15. Feb.

Så, er vi tilbage i Buenos Aires. Efter en lang færgetur (faktisk kun på en lille time) med en masse grædende og skrigende børn ankom vi til Buenos Aires. Vi nappede en taxa fra havnen og kørte til Milhouse Hostel, som ligger inde i midten af Buenos Aires. Meget bedre beliggenhed, end det sidste hotel vi boede på, her i byen. Da vi kom, var vores værelse ikke helt klart, så vi fik lov at stille vores baggage i et luggage room, og vi tog ud i byen, for at finde lidt frokost. Vi skulle kun gå 50 meter, før vi fandt et hyggeligt sted, som sælger pizza, tærter, empanadas (en argentinsk specialitet) osv. Vi satte os og kiggede i menukortet, og der gik ikke længe før vi begge besluttede os at tage en hamburger. Men en hamburger uden pommes frites er som en skål havregryn uden mælk, så vi kiggede nederst på menukortet, og bestilte to omgang panchos til 6 pesos stykket. Så var vi dækket ind, hamburger med pommes frites. Godt nok havde pommes fritter heddet noget andet, de andre steder vi havde været, men vi (okay, Camilla) mente, at det nok bare var et argentinsk slaaang for pommes frites. Vi ventede, med spænding, og ind kommer vores hamburgere MED pommes frits, på samme tallerken… Hmmmmm…Og, åh nej.. I den anden hånd havde tjeneren 2 hotdogs med. Upsi… Camilla havde i situationen svært ved at holde masken, og da tjeneren gik brød hun ud i latter. En skæg situation at kigge tilbage på (I Camillas øjne altså). Rasmus syntes ikke de smagte godt, men hva' fa'en, de kostede kun 6 pesos jo. (Hvilket svarer rimelig meget til 7 kr.) Nu når jeg tænker over det, kiggede tjeneren egentlig en smule mærkeligt på mig, da jeg bad om to hamburgere og to panchos. Så nu glemmer vi vist aldrig hvad panchos betyder.

Vi fik et værelse på Milhouse Hostel, og her er rigtig hyggeligt. Masser af liv og der er mange unge mennesker, og vi har endda hørt, at der er andre danskere på dette hostel. Bueno! Nu vil vi gå ud, og finde en bid aftensmad, og nej, vi skal ikke ha panchos ;)

16 feb.

Pyha, rart at se et morgenbord, hvor der ikke er croissanter og kage. Her serverer de flutes (dog stadig kun med ulækker gul marmelade og karamel pålæg), frugt og cornflakes. Vi har gået en dejlig tur rundt i nærområdet og fået taget et par billeder af byen. Der er noget særligt over byen. Der er nemlig flere gamle bygninger som nok er et par hundrede år, og de står tit placeret op ad et helt nyt højhus, så der er et par gade der ser en smule sjove ud. Men sådan er byen! Vi gik en tur ned til den berømte Plaza de Mayo. Den gade vi bor på hedder Avienda de Mayo, og er faktisk vores gade, der ender ud i Plaza de Mayo. På denne plads ligger et stort lyserødt hus, Casa Rosado. Er her Argentinas regering sidder. På husets facade er også en masse balkoner, og det er netop fra en af disse balkoner, hvor Evita Perónholdt en tale til folket. Huset er enormt stort, og hold op hvor er der mange mennesker, som tager billeder af det hele tiden.

På Plaza de Mayo købte vi også de første souvenirs. Vi købte et par flag der kan syes på tasken, og som viser næsten alle de lande vi skal til. Desværre havde den flinke gadesælger ikke nogle flag fra Costa Rica og Ecuador, men alle de andre lande var der heldigvis!

Vi har også meldt os til en tur i morgen, hvor vi skal ud og se en bydel, her i Buenos Aires, som hedder Boca. Den er kendt for de farverige huse der er i gaderne (og deres fodboldhold), så vi glæder og til i morgen, og håber at der kommer lidt andre unge med på turen. (Da vi havde meldte os til, var vi kun 5 deltagere)

17. Feb.

Kl. 11 stod vi i baren, som vi havde fået besked på, og ventede på at skulle afsted. Det så godt nok ud som om, at der var en del, som havde rygsæk på, og var klar til tur. Vores guide Amalia kom og skulle råbe os op. Okay, der var nok 40 andre der havde meldt sig til turen, efter vi havde meldt os til igår. Efter en lang opråbning, og lidt ventetid på dem, som ikke var kommet derned endnu, tog vi afsted… Hen til det andet hostel. Her skulle vi også lige hente en ordentlig håndfuld mere. De skulle også med, og vi lignede nu næsten en flok, der var klar til at tage del i den demonstration, der var ude på gaden. Vi fangede en bus , hvor vi allesammen ligenøjagtig kunne være inde i, men vi stod godt nok også som sild i en tønde. Men frem kom vi.Vi kom først til Boca Juniors museum. Her så vi bl.a. billeder, af alle de spillere, som har spillet i klubben. Alle holdets fødboldtrøjer gennem tiden, var også rammet ind, og vi så en kort film, som viste os enhver argentinsk drengs drøm - at bliver en stor fodboldspiller. Filmen hanlede selvfølgelig om at få lov til at spille for Boca Juniors, og at se deres stadion fyldt, og hører den 50.000 synes i kor, gav kuldesysninger, på trods af varmen. Vi fik derefter en lille rundvisning på fodboldholdets stadion, La Bombonera. Det er cirka i samme størrelse som Parken derhjemme. Her fortalte Amalia lidt om holdet, og fansene. Alle tribunerne er farvet gule og blå, og på en stod der et stort 12-tal. Hun forklarede at det var her, alle hooligansne fra Boca sad. De mener nemlig at de (fans'ne) er den 12. spiller i kampen. Hun fortalte også, at fanklubben er umulig at komme ind i. Der er faktisk nogle der skal dø, før man kan komme ind - og så er det altså kun, hvis man er næste person på ventelisten. Og de, som er del af fanklubben er alle sammen kriminelle. De er som en mafia. De styrer det hele. De sikre sig gratis billetter til alle kampene, ved at true med at der sker en ulykke ved kampen. Og de får billtter - hver gang.

