Kopan monastery

Så er mine 10 dage her i Kopan monastery slut, og jeg må sige det har været en på alle måder berigende oplevelse, samtidig med at det har været hårdt arbejde at meditere og lære om buddhisme fra 6:30 morgen til 8:45 aften.

Den første uge så vores program ud som følger:

5:45: Morgenklokke

6:00-6:30: Te

6:30-7:30: Morgenmeditation

7:30-9:15: Morgenmad og pause

9:15-11:30: Undervisning

11:30-14:00: Frokost og pause

14:00-15:00: Diskussionsgruppe

15:00-15:30: Pause

15:30-17:00: Undervisning

17:00-18:00: Te

18:00-18:45: Meditation

18:45-19:45: Aftensmad

19:45-20:45: Spørgsmål og svar samt meditation

De første par dage fandt jeg det utrolig udmattende med et så pakket et program, nok især fordi jeg ikke rigtig var udhvilet efter everest trekket, men efterhånden faldt jeg ind i rutinen, og med hjælp fra et par middagssøvne var jeg i stand til at koncentrere mig om undervisningen.

Vores hovedunderviser var en svensk nonne ved navn Karen, der kom til Kopan for et kursus

i 70'erne og derefter besluttede at forblive her som nonne. Et meget dejligt menneske med en behagelig stemme som var rar at lytte til. Hun var ydermere god til at forklare sig, så alt i alt var undervisning med hende rigtig god.

Vores anden underviser var en nepalesisk munk, som snakkede okay engelsk, men stadig var lidt svær at forstå nogle gange. Han forstod dog ikke altid folks spørgsmål og svarede derfor lidt i øst og vest og var generel ret langsommelig i sin fremgang af undervisningen. Havde svært ved at holde min koncentration når han underviste. Til gengæld havde han en fantastisk latter og var generelt et utrolig godt menneske, (der desuden var fantastisk til at chante). Det kunne man bare mærke.

Den sidste underviser, som ledte vores morgenmeditation var også en munk fra vesten, og under hans meditationer koncentrerede vi os meget om vejrtrækning, hvilket jeg godt kunne lide. Han havde også en rar stemme, hvilket gjorde meditationerne med ham rigtig gode.

Vores undervisning og meditationer handlede i bund og grund rigtig meget om at være et godt menneske. Vi mediterede over hvor værdifuldt det er at blive født som menneske og være i stand til at hjælpe andre. Hvor ligegyldig vrede er, idet det egentlig bare er en reflektion af vores følelser for det egoistiske selv vi alle sætter så højt, hvor givende det er at være gavmild og have ægte medfølelse for vores medmennesker, og hvordan man i buddhismen ser det at se alle som lige og derfor ønske alle lykke, som vejen til at blive fri fra livets hjul og opnå "enlightenment".

I diskussionsgrupperne diskuterede vi disse emner og det samt meditationerne hjalp én til at indse at sand lykke ikke kommer fra kun at ønske lykke for sig selv, men derimod også at være i stand til at ønske og give lykke til andre.

Tror alle mennesker kunne have godt at et kursus som dette, så man kan reflektere lidt over sig selv som menneske og indse hvor man kan forbedre sig. Har da helt sikkert selv fundet nogle punkter jeg skal arbejde med, og tror bestemt kurset har gjort mig til et lidt bedre menneske.

Noget jeg fandt svært under meditationerne var at sidde stille i lang tid. At sidde i skrædderstilling i lang tid var rigtig hårdt, men med hjælp fra diverse puder blev det lidt bedre. Det forhindrede dog ikke mine ben i at sove flere gange :) Den sidste dag kunne jeg dog sidde i næsten 45 minutter uden nævneværdig smerte, hvilket var en sejr i sig selv, og det gør det nævneværdigt nemmere at meditere når man ikke skal flytte sig hele tiden.

En af dagene så vi en film om reinkarnation, som buddhismen jo tror på, hvor de fandt et barn, som så blev udsat for nogle tests for at se om han rent faktisk var den reinkarnation af den lama de troede han var. Jeg var ikke overbevist, og havde egentlig mest ondt af hans stakkels forældre, der med et kamera stukket i hovedet sagde at de godt kunne give ham op for et liv i kloster. Hvad skulle de ellers have sagt?

