Kære trofaste bloglæser

Du
ønskes et godt år 2015. Jul og nytår fejres i Thailand. Sidste Jul
var i Guatemala, så det går da fremad omend noget langsomt.


Året
har budt på fantastiske og mangeartede oplevelse sammen med
mennesker jeg har truffet, og Edith fra Vile har glædet mig med sit
selskab som globetrotterlærling ved tre lejligheder. Tak for det!



Mange
har glædet mig ved at følge med i min blog på internettet og har
skrevet gode kommentarer – bliv ved med det.



Blog.travelpod.com/members/erikaggerholm



Advarsel:
Der er lige nu 11.449 billeder på bloggen!!!




At
få lov og lejlighed til at rejse på min måde er et absolut
previlegium, som jeg skønner på hver dag. Det er heller ingen
selvfølge, at helbredet holder, og at man bliver forskånet for
ulykker og andre ubehageligheder. Maveonde en enkelt gang og et
mistet Visakort er hvad, jeg kan drive det til. Et par kameraer og
tabletter er blevet slidt op af en sommetider lidt hårdhændet
omgang, når tingene er blevet lidt for primitive. Turen finansieres
af det danske pensionssystem, og det holder.





Det
er indtil nu blevet til 24 lande, og ifølge min blog, har jeg rejst
83.633 km i luftlinie, siden jeg rejste fra Danmark d. 8. september
2013.






Årets
nedtur var, at jeg måtte sælge min fantastiske Ford Taurus, som
havde fulgt mig gennem 33.000 km i Nordamerika fra Alaska til Panama
og tilbage til Vancouver i Canada over 7 måneder. Eneste uforudsete
udgifter var en pære i venstre forlygte og nye bremseklodser i for.
Ingen bøder, men dog et par formaninger og advarsler – noget med
striber og medvind!





Tre
månedes sprogskole afsluttedes i januar, og oplevelserne fortsatte i
6 mellemamerikanske lande – absolut højdepunkt var at stå ved
Panamakanalens sluseanlæg og se et Mærskskib blive sluset op i
østgående retning.





Fijiøerne
midt i Stillehavet var både op- og nedtur. Nedturen var, at skulle
derfra. Jeg var der en måned, som i de fleste lande, og besøgte de
tre største øer. Et højdepunkt var det at stå på datolinen på
Taveuni. En uges jazzfestival var heller ikke mislykket. Fiji Bitter
var sponsor, og det gjorde de godt.





I
Melbourne lufthavn mødte jeg igen Edith (hun var også med fra
Guatemala via Panama til Las Vegas – LV var ikke noget højdepunkt)
Vi lejede en 4-hjuler og drog ud i outbushen i en måned. Stort var
både solopgang og solnedgang ved Ayers Rock. Mange hyggelige og
meget primitive campingpladser med gode steaks på grill og
fantastisk rødvin. Et absolut højdepunkt var vinterkoncerten med
symfoniorkesteret i Operaen i Sydney. En tredages udflugt til Hobart,
Tasmanien med masser af uhyrer var spændende og ikke planlagt. Vi
følte os lidt kongelige med Dannebrog på rygsækken. En hel særlig
oplevelse var togturen på tværs til Perth.





Air
Asia bragte os sikkert til Lombok i Indonesien – absolut
kulturchock – en måned var nok til Lombog, Bali, Java og Sumatra.
Nedtur var kørsel med busser. Mange højdepunkter i naturen og et
fantastisk folkefærd.





I
indonesien beslutte vi, at Myanmar/Burma måtte opleves – åbnet
for nyligt. Første by var hovedstaden Yangoon, og fattigere bliver
det ikke. Togturen nordpå mod Mandalay var et veritabelt mareridt,
og et ridt var det, at togvognene kunne holde sig på skinnerne,
forstår jeg stadig ikke! Vi blev forsinket mange gange – et sted
måtte personalet ud og skifte en skinne, som de heldigvis selv havde
med! Transporten nordpå fra fx banegården var med hestevogn eller
oksekærre.






Man
kan kun krydse landets grænser med fly, så vi måtte igen ulejlige
Air Asia med en tur til Hanoi, Vietnam via Bangkok igen! Hoi An
bugten var et højdepunkt , og Hanoi er helt specielt med fransk
arkitektur og byliv. Tog til Hue og Danang, hvor højdepunktet var en
tur i det nyindviede Ferrishjul og en dagstur til Hoi An – Verdens
Naturarv. Saigon blev indtaget med fly, billigere end toget. Fra
Saigon hoppede vi på en rejsegruppe, hvor vi i tre dage besøgte
Mekongdeltaet med flydende alting – marker, byer og markeder.
Højdepunktet var sejlturen op ad Mekong, hvor vi krydsede grænsen i
skib og blev afleveret ved en bus i Cambodia.





