I have never seen anything like it ... slogan far BBC World News.

Det
er ikke noget jeg spekulerer på i det daglige. Jeg anser det for
normalt og måske også et formål i sig selv, at oplevelserne ind i mellem
lever op til dette. Det der han være lidt svært er at se det! Dette var
noget særligt - en lille ting, som alligevel ved nærmere omtanke er
grænseoverskridende for mig, men normal og dagligdag for lokal
befolkningen.

Når jeg får sådan en fornemmelse/oplevelse undrer det mig tit at man kan leve med dette. Se dagens eksempel om lidt.

Hvorfor finder man sig i det. Hvorfor protesterer man ikke og hvorfor forsøger man ikke at ændre det?

Jeg
kan finde hundredvis af eksempler på min tur, men transportforholdene
her i Manila, Filippinerne er en fornærmelse mod en befolkning i et frit
land.
 
Det er ikke en fornærmelse mod mig eller til hinder for at jeg føler mig meget velkommen og godt til plads i landet.

Så
lidt snakkeri om dagens oplevelser. Der er et utal af jepnees, som er
mærkelige lange ladvogne, de kører på bestemte ruter og har plads eller
nærmere tager ca. 20 passagerer, turen koster en 3-5 kroner. I aften kl.
9, så jeg ved min lokalstation for Metroen, en kø på ca 200 meter, fint
og ordentligt i en række og uden at kny - de venter på plads i en
Jeepney. Det har jeg ikke prøvet. Det er lidt for intimt for en
vesterlænding som mig. Men for at komme frem til jeepneyen skal man
først med en af de 3 s-togs-lignende linier. De kører med sekunders
mellemrum og alligevel er køen så voldsomt at perronområdet og trapperne
der fører dertil er fuldstændig proppet med mennesker der står 10 pr.
kvm. Alle er utrolig disciplineret og alle kender sin tur. Aldrig brokkeri
eller sætte andre i rette. Men nok fysiske kræfter for at komme ind i
toget. Hvis du ikke ved i hvilken side du skal ud af vognen, kommer du
ikke ud på din station. Jeg havde 3 stationer, hvor jeg kunne starte min
tur i byen - første station kom jeg halvvejs til døren, men ikke ud.
Anden gang stor jeg midt mellem dørene og kom ud med magt. På vejen hjem
ville jeg være lidt smart og gik hen til enden af toget. De fleste er
normalt i midten. Og ganske rigtig, jeg kom ind uden problemer.
Mærkeligt! Jeg kiggede mig rundt og undrede mig lidt over at alle var
kvinder, men tænkte, at det jo også var fyraften for butikansatte
her ved 9 tiden. Det blev efterhånden lidt for påfaldende at alle der
steg på også var kvinder. Da jeg steg ud opdagede jeg, at første vogn
altid er reserveret kvinder. Ingen bemærkede mig dog, da alle var dybt
koncentreret om deres elektronik!
Der er velorganiserede køer overalt
og alle bevæger sig apatisk frem uden at fortrække en muskel i ansigtet
eller at kontakte sidemanden i køen. I butikken er køen altid på
omkring en halv time og de selv m der er oprettet en kø til seniorer,
der er opstillet stole til de ventende. Man skal vise legitimation ved
kassen, det har jeg dog aldrig gjort. Og det er jeg fornærmet over!!!
Alle skal find sig i at blive befølt og taskerne kikket efter ved indgangen til Indkøbscentrene.
Det foregår i al ærbarhed med en indgang til mænd og en anden til kvinder.

Alle oplysninger og skiltninger er på engelsk og en sjælden gang også på filippino. 

 S-tog/Metrosystemet
virker godt, men er slet ikke tilstrækkelig udbygget, det er ikke nemt
at indsætte flere vogne, de kører hele tiden.

Jepneerne fylder et
hul for busserne, som er mange, men absolut ikke tilstrækkelig.
Togsystemet er på kanten af ikke eksisterende og absolut upålideligt.

Et fungerende Gul Taxi-system virker med taximeter, men umuligt at finde en vogn.

Resten
af transportsystemet udfyldes af utrolige arbejdsomme og fantasifulde
cykel/knallert/scooter/motorcykel apparater nogle med plads til 6
passagerer i en scooter med sidevogn. En tur bag på  en motorcykel er
også en mulighed.
 
Der er ikke mange privatvogne i landet - men
nok motorcykler og scootere. Mange ernærer sig med mange forskellig og
selvopfundne transportapparater på osende benzin eller er det fritureolie. Forbavsende mange er
stadig trukket af en cykelkæde.

 Der kommer bag på mig at alle,
jeg har været i berøring med, taler engelsk. Og på et brugbart plan -
at alle børn går i skole og politiet eksisterer på befolkningens
promisser.

Der bor 100 mil. i landet og ca halvdelen på øen hvor jeg er Luzon.