Her er en beretning fra Australien indtil nu / den har jeg faaet lov at laane af Edith.

Internet er ikke nemt at finde i Australien - men i dag sidder vi og holder fri paa et dejlig bibliotek i Rockhamton, hvor vi kan bruge baade egne og bibliotekets maskine saa laenge vi vil.




Kære venner



Mandag den 12. Maj blev jeg afhentet i Vridsted af mine venner Birthe og Gert og kom med dem til Billund Lufthavn, hvorfra de tog til Tyrkiet, og jeg fløj via Frankfurt og Hong Kong til Melbourne i Australien, hvor jeg landene 1 time forsinket kl. 23, 00 Australsk tid. Her var Erik, Birthes bror og min gode rejsekammerat, landet kl. 22, 00. Han kom fra Fiji øerne og havde kun haft 4 timers flyvetur. Erik havde fornuftigt nok benyttet ventetiden på at afhente bilen, som vi havde lejet for en måned. 






Efter min ankomst kørte vi direkte ud på campingpladsen, hvor Erik havde lejet en hytte til os. På denne dejlige plads blev vi i 2 ekstra dage, hvor vi 1. Dag skulle have investeret i campingudstyr. Dag 2 fejrede jeg godt nok forsinket Eriks fødselsdag for ham ved at bage morgenpizza med bacon og spejlæg, boller og kagemand. Den 12 årige gamle whisky og 24 årige rom, som jeg havde købt i Billund Lufthavn til Erik, efter at have undersøgt, om jeg måtte medbringe det til Australien og havde fået bekræftet, at det måtte jeg, fik han dog ingen glæde af, da personalet på flyet i Hong Kong Lufthavn, ikke syntes, det var en god ide, at tage det med ombord på flyet. Dog var det første jeg blev mødt af, da jeg fik mig sat på min plads, en venlig stewardesse, som ville sælge mig 2, 25 l spiritus, for det måtte jeg jo indføre i Australien. Jeg havde dog ikke lyst til at støtte dem yderligere, og tænkte "gid de må kvæles i den gode rom og whisky, som de havde frataget mig." 






Efter et par dejlige dage i Melbourne kørte vi mod Adelaide. Det gik jo fint derudad, ind til politiet syntes, det gik lidt for godt, og godt ville blande sig. Men, som da vi blev stoppet i Mellemamerika, skete nøjagtig det samme her, nemlig at Erik talte venligt med betjenten, som blot gav ham en påtale. Betjenten sagde, at Erik skulle spendere en god middag til 1500 kr på mig i stedet for at betale bøden på samme beløb. En rar mand, den betjent.



På turen her så vi koalebjørne, som sad oppe i træet og sov. Vi kørte langs med kysten, og ved "De tolv Apostle" gjorde vi ophold. Efter at have set dem, kom vi i snak med et ældre ægtepar på vores alder. Vi havde lige inden siddet og snakket om fjernsynsudsendelsen fra Australien med "De flyvende læger", og naturligt nok, spurgte Erik, om de stadig fandtes i Australien. Manden svarede, "ja, naturligvis, jeg er een af dem." De boede i Perth, og vi blev inviteret til at besøge dem, såfremt vores tur gik til Perth, hvad vi endnu ikke ved.


Vores natlogi den nat, var en fricampingplads ved kysten, hvor vi boede sammen med ca 10 andre hold campister, og på turen hertil så vi mange kænguruer - både levende på markerne og døde på vejen. Vi så små søde sorte kænguruer og kæmpestore brune kænguruer, og vi har også set kæmpestore røde kænguruer. Der findes mange forskellige slags. 






Den følgende nat boede vi på en dejlig campingplads, hvor der var et køkken med alt, hvad man kunne tænke sig. Vi var kommet meget sent ind på pladsen (her bliver der mørkt kl 18, 00), så vi var glade for ikke at skulle lave mad (lammekotelletter) i mørke. Vi smovser i   t-bone steak, lammekød og til forret krabbe - rejesalat. Og så forresten gode australske hvidvine til forret og gode rødvine til hovedret. Vi kører jo rundt i vindistriktet, så vin skulle jo ikke gerne blive en mangelvare. Jeg mener, det ville da være for dumt, og sådan er der nok heller ingen, der kender mig.



Næste dag kørte vi videre, og da vi ved aftenstide begyndte at lede efter en campingplads og åbenbart så lidt søgende ud, dyttede en bil bag os, og vi kørte ind til siden. Straks sprang en bondekone ud af bilen med et kort i hånden og spurgte, om hun kunne hjælpe med noget. Vi forklarede, at vi søgte en campingplads - gerne på en vingård. Det findes ikke her, sagde hun, men følg efter mig, så finder vi ud af det. Hun boede på en farm, og vi fik lov at bo hos hende på et jordstykke ude på marken. De boede 4 generationer der, men vi havde indtryk af, at der altid var plads til en til.


