Vi overlevede nattens kulde og måtte konstatere, at solskin ikke er ensbetydende med, at vi ikke får frost om natten. En "mindre" detalje, som lejrfatter Gerry lige glemte at fortælle, var at forsyningen af vand bør lukkes om natten, hvilket betød at vandforsyningen til vores lille hjem, blev sat midlertidig ude af drift midt om natten, hvilket er lidt uheldigt, når man skal på potten :-).

Vi vågnede dog op til solskin fra en skyfri himmel, som lovet. Da det lille oliefyr i vores rullende hjemme havde kunne holde os varme igennem natten, og vi kunne nøjes med at optø vores udendørsvandforsyning, besluttede vi os for at blive en nat ekstra.

Dagen skulle nu bruges ved selve Crater Lake. Vi kørte de sidste 9 miles mod toppen og dermed kanten af krateret, der huser USA's dybeste sø med en dybde på 594 m. Der er ikke så meget andet at sige end, at Crater Lake er guddommelig smuk og med sin meget dybblå farve var den en fantastisk kontrast, til de omkringliggende hvide skrænter. Søen var åbenbart dannet for 7.700 år siden eller ihvertfald "fundamentet", da bjerget/vulkanen Mazama gik i udbrud og efterlod sig et kæmpe krater, som efterfølgende blev fyldt op med regnvand. Der løber ikke noget vand til søen, hvorfor den også er enorm ren og klar. Efter lidt billedtagning og "hvor er der bare fantastisk, her vil jeg gerne bo" (og det forstår jeg nu godt :-)), besluttede vi os for, at ta' en frokost på lodgen ved krateret. Lodgen mindede lidt om hotellet fra The Shining, og jeg fornemmede da også, at hotellet om vinteren blev indhyllet i passende snemængder, for at skabe om man så kan sige - den rette stemning.

Med en solid amerikanerfrokost indenbords skulle der forbrændes lidt kalorier, så ud i bilen til et udsigtspunkt og så på med vandreskoene. Op det gik rundt om kanten af krateret og det var først til sidst, der blev meldt lidt utilfredshed i geledderne over ømme og trætte fødder - der er det godt med motivationsfaktor- nr. 1 slik - nr. 2 hvem kommer først til toppen - nr. 3 du vil da ikke blive helt alene herude sammen med de store bjørne? Hertil skal til pkt. 3 bemærkes, at der ved indgangen vil vores campinglads faktisk blev advaret omkring sorte bjørne på pladsen. Efterfølgende regnede vi os frem til, at vi nok havde fået pisket, lokket og drevet pigerne rundt på en tur på små 9 km med indlagte kategori 3 stigninger, så det var nok helt ok, at de havde beklagede sig lidt over ømme fusser.

Tilbage ved vores campingplads kunne vi konstatere, at solen nu havde så godt fat, at vi rent faktisk kunne sidde ude at spise. Først skulle vi dog lige have tømt en myggespray ud over os alle, da varmen havde vækket en af bjergets faste sommergæster. Godt balsameret, skulle vi så have tændt bål, hvilket gik relativt smertefrit, da pladsen var overstrået med afsavne grene, der var tilpas tørre.

Da pigerne var lagt i seng, blev der tid til lidt stjernekig for forældrene i skæret fra bålets gløder og skovens stille ro, så en helt igennem perfekt dag.

Så det var med vemod, at vi den efterfølgende dag måtte forlade denne fantastiske campingplads mit i naturen, hvor pigerne havde hygget sig med at "kælke" ned ad snedriverne i regnbukser og hilst på skovens dyr i form af hjorte og egern. Særligt hjortene gik meget tæt på :-)

Turen går nu videre til Oregon Caves og Redwoodsskovene.