På
en oversigt rangerer Cambodia som verdens 8. fattigste land. Det var
dog ikke så tydeligt i hovedstaden Phnom Penh. Vi boede, så vi
kunne kigge ned til kongen i hans palads. Vi valgte at springe over
Ankor Wat og i stedet følge kysten via Sianoukville til Thailand,
hvor vi havde lejet et hus i Pataya. Edith tog hjem fra Bangkok og
jeg tog en Air Asia via Kuala Lumpur til Kathmandu, Nepal.





En
måned i Nepal var ingenting. Kathmandu var en brat opvågning. Jeg
troede Himalaya var høj og ren luft. Hovedstaden er et studie i
forurening fra mange kilder, nok med tohjulede køretøjer, som var
overalt, også hvor de ikke skulle være. Alligevel er byen dragende
og uransagelig i sin egen smukhed. Det regnede hver dag, og gaderne
er ikke asfalterede – men mudrede, som tøjet også blev. Byen er
Verdensarv, og landet er nu en republik efter at kongefamilien
myrdede hinanden i 2001. Kronprinsen myrdede kongen, og hvem der
ellers myrdede hvem, er jeg ikke klar over – et skue retsopgør
pågår stadig. Landet demokrati styret fra Indien.






Mine
planer om videre fremfærd over land til Tibet blev ødelagt af
adskillige jordskred pga voldsom regn i lange perioder. Så jeg tog på
landet og besøgte 3 landsbyer. Et sted med kvælende tåger af
canabisskyer. De tilbød mig hostice, hvis jeg nogensinde fik brug
for det! En andet sted blev ledet af en kyndig ud i buhdismen. Han
havde lært sig ikke at tænke dårligt, da han ellers ikke kunne
opnå niravana. Han er for øvrigt gæstelærer ved det buddistiske
tempel på Mols! Det sidste sted fik jeg Anapurna at se. Alle 4
tinder. Højeste er 8.091 moh. Det var et højdepunkt.






På
sidste visumdag skulle jeg med China Air til Lhasa. Man kan kun rejse
ind i Kina, hvis man ikke skal til Tibet, men det er jo ikke så nemt
fra Nepal. Den kinesiske ambassade udstyrede mig med et gruppevisum
til mig alene, grupper kan få lov under visse forudsætninger, bl.a.
at alle i gruppen var af samme nationalitet og rejste ud sammen –
det havde jeg ingen besvær med. I lufthavnen fik jeg denne søndag
morgen at vide at min flybillet var annulleret. Det var et
lavpunkt!!!






Sidste
visumdag og gruppevisum kun til dette fly denne dag! Turen var købt
gennem et kinesisk rejsebureau i Chengdu og de havde vist glem at
betale. Det lykkedes mig dog at hæve 61.220 rupe i banken, da Air
China kun ville have kontanter. Største seddel er 100 rupe! Nå, jeg
kom med. Jeg havde bedt om et sæde til bagbord, og fik hele turen
rundt om Everest i klar solskin – det var et højdepunkt.





Normalt
skal trykket i flykabinen sættes op ved landing. Her landede vi i
4.500 m, og trykket skal sættes ned. Min personlige guide mødte
mig i lufthavnen og kørte mig til hotellet i Lhasa med besked om, at
jeg ikke måtte forlade byen. Med højdesygepiller og masser af vand
undgik jeg de værste sympomer. ylle var ramt og en alvorligt. Den
dag hun skulle flyves ud til lavere højde, var hun pludselig frisk
og deltog i resten af turen. Lhasa er et højdepunkt!!






Jeg
blev sat i en ny gruppe med en pige fra Bosnien, en golfspiller fra
Sydney (han sagde at hans handicap var 4) Jeg sagde, at jeg slet
ingen handicap har. Det var vist ikke morsomt. Den tredje gut var
Englænder født af kinesiske forældre i Hong Kong og bosat i
Sydney, Australien. Desuden var der en guide og naturligvis en
chauffør. Ny Toyota minibus. Vi kørde mod Mont Everest Basecamp –
todagestur – og vi boede i et af teltene, opvarmningen i fyret midt
i teltet var kolort. Næsten tørt!!!





Vi
stod op klokken 5 til solopgang over Everest – absolut højdepunkt
– en once in a lifetime oplevelse. Og om det var koldt? Jeg havde
købt vinterfrakke, hue og vanter og bilen var en istap. Skidt med
det. Everest viste sig for første gang i lang tid – helt frit –
i strålende solskin. Ingen var uden tårer af den store oplevelse.

Tilbage
i Lhasa blev jeg kørt til toget. Indviet i 2006 og 1.142 km på
permafrost i over 5.000 moh, Det er ilt ved alle køjerne og turen
tog fra middag til sent aften næste dag. Heldigvis var jeg jo
aklimatiseret højden, der er læge med i alle tog. Absolut
højdepunkt.





Og
så blev det Xi,an Kina. Igen et kulturchock – jeg troede Kina var
bagud, hvor forkert! Men forskellighederne er store – byerne er på
alle måder foran europæiske byer i forretningslivet, og verdens to
største butikscentre ligger i Kina. I Xi´an var der 2
ecco-butikker – og kun med eccosko – jeg ville købe nye
sandaler, men kineserne bruger ikke sandaler – ØV! Det, der
dragede, var naturligvis terracottasoldaterne og hestene foran
stridsvogne. Det var et højdepunkt. Muren omkring byen er renoveret
og tilgængelig på cykel - 14 km.




