H. C. Andersens fødselsdag blev fejret i går onsdag i en bus på vej fra Vancouve B. C. til Seattle Wa, USA.En 4 timers tur som jeg nød i en kæmpe bus med 8 andre og i flot solskin. Selv i 2014 skal man ud af bussen ved grænsen med alt sit habengut til skanning af fingre, øjne og al bagage. Ubehagelige amerikanske grænse officerer spørger om de latterligste ting, så dxet er svælrt at svare ordentigt. Hvor skal du hen? Seaatle. Hvorfor? Hvad rager det dig, nej det skal man nok ikke sige!

Min værtinde banker lige på og inviteret op! Så mere senere.....!

Vi studerede først mit nyindkøbte Fijikort.

Vi fik opvarmet Tufu på ris med blandede bønner i letkrydret tomatsovs og auberginer eller squash. Derefer som snack fik vi taitangplader som vi spiste som en art sushi med resterne. Virkelig velsmagende. Vi udvekslede vore rejseminder og i det mindste jeg blev lidt klogere!.

Fijikort - på min tur i byen i dag fand jeg en butik, som jeg er glad for vi ikke har i DK eller måske i Europa. Det eneste de har er kort og guider. Udenfor stod der, at hvis det findes, så har vi det! Det er selvfølgelig en gang overdrevet pral - men indehaveren er også nordmand og taler norsk! De plejer jo ikke sætte lysene under noget som helst!!! Nå jegspurgte om kort og Fiji og han fandt uden betænkningstid 2 forskellige og spurgte, hvilken jeg ville have. Nå jeg faldt jo lidt til jorden, valgte et fint kort 1:625.000 - 1 cm er lig 6,5 km på kortet. Det meste er vand. Nå men jeg skulle jo have det sidste ord og bad om en rejseguide, han fandt naturligvis igen 2 forskellige, jeg valgte den traditionelle Lonely Planet. Vi udvelslede lidt synspunkter på skandinavisk og hvis jeg skulle bytte med nogen, så blev det ham!

Denne beretning g¨r videre baglæns. Farmers marked er et fantastisk sted, med alt hvad det produceres fra fisk til gris og fra blomster til vin. Alle nationaliteter er også her repræsenteret og jeg nød en koreansk hotdog. - som blev skyllet ned på det nærmeste værtshus - her findes der værtshuse også med godt microøl, jeg fik en mørk amber! og en pint koster her 4$ mod det dobbelte i Canada.

Turen ind med Light Rail kostede 1,50$ for et dagskort og foregik i det smukkeste forårsvejr, efter et langt besøg i Seattle Visitor Center begyndte det at regne - en konstant silende regn, som ikke er decideret ubehageligt! Seattle bycenter virker ældre end Både L.A. og S.F. og Vancouver er stadig under opførelse. Det tror jeg gør at byen virke rarere og hyggeligere. Seattle er ca. en halv million, men man regner med at hele det urbane område er på 1,3 mill. indbygge i et meget langstrakt område.

Mandag lykkedes transaktionen med apotekeren og jeg kunne så ikke købe transport til tirsdag, men til onsdag. Tirsdag gik så med at fortvivles over alt det der lå på min seng og ville med i rygsækken. Jeg endte med små 20 kilo i rygsækken og 8 kg i min dagsrygsæk. Det syntes jeg i min naivitet nemt kunne lade sig gøre. Jeg må jo have 50 pund - 23 kg indskrevet bagage og 8 kg. håndbagage og en lille håndtaske! Sådan en har jeg dog ikke!!!

Jeg vaklede ned i receptionen -og fik meget opmærksomhed som Oh My God! Jeg kunne godt selv se, at det vist ikke var så godt. En pensioneret amerikansk sagfører, sagde, You must be strong! Jeg voksede ligt og da receptionisten deltagende spurgte om jeg ikke ville have en taxi - brød jeg en af mine regle og fik en vietnameser i en Yellow Cam til at køre mig til Pacific Station - 7,25can$ -Øv. Men det er glemt igen. Busbilletten havde jeg købt på nettet og det lykkedes mig ikke at få den udskrevet - buschaufføren var urokkelig - uden billet ingen køretur med ham. Så jeg måtte snakke lidt om civiliserede lande. Hvorefter han ringede til sit bagland og fik lov til at tage mig med mod at han fik mit pasnummer. Der var 8 andre med bussen.

Jeg har vist skrevet om dette, men hellere en gang for meget end en gang for lidt, som nogen siger - det er jeg ikke sikker på jeg helt forstår!

Når man kører over grænsen i bil, hvilket jeg gjorde nogle dage før, tjekker de pas gennem en luge og bilvinduet. Når man kommer med rutebil, skal alt ud af bilen og med gennem paskontrollen og scannes som til et fly. Bananer og lignende konfiskeres og resten gennemlyses. OK, men mig slæbende med 2 tunge rygsække må have været et syn. Tolderen opførte sig på bedste stasimaner og ville vide hvor jeg skulle hen og hvorfor, jeg havde ikke mod til at spørge om, hvad det ragede ham!

Spændende var det igen, at stå i en total ukendt by uden bykort og skulle finde The Light Rail og billetter til sådan en en. Men for 0,75$ fik jeg lov at køre med til Columbia City og hvor min værtinde bor. Hun var ikke lige så nem at opdrive, så det blev til et par kopper kaffe i Starbuck, som ligger lige om hjørnet.