!

Hvad der til gengaeld er mindre praktisk er en enkelt af mine faa, men meget dumme vaner. Jeg er nemlig det, som jeg har doebt til at vaere materiel ignorant. Jeg har efterhaanden dannet mig en tendens til enten at smadre, faa stjaalet eller oftest bare glemme ting som mobiler, solbriller, pung, ipods osv. Denne gang var min mobil ofret, og selvom jeg havde investeret i en idiotsikret haandvaersker mobil, der ikke burde kunne gaa i stykker, saa kan disse altsaa stadig forsvinde! Hvor maa I sgu ikke spoerge mig om - ellers havde jeg vel ikke vaeret en aegte ignorant! Men jeg vil nok faa investeret i en ny herovre at one point, naar jeg orker :)

Efter to - udover den forsvundne mobil - perfekte dage var det dermed blevet tid for mig til for alvor at starte mit ensomme eventyr! Jeg fik i dag for foerste gang udnyttet mit greyhoundpass, og jeg troppede forventningsfuldt op en time foer afgang ved den lokale greyhound station, som skulle vise sig bare at vaere en 7eleven. Jeg skulle dog goere mig mine foerste bitre erfaringer med greyhound. Rygterne gaar jo paa, at greyhound skulle vaere forholdsvis usselt at rejse med, og det fik jeg mildt sagt ikke afkraeftet. Jeg fandt ud af, at busserne som hovedregel kommer en halv time til halvanden time for sent HVER GANG! Og da jeg saa endelig befandt mig i bussen, kunne jeg konstatere, at kvaliteten af bussen var mildt sagt ringe. Begraenset benplads kombineret med et utaet loft, hvor der paa trods af skyfri himmel uden for dryppede ned paa mig med vand, som til tider lignede kaffe! Ikke den mest luksurioese oplevelse i mit liv, og jeg tvivler paa, hvor meget busserne har aendret sig siden min kaere far rejste rundt i USA - men jeg var afsted: all on my own - ud paa vej for at erobre det USA som jeg har hoert og droemt saa meget om. Og midt i min erobring af Boston her fra Boston International Hostel vil jeg hermed slutte min blogseance, foer jeg faar brugt for mange dollars paa min dyrtkoebte internetforbindelse!

Michael over and out!