Videre
med tog mod Hong Kong med passende ophold under vejs fx nogle dage
ved verdens største dæmningsanlæg på Yangtzefloden

og 85 mia. kilowattimer eller måske husker jeg forkert. En million
mennesker blev flyttet. Sluserne var gigantiske – Panama blegner!
Højdepunkt.




Hong
Kong var som et nyt land uden noget til fælles med resten af Kina.
Priserne er skyhøje, et højdepunkt var det at overvære de
studerendes besættelse af byens trafikårer. At være vidne til
paraplyrevolutionen! Turen med tandhjulstoget til udsigtspunktet i
Hong Kong Øen var spændende og en tur med verdens længste rullende
trappe – jeg kom dog ikke helt op, da jeg fandt ud af, at jeg
skulle gå tilbage. Trappen går over en stejl gade!




Og
så med hydrofoilbåd til Macao og sproget skifter til portugisisk,
og priserne stiger endnu et nøk. Spændende portugisisk arkitektur
blev studeret, før turen gik videre med Air Asia til Manila,
Filipinnerne.




Jeg
havde lejet en lejlighed på 48. etage i et nybyggeri tæt på
centrum. Trafikken kan ikke beskrives, og transporten foregår med
Jeepneys, som er forvoksede jeeps, så der kan sidde ca 30 personer
bagi i to rækker. Absolut nedtur!





Jeg
tog bus og færge til Mindoro – en ø mod syd – boede i en hytte
på stranden og nød livet – transport med køretøj var ikke
muligt. Et absolut højdepunkt var et besøg hos det oprindelige
folk. Krofatter havde fortalt om folket, og jeg havde også læst om
folket, men aldrig forestillet mig, at et besøg var muligt.
Krofatter fandt en guide, og vi gik en time ad stier gennem
junglen/regnskoven og stod pludselig i en stenalderlandsby. Hytterne
var af strå og ingen tegn på civilisation som el, vand, telefon,
knallerter, cykler eller tøj. Kvinder fandt dog tøjstykker, da vi
dukkede op. Mændene var der ikke, men jeg mødte to næste dag i
landsbyen. De bar lændeklæder formet som g-strenge. Vi havde ingen
kontakt med befolkningen og viste vores respekt med nogle pakker slik
til børnene.




Efter
en uge og tilbage i Manila blev byens mega juletræ tændt d. 6.
november. Julelysene i alle farver var tilsluttet et musikanlæg, og
træet dansede til I am dreaming of a white x¨mas! Næste dag
blinkede det dog ikke mere – julemanden, der styrede anlægget, var
så hønefuld, at han ikke kunne ramme tasterne! Der var godt gang i
ølboderne omkring træet! Dejlige Filipinnerne – absolut
højdepunkt – afsluttedes med en bustur nordpå til forskellige
byer!




Så
blev det igen Air Asia til Kota Kinabu på det nordlige Borneo,
Malaysia. Fra et af verdens fattigste lande til 3 gamle engelske
kronkolonier. Levestandarden er betydelig bedre her. Markedskøkkener
med grillet fisk er fantastiske. Bus til Brunei, som er en ulækker
oliestat (læs: spiritus og tobak er forbudt) Økonomiministeren er
blevet fyret af sin far, som er konge. Sønnen havde da 2.000 biler
og 5 hoteller rundt omkring i verden – bl.a. Belverly, Californien.
Nu bor staklen i London og må hutle sig igennem med en apanage på
500.000 USD. Dette til eftertanke!





Derfra
en kort bustur til Miri Sarawak, men det regnede, og det ikke bare
regnede; det regnede og regnede, saa jeg besluttede at fortsætte med
den næste bus 14 timer gennem natten til den sydlige del, og vejret
blev godt. Skønne dage i Kuching som lå smuk på flodbredden. En
hollænder fortalte anbefalede at droppe planlagte Hua Hin I Thailand
og i stedet vælge Cha-an 20 km. Nordfor. Både pga turisthulumhai og
pris.




Air
Asia måtte nu bringe mig over det javanesiske hav til Kuala Lumpur
og Bangkok. Det var en ekstrem dårlig flyvetur med meget voldsomme
kast. Videre med et andet fly til Bangkok, hvor Edith ventede. Hun
var den eneste i lufthavnen, der var på det rigtige sted! Det var et
godt råd som vi fulgte!




Vi
tog straks til Cha-am, hvor vi havde lejet et hus en måned og herfra
skrives og sendes denne beretning, som skal forstås som et
kortfattet resume. Udførligere beretning i bloggen.




På
lørdag d. 10. januar går turen til Ankor Wat i Cambodia, det er
verdens største religiøse anlæg. Derfra op gennem Laos og tilbage
til Chang Mai i det nordlige Thailand.





Bang
Kao d. 8. januar 2015/ea