Derefter tog vi en tur på en resturant, hvor vi fik en bid mad inden turen gik videre ud i Boca's gader. Gaderne var et flot syn da bygningerne er yderst farverige, hvilket i nok kan se på billederne. Alle huse var malet i alle mulige farver, og der var billeder, figurer og tegninger på væggen af Diego Maradona overalt. Her var faktisk også en del restauranter, hvor der var tango show. Vi mødtes efter en halv time på egen hånd og Amalia gav en lille historisk fortælling om stedet. Derefter skulle vi hjem. Vi fangede en bus, hvor vi alle kunne være inde i. Endnu en gang stod vi som sild i en tønde, og efter en sveddryppende tur i bussen, var vi endelig tilbage i vores egen bydel.Aftenen er gået med en smule afslapning, da vi er ret trætte efter turen i dag. I morgen er der heldigivs ikke det store på programmet.

18. Feb.

Øv! Der er regn udenfor i dag. Alligevel begav vi os ud på en lille tur ned til havnen, hvor vi har fundet et godt sted at hæve penge. Her fik vi hævet en håndfuld pesos til resten af dagene i Argentina. Vi har nemlig brugt en maasse penge i dag. Vi har bestilt to fodboldbilletter til i morgen. Juubii. Vi har købt en billet til Racing - Boca Juniors. Er på Racings hjemmebane, men er ikke så slemt. Stadionet er nemlig Argentinas 3. største stadion, hvor der er plads til ca. 51.000 tilskuere, så bliver noget af et syn i sig selv at se.

Vi har også købt et par flasker vand, og kiks. Er nok dagens mest spændende øjeblikke. Men en rolig dag ind i mellem, er nu også meget rart.

19. Feb.

Vi ventede i spænding på, at vi i aften skulle ud og se kamp. Der er en del der har meldt sig til tur så vi er en stor flok der skal afsted. Vi spiste en bid frokost og en tidlig aftensmad, da vi ikke helt er klar over, hvornår vi er hjemme igen.

Kl. 17:45 satte vi os ind i bar området, som vi fik at vide vi skulle, og sad så og ventede på at vi skulle afsted. Der gik et par medarbejder rundt til bordene og fortalte de forskellige, i hvilken bus de skulle side. Vi skulle side i B. Der var lejet et par busser på til at køre os ud og hjem. Det virkede i det hele taget som et ret godt arrangement.

Efter en kort køretur, hvor vi på vejen så en masse Racing fans, var vi fremme ved stadion. Den forhævende præsident Juan D. Perón gav i sin tid dette stadion til klubben, som en gave, hvilket også er grunden til at stadionet er opkaldt efter ham. Vi kom ind og fandt et sted at sidde blandt alle de andre fra vores hostel. Her sad vi et godt stykke og ventede på at kampen skulle starte. Jo tættere vi kom på kampstart, jo flere fans kom der, både fra den ene og den anden klub. Var et ret imponerende syn. Larmen er en hele historie for sig selv, da der startede et inferno af kampråb og musik blandet i et. Vi sad på en nabo tribune til den berygtede og berømte Boca fanklub, men vi havde også et perfekt udsyn til Racing's imponerede fantribune. Godt nok var Bocas fremmøde mindre end Racings, men hold op, hvor kunne de synge. De havde en cirka 10 trommer og et par trompeter og de spillede virkelig en omgang rytmer til sangene. Safri Duo x 10. Da kampen gik i gang har vi nok været omkring en 45000 mennesker. Fra dommerens første fløjt var der virkelig en øredøvende larm fra både den ene og anden klub, og den larm sluttede først en halv time efter kampen var slut. Det var så vildt at det praktisk talt var umuligt at snakke sammen, under et par af slagsangene. Og det er altså ikke søde sange de synger til hinanden. Der røg også en del flasker efter modstandernes målmænd et par gange, hvis de ikke tog målsparkene hurtigt nok, men heldigvis var fremmødet af politi større end den gang ungdomshuset blev ryddet. Her er da altså ikke noget der hedder stadionvagter - er kun politi. Som en ekstra beskyttelse for spillerne, var der en voldgrav fyldt med vand og pigtråd, rundt om hele banen. Det var virkelig en fed oplevelse og et imponerende syn. Kampen endte 0-1 til Boca Juniors, og I skulle have hørt et brøl da de scorede - Gooooollll!!! På trods af at vi sad på en anden tribune, gyngede det hele under os. Det var fantastisk!

Turen hjem tog et stykke tid da der var en masse andre folk der også skulle hjem, men hjem kom vi da. En smule trætte, men med en fed oplevelse i bagagen.