Som overskriften hentyder til, er den 3. Og sidste ø, Maui på vores tur rundt på Hawaii, værd at rejse efter, hvilket vel er 3 stjerner i følge Micelinguiden. Ikke fordi de andre øer ikke var smukke og dejlige, men mere fordi den valgte indkvartering er helt i vores ånd. Vi har fundet et mindre privat lejlighedskompleks i byen Kihei, så vi står selv for maden, hvilket nu ikke er noget problem, da lejligheden kommer med fuldt køkken og der er fælles gasgrill i haven fortil. Haven og stedet harsk den yderligere fordel, at det ligger helt ud til havet, ved en strand som benævnes som en af de bedste på Maui. Manageren på stedet er sjovt nok dansk og har boet her, de sidste 14 år og oprindeligt hed han Henrik, men da amerikanerne havde svært ved denne bogstavskombination, er han endt med at hedde Casper :-). Vores ankomst eller skal vi sige opstart til øen, fik sat neglebideriet på højeste niveau hos Nicolai, da han fandt ud af, at maskinen vi skulle flyve med, var en Dash 800 (højst sandsynligt en af SAS' aflagte). Det hjalp så heller ikke på det, at flyveren blev forsinket pga. tekniske vanskeligheder (skal vi gætte på landingsstellet), men af sted kom vi og stellet holdt til landingen, så nu skulle vi bare hente den forudbestilte udlejningsbil.... Dette bare viste sig at være et problem, da udlejningsfirmaet ikke lå inde med nogen bestilling til en Hr. Rasmussen, men de kunne da sagtens finde en til mig. Lidt træls nu når den var betalt, men da rejsebureauet var lukket, var der ikke andet for, end at smide nogle slanter og få en anden bil, som bureauet dog var så søde atfinde til en rigtig god pris.... de havde nok ikke lige set, at jeg efterfølgende sagde nej tak til forsikring, som kostede mere end billejen, da vi har en sådan igennem vores rejseforsikring og samtidige takkede pænt nej til en forudbetalt tank. Er så småt ved at lære, at den først præsenterede pris i US er en såkaldt teaserpris, dernæst skal lægges afgift dit, skat dat, moms dut og servicefee 1+2 osv. til, før vi får den endelige pris

Lørdag:

Nå… efter en god nats søvn, var det tid til at ta' vores nye lejlighed og dens faciliteter i besigtigelse. Vi havde ikke planlagt noget for dagen, andet end ren afslapning ved poolen, stranden og i den tilhørende have på et par liggestole. Med valget af en ferielejlighed havde vi også sagt farvel til morgenmadsbuffet, hvilket nu passede os ganske udmærket…. Eller skal vi sige, det passede Lene og Nicolai, for pigerne var ikke sene til at konstatere, at den serverede havregrød med friske jordbær ikke helt levede op til standarden med bacon og pandekager. Hvad udbuddet af morgenmad manglede, kunne udsigten til fulde kompensere for! En lejlighed på 6. sal med fantastisk udsigt over havet og et naturligt indlagt element af motion, hver gang vi havde glemt noget til pigerne. Hvad mere kan man ønske sig :-)

Vi måtte konstatere, at folk generelt var meget tideligt oppe, da der allerede kl. 7 var en del familier på stranden. Vi fandt efterfølgende ud af, at det var dagscyklussen på stedet. Folk var generelt tidligt oppe og efterfølgende relativt tidligt væk fra stranden igen, da bølgerne og vinden tog til hen ad eftermiddagen, så de bedste snorkle og bademuligheder var primært rettet mod A-mennesker.

En dejlig afslappende dag hvor pigerne endnu en gang gik i opløsning i poolen. Sjældent har en omgang pasta/kødsauce smagt så godt med udsigten over havet og en fantastisk solnedgang fra vores altan.

Søndag:

Planlægningen med at komme op i god tid og gøre som resten af flokken led en del under endnu en nat, hvor Emma underholdte med hovedet i en spand. Nattesøvn blev der ikke meget af, så vi kom ikke op helt så tidligt, som vi havde forestillet os.

Heldigvis havde vi ikke planlagt noget i løbet af dagen – kun et ægte hawaniinesiske hula-show om aftenen. Dagen blev derfor primært brugt på, at få Emma på benene igen og få sat en prop i hende. Så farmand gik på indkøb efter piller, elektrolytsaft, ris, bananer og ginger ale. Sidst nævnte var et tip fra de lokale, da de brugte ginger ale som søsygemiddel, højst sandsynligt et sypigetip, men vi var modtagelig for alt J. Hvad der gjorde udfaldet, eller om vi bare ikke kunne proppe mere i Emma, skal ikke kunne siges, men på benene kom hun og var klar til aftenens show "Luau”. Luau er det hawaiinesiske folks store fest, der består af en overdådig buffet med lokale retter, såsom piu (langtidsstegt gris) med dertilhørende Mai Tai, Blå Curacaos, øl og vand ad libitum. Lidt en bet at festen så foregik 30 miles fra vores lejlighed, og at bilen kun var lejet med en chauffør, som bar navnet Nicolai. Selve showet var en blanding af historie omkring det polynesiskes folks ankomst til Hawaii og deres oprindelig kultur, som vel er startet i New Zealand og siden bevæget sig mod øst i Stillehavet og lidt grisefest, da der blev plads til fødselsdagsindslag og tillykke til dem der fejrede en speciel begivenhed, såsom bryllupsdag – rekorden på sidstnævnte var 53 år!! Pigerne var meget begejstret for showet, og slugte det hele råt.

