Began, den 4. August 2014

Kære venner.

Vi fortsætter vores
tur og tager med bus fra Inle og til Mandalay. Turen varer 8 timer. Det
er en luxusbus - natbus - sovebus. Pris pr person 80 kr, men så sparer
vi også hotelværelse. Men vejen er forfærdelig. Så selvom det er en
luxusbus, bliver jeg alligevel køresyg. Heldigvis er Erik forberedt på
alting, og en søsygetablet hjælper snart på det.
Vi finder et hotel
inde i byen. Det første, vi havde udset os, viste sig at være uden
elevator, og da vi skulle bo på 4. Etage, sagde jeg stop. Det næste
hotel - også uden elevator og på 2. Sal kunne godt gå an.
Trapper er
anderledes her i Asien. Selvom menneskene er små, er trappertrinene
høje og ikke så brede. Man skal virkelig passe på med rygsæk, at man
ikke får overbalance.

Selvom her findes internet, er det ikke
altid, der er dækning. F.eks. har vi heller ikke telefondækning helt
heroppe nordpå i Myanmar, så vi støder på problemer, når vi skal
bestille flybilletter og betale på nettet. Vi kan ikke modtage SMS, så
vi kan ikke betale med kort.

Livet her er ellers helt anderledes
end i det øvrige Asien, vi har været i. Her er køretøjer enten hestevogn
eller også stude forspændt. En rigtig taxa er en sjældenhed. Vi har
kørt meget med hestevogn her.
Hvis der er mange mennesker, som
f.eks. om morgenen, der skal i samme retning. Kan en varevogn med lad
sagtens have 30 mennesker med og også bagage. Når der ikke kan stables
flere ind, kravler folk bare op på taget, og der kan så være lige så
mange der. Og de sidste må så stå på bagsmækken. Ja der er altid lige
plads til en til. Utoligt det går godt, for vejene er hullede og sving
er der mange af. I aftes hørte vi dog, at det gik ud over en knallert,
som væltede. Men selvom det er mørkt, kører de fleste uden lys. Mange
bærer dog styrthjælm - altså hvis man kan kalde det for styrthjælm. De
minder mest om et omvendt vaskefad eller en tyskerhjælm fra anden
verdenskrig. Og så er de altid mange på en knallert. 4 er ikke
ualmindelig.

Her i Myanmar ser vi for første gang på vores tur
gennem Australien og Asien, at mange biler har rattet i venstre side,
hvilket normalt vil sige højrekørsel. Vi undrer os, for vi kan ikke
finde ud af, om de har højrekørsel eller venstrekørsel her. Forklaringen
får vi senere af en taxachauffør. Jo for et stykke tid siden besluttede
regeringen godt nok, at der skulle være højrekørsel, men mange har
endnu ikke vænnet sig til det, så derfor bliver det noget af et blandet
foretagende. - Godt vi ikke selv skal køre her.

Fortovene her i
Myanmar lige som i det øvrige Asien er noget farligt noget at gå på.
Helst bør man gå på vejen og helt undgå fortovene. Under fortovsfliserne
er deres kloaksystem, en rende på ca. 50 cm bred og 1,00 m dyb. Er der
problemer med kloaksystemmet, tager man da bare fliserne væk, og det
store udækkede hul står åben til der engang bliver kigget til det. Og
det er mange steder - med ca 10 meters mellemrum at fliserne er væk, så
man skal virkelig se sig for. Og om aftenen er her ikke gadelys, og der
bliver mørkt ved 6 - 7 tiden, så jeg går aldrig ud uden lommelampe. Erik
og jeg går mange kilometer hver dag, og vi aner aldrig, hvornår vi
kommer hjem, men ofte efter, det er blevet mørkt.

Mændene og få
kvinder tygger noget som kan minde om snus fra gammel tid (vor
bedsteforældres tid - altså i 50erne). De tygger på skråen - et blad
svøbt om noget værre stads. Så spytter de, efter at have tygget længe på
det, en stor ulækker rød spytklat. Og man skal virkelig se sig godt
for, for at undgå at træde i sådan en.
Og deres tænder er røde og
ulækre - altså dem de har tilbage. For stadset æder både tænder og
gummer. Og tænder falder ud. Ja de er ret ulækre disse mænd i Myanmar.

Men
kvinderne her er smukke. De går pænt klædt - altid. De bærer lange
ceronner, som matcher i farve til deres bluser. De smører noget gult
klisterværk i hovedet. Pulver, de udvinder fra en trærod, som de kværner
hver morgen. Også små børn for hoveder smurt ind. Dette pulver
symboliserer, at de tror på Buda. På samme måde som muslimer bærer
tørklæde og evt. slør.

Vi får noget helt fantastisk mad her i
Myanmar, og restauranter er her nok af, så vi sulter ikke. Vi nyder
forskeligheden i deres madkultur.

Og så har vi fået en ny veninde
her. En Vietnamesisk pige - noget af et livsstykke - altid glad og ude
på sjov. Hun bor i Saigon i Vietnam. Hun er meget vidende om alting også
om Vesten og USA. Hun er journalist og producer og bruger al sin fritid
på at besøge andre lande, så hun får så stor en baggrundsviden som
muligt. Og hun suger til sig. Hun har mange spørgsmål til os, ligesom vi
har mange spørgsmål til hende. Og da vi er sammen i hele 2 dage, bliver
der udvekslet mange meninger.
På vores tur med hestevogn rundt for
at besøge alle de her Budaer, som sidder i deres respektive residens,
fortæller hun om budismen. Hun er selv opvokset som budist, men dyrker
det ikke mere.
Hun er en moderne kvinde, som nu bor i hovedstaden
Saigon i Vietnam. Hun har altid meget at se til - altid gang i et par
artikler, som hun lige skal have sendt afsted. Men alligevel skal vi
besøge hende, når vi kommer til Saigon.

Nok for denne gang.

Kærlig hilsen her fra Myanmar

Edith