2 Feb.

Så startede turen til Sydamerika. Efter en følelsladt afsked i Kastrup lufthavn, blev humøret hurtigt højt, og ingen problemer med at finde vores første fly til Paris. Rasmus og jeg kom til at sidder på allerbagerste række i flyet, og som nogle unge - rigtig klar til at backpacke - takkede vi nej, da vi var de første der blev tilbudt mad i flyet (vi ville da hellere spare de penge.) Dog efter 2 min. fandt vi hurtigt ud af, at maden var inkluderet i flybilletten, og alle rundt om os nu sad og spiste chips og drak gratis cola. (Det var et specielt hårdt syn for Rasmus).Efter 3½ times mellemlanding i Paris, og en god wrap med skinke og ost var vi klar til at boarde endnu en gang. Vi var totalt spændte på at se det store fly vi skulle op i, og havde næsten allerede bestemt alle de film vi ville se igennem natten. Men vores idéer blev dog hurtigt afbrudt.

Camilla: "Rasmus, hvilket et nummer sidder du på?"

Rasmus: "33L"

Camilla: "Hvad? Jeg sidder på 22G"

På den måde tilbragte vi altså en 11½ timers lang flyvetur ved siden, for Rasmus' vedkommen en brasiliansk familie, og for mit vedkommen en fransk sovende mand, og en intet engelsk-forstående brasiliansk pige. Dertil fandt vi selvfølgelig også ud af, at der ikke var nogle film på flyet, overhoved!Efter en meget lang nat, med meget lidt søvn, men rigtig meget turbulens, fandt jeg hurtigt ud af, at de 70 kroner jeg havde givet for en mærkelig oppustelig nakkepude var de bedste 70 kroner, nogen siden. (Også selvom Rasmus fandt den samme pude til en 20'er, et par dage efter.) Flyet var koldt, og vi sov med store trøjer og uldstrømper. Det var dog en dårlig idé, for da vi steg ud af flyet var det 25 grader, og klokken var nu kun 7 om morgenen. Den brasilianske lufthavn var absolut ikke noget at råbe hurra for. Den eneste, som gad at hjælpe os på vej, var en brasiliansk pige, som selv skulle videre med et indrigsfly. Vi brugte en masse tid gennem tolden, og på at udfylde en masse papirer, hvor vi skulle skrive, om vi bragte våben og stoffer med ind i landet. Heldigvis nåede vi da vores sidste fly. Det var en lettelse at komme væk fra den lufthavn. Vi landede ved Foz de Iguacu i Brasilien - en meget meget lille lufthavn. Udover vores fly, var der ingen andre fly, og så kom vi til et lille hus, med et enkelt lille bagagebånd. I ankomst hallen stod en pige med et skilt, som sagde Rasmus Andersen, og vi blev kørt over den Argentinske grænse af hende. Vi kom til vores hotel, med swimming pool og massage. Heldigvis ligger hotellet midt i en argentinsk BBQ-restaurant gade, som sælger god argentinsk mad.

Vi aftale at vi skulle fejre, at vi var kommet helt herned, så i stedet for at spise frokost, ville vi gå på BBQ restaurant denne aften. Viskulle bare lige have en liiiiille lur, men vi vågnede først en gang igen næsten morgen kl. 6, meget sultne!

4. feb.

Kl. 07.45 stod vi klar med en lille rygsæk, og ventede spændt på et ungt par, som vi troede vi skulle på tur med. Det var dog ikke et ungt par, men derimod et sødt, ældre canadiske par, som også var okay at være på tur med - bare ikke hvad vi havde regnet med. Manden mindede faktisk en del om Camillas farfar. Vi blev kørt til Iguazu Falls, hvor vi først fik en tur på 20 min i et meget gammel tog, gennem nationalparken. Desværre var der ikke mange dyr at se. Vi kom til Garganta del Diablo (The Devils Throat), som er en 30 mins lang gåtur på små broer, over vandfaldet. Tilsidst stoppede broen, og vi stod ca. en meter fra det sted, hvor vandfaldet begyndte - fantastisk syn. Efter frokost (vores første mad, udover flymad, og Rasmus' cola) kom det tidspunkt, som vi havde glædet os mest til i løbet af dagen. Solen kom også på himlen nu, og det har nok været omkring 40 grader. Vi blev sat op i en stor jeep, hvor vi sad omkring 12 mennekser på taget. Her kørte vi igennem junglen - heldigvis sover jaguarerne og pumaerne indtil cirka kl. 17, fik vi at vide. Vi kom til en masse trapper, og for enden af dem lå en stor speed/gummibåd og ventede. Vi fik redningsveste på, og så sejlede vi ellers ind (helt ind) i vandfaldet. Vi var så tæt på, at vi faktisk sad midt inde i vandfaldet, som er cirka 80 meter højt. Da vi kom ud af båden, var vi ikke bare våde - vi lignede alle nogle der havde taget et bad, med alt tøjet på. Heldigvis havde vi fået et par vandsikre poser til vores tasker og kameraer.

Der er også lige nødt til at komme et par linier ind om vores aftensmad. NøjJ! Vi gik på en fin argentinsk restaurant, hvor vi fik et par lækre, lækre bøffer, hvilket var et festmåltid i forhold til det flymad vi havde fået indtil nu.

5. feb.

Endnu en dag på tur, med det canadiske ægtepar. Vi fik dog hurtig en god overraskelse. I dag skulle et andet par med på turen, og de var fra... Dinamarca (som vores guide sagde). Vi kørte over grænsen til Brasilien, og vores første stop var ved en helikopter landingsplads. Ja mor (undskyld) vi tog altså en tur over vandfaldet i helikopter. Wauw! Herefter gik vi endnu en lang tur ved vandfaldet - nu med et større syn fra den brasilianske side. Her fik vi et større overblik over alle de 200 vandfald, som Iguazu indeholder. Fantastisk syn, igen. Til frokost fik vi en lækker brasiliansk buffet (og ja, friturerstegte bananer smager faktisk rigtig godt!) Sidste stop i dag, var en tur til en fuglepark. Her så vi en maaaasse fugle, samt et par reptiler. (I skal se de billeder!)

Men en af de helt store højdepunkter i dag var da Camilla fik en slange om halsen. Ellers er der kun at sige, at Camilla klarede turen i Iguazu's fuglepark aldeles godt udover den ene gang hun mente en tucan gik til angreb.

I øjeblikket er vi i gang med at gøre klar til i morgen, hvor turen fortsætter til Buenos Aires. Vi er tilbage igen på bloggen, om et par dage.