Mandag:

Tidligt oppe lykkedes det os langt om længe at komme ud og snorkle ved vores egen strand. Emma valgte at blive på land, så hun glippede desværre en lille hyggelig tur. Begge pigerne er efterhånden rimelige erfarne snorkler taget deres alder i betragtning – vi forstår dog ikke, hvorfor de har så svært ved at holde varmen i 24-25 gr. varmt vand.

Med 2 relative afslapningsdage blev det ved frokosttid besluttet, at vi skulle ud at se noget. Dagens ekspeditionspunkt var øens højeste bjerg Haleakala, som samtidig var stedet, hvor man efter legenden kunne se det inderste af Maui, da krateret gik helt ind til…. ja… eftersigende sjælen. At nogle kedelige geologer så lige havde gjort opmærksom på, at der reelt ikke var tale om et krater, men om 2 bjergsider, der havde smeltet sammen, måtte vi så bare lige se igennem øjnene med… Hvad ved en bankmand om agurkesalat, hvis I forstår mig :-)

Turen til toppen, der ligger i over 10.000 fod, byder på flere klimazoner (27 helt nøjagtig), end man vil opleve på en tur fra Skagen til Torino. Temperaturen ved foden af bjerget lød på små 34 grader og meget tørke, mens at fugten og kulden tog voldsomt til på vej op. Fugten forsvandt så igen på toppen, men kulden forblev, hvilket vil sige 12-14 grader. Så det var rigtige ferieturister, der kravlede ud af bilen i shorts, t-shirts og soltoppe J. Men ud skulle vi, for lidt viking er man vel altid. Udsigten var på sin vis fantastisk og til dels begrænset, da skyerne vi havde kørt igennem på vej op, begrænsede udsigten ned af bjerget. Ud over havet og til de omkringliggende øer bl.a. Big Island var der et rimeligt vue.

Vel tilbage til lejligheden skulle der grilles. En hurtig kapring af bord til spisning i haven og vi var klar til at nyde nogle gode bøffer sammen med en god kølig hvidvin, en helt fantastisk solnedgang og to dejlige piger, som tegnede hjerter til forældrene i sandet. Konen var solgt og klar til at flytte til Maui permanent.

Tirsdag:

Endnu en dag med fuld aktivitet fra tidlig morgenstund. Nu skulle vi besigtige øens østside, som byder på en helt utrolig smuk tur med det ene fotografiske moment efter det andet. Vi havde lånt en CD’er med en guidet tur tilsat lokal musik fra vores danske vært på resortet. Med den i CD-afspilleren var vi klar til at se og høre på, hvad vi kom forbi undervejs. Indrømmet… der var mange smukke oplevelser, og eftersigende har mange af de rige og de kendte slået sig ned her på øens østside af selv samme grund, selvom østsiden er noget mere ufarbar og uden for lands lov og ret. Charles Lindbergh var en af de kendte (og måske rige) der levede sine sidste dage her ude, og hans gravsted er et udflugtsmål i sig selv for mange, hvilket vi ikke lige nåede. Vi var på det tidspunkt ved at være ganske trætte, og havde forinden valgt en gåtur til øens højeste vandfald, der ligger et godt stykke ind i junglen. Så selv med 2 seje vandrepiger, 30 grader, 2 vandløb, der skulle forceres, og en pæn stigning, var vi ikke lige klar til besigtige et navn på en gravsten. Vores lille vandretur gennem bambusskov, små vandløb og masser af mudder på ca. 2 timer var dog det hele værd, da vi kom til vandfaldet. Marias første kommentar var, at der ville hun da gerne sejle ned. Hvor har hun dog det vilde gen fra – ikke fra faderen kan vi afsløre :-) Stor ros til pigerne – de gik nærmest hurtigere end de voksne frem og tilbage – forældrene måtte konstatere, at vi kunne ikke have gjort turen hurtigere. Så med et pænt stykke hjem og uret på klokken 16.00, så var det ikke gravsten, som stod øverste på hitlisten.

Den sidste del af turen med en forventet køretid på ca. 1,5 time og et vejnet, som ikke var blevet opdateret for nyligt, fandt vi det mest hensigtsmæssigt at vende snuden hjemad. Det skal måske også lige nævnes, at vejens beskaffenhed til tider gør, at den er lukket efter massive regnfald og pt. for en del er ren grusvej med mindre ”fejl” efter jordskælv i 2006.…… med vores lille stunt på Kauia og dybt sand in mente, var vi ikke lige klar på en ny fastkørsel. Nå men bort set fra at der var tale om en grusvej og af den type, som ville have gjort det af med svigermor (ikke udtrykt som et ønske, men bare en konstatering :-)), kom vi helskindet igennem vejen uden en rids på bilen, og klokken nåede at blive 20.00, før vi var tilbage ved lejligheden igen.