En anden dag gik vi tidligt om morgenen til en "puja" som er et renselsesritual hvor munkene chanter bønner i flere timer og hamrer lidt på nogle trommer og blæser i nogle horn, meget larmende, men også charmerende.
Generelt kan jeg godt lide chanting. Vi chantede selv nogle mantras engang imellem og jeg synes det er utrolig smukt, (når det altså ikke går for hurtigt og er larmende).

Vi holdt stilhed fra efter vores aftenmeditation og til efter frokost næste dag. Jeg fandt faktisk stilheden rigtig dejlig og beroligende, og det var lettere at koncentrere sig om at læse, tænke osv.

Jeg læste op på min basisviden om buddhisme, da jeg følte den haltede gevaldigt, og læste desuden om mandela, tantra samt fridom i exil, som er dalai lamas selvbiografi. Jeg var ret chokeret over at læse om det tibetanske folks lidelser under Kinas påtvungne kommunisme de sidste 60 år, og er egentlig ret forundret over at verden virker til ikke at bekymre sig mere om at et land faktisk helt uretfærdigt er blevet frataget sin suverænitet.

Hvis det skete i Danmark, vil jeg da virkelig håbe nogen ville skride mere til handling.

Jeg nåede også at læse "Doctor on Everest" og "Into thin air" som begge handler om det at klatre Everest og om katastrofen der ramte i 1996 hvor 8 døde som følge af et uvejr på dagen hvor de forsøgte at nå toppen. Puha, jeg skal så meget aldrig op på det bjerg!

Nå, men de sidste 2 dage var så et "retreat" hvor programmet så lidt anderledes ud. Der var ingen undervisning, og i stedet skulle vi meditere 7*45 minutter hver dag og være stille hele tiden.

Programmet der var som følger:

5:45: Morgenklokke

6:00:6:30: Te

6:30-7:15: Meditation

7:15-9:00: Morgenmad og pause

9:15-9:30: Walking meditation

9:30-10:15: Meditation

10:15-10:30: Pause

10:30-11:15: Meditation

11:15-15:00: Frokost og pause

15:00-15:15: Walking meditation

15:15-16:00: Meditation

16:00-16:15: Pause

16:15-17:00: Meditation

17:00-18:00: Te

18:00-18:45: Meditation

18:45-19:45: Aftensmad

19:45-20:30: Meditation

Emnerne var de samme som vi havde gennemgået igennem ugen, men præsenteret på en lidt ny måde. Det var dog noget voldsomt med så mange meditationer om dagen og til sidst var min hjerne totalt udmattet af at tænke så meget. Det var dog også meget givende, og rart med stilhed til at tænke over tingene.

Generelt har det været et rigtig godt kursus, og jeg vil anbefale det til alle der har en reel interesse i buddhisme og meditation. Interessen skal dog være der, ellers tror jeg hurtigt man giver op (over 20 personer forlod kurset efter de første par dage).

Maden var god og et kloster er generelt et rart sted at være, idet alle buddhister jo tror på at være gode mod alle. Som generelle regler måtte vi ikke slå ihjel (det gjaldt også myg, men må dog indrømme at jeg slog én ihjel der blev ved med at stikke mig mens jeg mediterede - håbede den ikke havde været min mor i mit tidligere liv og at den måtte blive genfødt til et bedre liv - selvom jeg nu ikke er sikker på jeg tror på genfødsel). Vi måtte heller ikke lyve, stjæle osv.

Nu sidder jeg så og venter på at aftensmaden bliver serveret, hvorefter jeg tager turen til lufthavnen og flyver til Cambodia som jeg gerne skulle nå i morgen formiddag. Det bliver specielt at være alene igen efter en måned med gruppetrekking og klosterfamilie, men glæder mig til de oplevelser som Cambodia, Laos og Vietnam kan give mig.

Nu er der kun en måned tilbage, så vil huske at nyde den så meget som muligt og samtidig prøve at bibeholde nogen af de værdier jeg tager med mig herfra Kopan, så når jeg møder en taxichauffør der kræver alt for mange penge i stedet for at blive vred kan tænke at han også fortjener et lykkeligt liv og ikke være alt for nærig med mine penge. Han har nok trods alt mere brug for dem end jeg har (jeg vil dog stadig ikke finde mig i alt, og har ikke tænkt mig at opgive at prutte om prisen:)

Ps. I løbet af kurset har vi skulle dedikere den gode energi vi genererede i vores meditationer, og jeg har sendt utrolig mange gode tanker hjem. Især under vores "lightoffering" hvor vi tændte lys for vores kære i klosterets stupa-garden.

Håber I kan mærke det :)