Endelig ankommet til vores første destination i USA - Seattle. For min egen del, kendte jeg den vel egentlig kun for "Sleepless i Seattle" (hvem vil misse en film med Meg Ryan :-)), og det var vel det. Efter at have besøgt byen, har den en del mere at byde på og det underlige over sig, at vi føler den på den ene side er foran sin tid, samtidig med at den på den anden side er rodet, uskøn og udefinerbar.

Turen her ovre gik over alt forventning med pigerne, selvom de nok syntes at den var lang. Emma fik sig en ny ven om bord i form af en kvindelig armensk skuespiller, som skulle deltage på filmfestivalen i Seattle. Hun viste sig også at være børnebogsforfatter, hvorfor det måske kunne forklare hendes tålmodighed med at lære Emma Sudoku.

Vel ankommet til Seattle lufthavn, måtte vi konstatere at vi lige skulle igennem Homelands alt seende øje, hvorfor der forstås skulle afleveres fingeraftryk og svares på spørgsmål, inden vi kunne sige, at vi var ankommet til USA. Tror kun jeg har været et andet sted, som har samme omstændige procedure, hvilket ironisk nok er set med amerikanernes øjne "skrækkelige Cuba" :-).

På vej ind til vores hotel, kom vi forbi et af byens første varetegn - Boeing. Et enormt kompleks og her har de åbenbart udviklet og bygget deres nye Dreamliner. Efter at være blevet installeret på hotellet, skulle vi lige rundt i kvarteret og se lidt, inden det var tid til at se dyner kl. 18.30. Der var klokken faktisk 03.30 dansk tid, så ikke mærkeligt at vi var trætte. Til gengæld vågnede pigerne igen kl. 2 om natten. Vi fik dem da overbevist om, at det stadig var nat i USA, så vi skulle sove lidt mere.

Søndag morgen var det så tid til, at se Seattle for alvor, så vi startede med at gå ned og tage Monorailen til Space Needle, begge konstruktioner og bygningsværker fra verdensudstillingen i 1962 - 50 år siden!! Byen var allerede den gang forud for sin tid. Ved Space Needle havde vi bestilt bord til brunch i deres roterende restaurant i toppen. 2 fluer med et smæk - morgenmad og vue af Seattle. Tjeneren der præsenterede sig som Timmy, anbefalede os deres hjemmelavede bacon med ristet toastbrød, sirup og hasselnødder til forret, da den ikke var så tung, så den sprang vi på - wonder why mange amerikanere har en BMI>25. Hjemmelavet bacon med sirup, som en let anretning, så vil jeg nødigt prøve en af de tunge retter :-) Særligt Emma fandt menuen glimrende - ikke mindst taget i betragtning af at forældrenes øjne blev store som thekopper, da brødet blevet serveret - "brød" i form af citron- og krydrerkage - det var så lige en appetizer efterfulgt af børneburger med pommes frites og finalen - is. Kl. har endnu ikke nået 11 om formiddagen og sukkerdepoterne er godt fyldte ;-) Timmy kunne dernæst pege Microsoft-land ud for os, byens andet kendetegn. Alt i alt et godt møde med noget af den amerikanske kultur - fantastisk service og mad i overflod.

Vel mætte og med indtryk af en by, som både vil være storby med en imponerende men rodet skyline sammenlignet med danske forhold og så alligevel ikke, da den samtidig bød på et virvar af villa og boligkvarter set fra oven, stod vi så endnu en gang nede for foden af Space Needle. Her opdagede vi et glasmuseum, som vi ikke rigtig havde læst om. Det var der nu en meget god grund til, da museet først var åbnet 3 uger tidligere. Museet var bygget til en glaskunster, der hedder Dale Chihuly, hvilket jeg som ignorant ikke lige kendte eller havde hørt om. Vi valgte dog at gå indenfor og vi må sige, vi ikke tidligere er stødt på så fantastisk glaskunst, selvom vi da har været på Ebeltoft glasmuseum :-).

Efter glasmuseet vandrede vi ned til havnefronten for at ende oppe på Pike Market, som vel bedst beskrives, som en åben markedsplads a' la torvehallerne i København, men bare større og lidt mere råt. Der var fisk i alle afskygninger, krabber og hummer, blomsterbuketter så store til ingen penge, at jeg sagtens forstår, hvis fruerne i USA modtager blomster mere end bare på mors dag og selvfølgelig var der også en bod som solgte "prinsesse" elastikker til håret - hvem mon skulle have dem? Markedspladsen husede også et af Seattles andre varetegns fødested - den første Starbucks, så der skulle vi lige ind og have lidt billeder og så heller ikke mere, da stedet var fyldt med kaffeelskere, som bare skulle se deres Mekka.

Efter markedspladsen var det bare op ad bakke i bogstaveligste forstand, da Seattle er noget kuperet, sammenlignet med flade København. Pigerne klarede dog hele turen og på vejen fik vi anskaffet os et amerikansk tlf.nr til mobilen - (001)-206-495-1079. og bestilt en frisørtid til pigerne og mig. Så ja vi fik presset en del ind i programmet for den først dag og nok en del for meget, for Maria endte med at falde i søvn i frisørstolen og Emma efterfølgende på en sofa hos frisøren., Det var et par færdige piger, som de onde forældre så lige slæbte på restaurant, for mad det skulle de jo ha'. Her blev vi så præsenteret for noget andet typisk amerikansk kultur - doggybag. Fantastisk koncept, når vi har 2 piger, der er gået helt kolde.

I morgen er så dagen, hvor vi flytter i hus på vejen - så indtil da på gensyn.