Onsdag:

Op igen tidligt da vi skulle stå klar ved den lokale bådrampe kl. 7.15. Vi havde bestilt pladser til en snorkeltur på revet Molokini, som i virkeligheden var et krater, hvor den ene side var sunket i havet, så det nu mere var et atol. Bådens kaptajn Don, var vel 60+, hans ”matros” som vi første havde tippet til at være midt 50, viste sig lige at være fyldt 62 og de 2 kvindelige medhjælpere, som stod for snorkeludstyr og forankring af båden, var vel i bund og grund på samme alder. Og ej at forglemme var det jo det 4. juli, og den ene af de kvindelige ”matroser” var derfor udstyret med flot glimmervest og kasket i den klassiske rød, hvid og blå farve og påskriften ”USA”.

Taget besætning og kaptajnen i betragtning gætter vi på, at der er tale om et organiseret oldekolle til havs, og hvem kunne ikke nyde sit otium med sådan en tjans og på sådan et sted. Valget af båd og besætning kunne ikke have været bedre, da det hele gik som planlagt og turen til atollet gik stille og roligt, og vi gætter på at Captain Don, kun gav den ½ gas, da han i modsætning til nogle af de yngre ”kaptajner” vi har sejlet med på disse powerboats, ikke gav lods på alle 500 HK.

Atollet er den bedste snorkling, vi har oplevet på Hawaii. Revet, korallerne og fiskene var helt fantastisk klare i farverne og der var rigtig mange nye fisk, så vores lille fiskekort ikke længere rummer alle slags. Lene fik også en meget længe ønske opfyldt – nemlig af svømme med skildpadder, og vel og mærket en skildpadde af så stor en størrelse, at hun på et tidspunkt ikke kunne se skoven for bare træer. Den svømmede lige under hende, og det lykkedes at få selv den blinde høne til af finde korn…. :-) Skildpadder var også så høflig af vende sig om på et tidspunkt og vinke med den ene hånd, og sige farvel og tak og svømme dybere ned, hvor vi ikke kunne se den mere. Pigerne var ikke med i vandet, men kunne opleve skildpadder i overfladen. De kommer nemlig op mellem hvert 15-20 min. for at trække vejret.

På den sidst del af turen ind oplevede Emma også at fodre fugle, som besøgte båden. De spiste af hendes hånd, hvilket hun synes var meget sjovt. Maria var ikke lige med på den.

I øvrigt fik vi muligheden for at se Snuba fænomenet in live, som er en sammentrækning af snorkling og scuba. Folk dykker a’ la Tintin, hvilket vil sige med en luftslange til overfladen, og dermed kommer de heller ikke dybere end 5-7 meter. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvad de får ud af det :-)

Tidlig start og derfor tidligt hjemme så pigerne skulle da selvfølgelig i poolen, lige så snart vi trådte ind af dørenf kl. 11. Der var de så stort set, indtil vi skulle spise aftensmad, hvor menuen stod på grillmad. Et bord var igen kapret, så vi var klar til solnedgang, gode bøffer, vin osv. tilsat et ”Luau”-show på resortets græsplæne for at fejre 4’th of July. Den eneste streg i regningen var, at de skulle bruge ”vores” stole til forestillingen, men en hurtig opdækning med nogle mindre borde og solstolene, og vi var klar til det hele. Showet viste sig i store træk at være en gentagelse af showet, som vi havde betalt for nogle dage før – sågar ildjongløren fra Samoa (sådan var han blevet præsenteret ved det første show) var med. Lene havde da godt nok bemærket ham tidligere på dagen nede på stranden (hmmmm.. hvorfor bemærker hun en solbrun, ung, muskelløs fyr? Det må være, fordi han minder hende om en anden, hun kender). Efter showet sørgede vores danske vært Casper for, at pigerne efterfølgende kunne blive fotograferet sammen med hulapigerne fra showet, og sågar et billede med ildmanden blev det til. Han viste sig så at være fra Maui, så der forsvandt lidt af mystikken fra det første show – Samoa… fnys :-). Må nok også heller nævne detaljen, at han ”kun” var den 3. bedste i ildjonglør i verden….

Vores sidste dag og aften på Hawaii blev afsluttet med maner, og vi nød efter showet et festfyrværkeri på stranden, hvor gæster, lokale m.fl. fyrede af på livet liv. Vi undredes os en hel del over den meget lemfældige omgang med raketter m.v. – ikke mindst taget i betragtning, hvor restriktive og regelret de er med mange andre ting, og børnene hoppede blot rundt imellem raketter m.v., som om det var en legeplads.

Samlet må vi konstatere, at Maui og ikke mindst valget af lokation gør, at vi gerne vil tilbage hertil, hvis vi skulle vælge Hawaii igen.

Vi ses på mainland igen, da vi rejser til San Francisco i morgen.