 Godt vi mødte hende, for hun gik meget op i at belære os om alle de giftige kryb, som fandtes i Australien. Og i hvordan vi skulle undgå dem, og hvad vi skulle gøre, såfremt vi blev bidt eller stukket. Vi troede, at slanger og store edderkopper var det værste, men sådan er det slet ikke. Små insekter og små edderkopper og skropelifytter er meget værre. Inden vi tog fra gården, havde vi da også mulighed for at stifte bekendtskab med både en sort edderkop på størrelse med en hånd og en lille edderkop på størrelse med en lillefingernegl, hvor den sidste var meget giftig - og den sad gemt i et frottehåndklæde, som hang på en stang på badeværelset. Den store sad i bondekones trøje, som hun var i færd med at tage på.






Den følgende nat overnattede vi i et naturreservat, og her vandrede store emuer rundt imellem træerne og imellem vore telte. Og i trætoppene skræppede papegøjerne op. En stor naturoplevelse er det at besøge Australien. Og ikke kun naturoplevelser. Jeg har vist glemt at fortælle, at vi jo besøger Australien om vinteren. Men det er måske godt nok, for vi har fra 24 til 34 graders varme. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det ville være her om sommeren.

Det er helt fantastiske naturoplevelser, vi har her ude i ørkenen, men vi har ingen internet. Kommer vi endelig ind på en campingplads eller et bibliotek, så vi kan komme på nettet , koster det op til 10 dollar i timen for hver. 1 dollar er 5, 25 kr.
Vejene her i ørkenen er som oftest grusvej, hvilket betyder, at man ikke kan se forskel på bil og vej. De har samme farve. Men bilen skal ikke vaskes, siger Erik. Rigtige mænd vasker ikke bil men viser, de har kørt på støvede veje i outbacken. 



I skrivende stund sidder jeg i mørke på en rasteplads ved asfaltvej, hvor vi har slået vore telte op, og ser de store lastbiltræk med 3 - 4 anhængere bagefter køre forbi. Det er voldsomt. Vi har talt, de har 62 hjul. Og grunden til at jeg stod op var, at jeg hørte et dyr i nærheden hyle, og det måske er en dingo. Det er hunde, som hyler ligesom ulve, og er også lige så farlige, så jeg sidder med vores peberspray på armen og lyset tændt, så jeg skal nok holde dem væk.
På den sidste campingplads, vi boede, kom dingoerne helt ind på pladsen og helt op og ind mellem teltene. Ja der var endda to gået ind i køkkenet, da der kun var en svingdør i. Den dingo, som kom helt hen til os, jagede Erik væk, så der skete ikke noget. Kun er det lidt uhyggeligt med deres hylen, som man hører, når der er mørkt, og ind imellem kan de godt finde på at angribe mennesker.



Ud over dingoer er her også vilde heste, vilde køer, vilde dromedarer og vilde fugle. At fuglene er det værste her i Australien, har ingen fortalt os, men det er de. En dag vi sad i en park og spiste frokost, havde vi en usædvanlig oplevelse. Jeg havde sat mig på en bænk og ventede på Erik. Da han kom og satte sig ved siden af mig, og vi begyndte at spise, fløj en fugl op i et træ over for Erik, og med fuld fart fløj den direkte ned mod ham og strøg hen over hovede på ham, så tæt at den rørte hans hår. Den samme forestilling foregik 6 gange, hvor fuglen blev mere og mere aggressiv. Sidste gang den gjorde det, havde den så meget fat i Eriks hår, at havde han haft toupe', var den fløjet afsted med den. Ja gæt bare, hvem tror I vandt kampen. 



Vi har nu været på Ayeros Rock og set både solnedgang og solopgang, som man nu engang skal her. Vi har været på The Olgas og gået tur ind i kløften, og det samme har vi gjort i Kings Canyon.   



I Coober Pidy var vi på en underjordisk restaurant og fik en fin middag, og her mødte vi nogle søde mennesker, som inviterede os hjem for at se, hvordan de boede i deres underjordiske bolig. Bo Bedre ville have været på pletten for at tage billeder, hvis de havde set det. De boede virkeligt smagfuldt, og de havde masse af plads. Manglede de et rum, gravede de blot ud længere ind i hulen, og så vupti havde de igen et nyt rum. Jeg har aldrig forestillet mig, det kunne lade sig gøre, at bo så dejligt under jorden. De havde altid 22 graders varme både sommer og vinter.






Vi har nu kørt ca. 7.000 km her i Australien og skal aflevere bilen om 12 dage. Vores tur går nu videre mod Brisbane og Sydney, hvor vi vil forsøge at komme ind og se og høre et operastykke. Efter Sydney er der igen Melbourne, og herfra planlægger vi at sejle til Tasmanien.



Ja sådan kan jeg altså blive ved med at fortælle om vore oplevelser, men jeg skal jo også have brevet gjort færdigt, så ikke mere for denne gang.

Kærlig hilsen



Edith