Kære venner
Søndag den 7. Februar. Efter at have pakket vore ting er vi klokken 8 morgen klar til afgang til karneval i Puno (verdens største karneval udført af befolkningen). Karneval i Rio bliver udført af professionelle og er ikke nær så folkelig, siger de i Puno.
Efter kørsel i 10 timer i regnvejr og på meget dårlig vej ankommet vi klokken 17 til Puno. På forhånd havde vi gennem trivago.dk bestilt hotelværelse for 2 dage og med garage. Da vi ankommer, vil hotellet ikke acceptere vores reservation og siger, de ikke arbejder sammen med trivago, som havde udstedt vores bekræftelse, og at alt I øvrigt er optaget i hele byen. Vi havde ellers brugt 2 timer på at nå frem til hotellet, for alle gader inde omkring centrum var spærrede på grund af karnevallet. Optog fyldte alle veje, og fortovet var fyldt med mennesker. Fuldstændig håbløs at komme rundt. Også her viste Erik sine fantastiske evner som chauffør. Igen måtte han bakke et langt stykke nedad en smal og stejl bakke. Jamen hvad tror I? Han klarede det med bravur! 
Nu stod vi så der i en overfyldt by og uden hotel. På gåben måtte Erik rundt for at forhøre sig om overnatningsmuligheder, medens jeg passede på bilen, som holdt i en fodgængerovergang ved et stærkt trafikeret kryds. Eneste mulighed. Omsider lykkedes det også at finde et sted at bo, men uden garage til bilen. En betjent, som stod ved siden af bilen, sagdey, vi skulle blive holdende, hvor vi var p.g.a. optog rundt i byen, og desuden holdt vi et meget sikkert sted. Ja - "go' mor'n mi' lu'"! Næste dag, vi stod op, skyndte vi os om til bilen for blot at konstatere, at andre havde syntes, de godt kunne bruge vore ting. Det meste af vores campingudstyr var væk - og vores tøj og sko. Mine dejlige Ecco sandaler, min fine jakke indkøbt i Aalborg, min dejlige vatterede vest med hjemmefra og alle mine alpaca ting - sjal, poncho, et hæklet halstørklæde af alpaca uld og ja sådan, kan jeg blive ved. Vi havde tilbage ikke meget mere tøj, end det vi stod i. Heller ikke andet end det par sko, vi gik i. Nå, men det kunne vi jo ikke gøre noget ved. Nu kunne vi da i hvert fald med god samvittighed blive holdende. Det eneste, der kunne ske, var, at de hjælpsomme mennesker opdagede, at mange af tingene kunne de ikke bruge og derfor kunne finde på at levere det tilbage. Nej sådan gik det selvfølgelig ikke. 
I øvrigt var karnevallet fantastisk. Store flotte optog, som dansede hele dagen rundt i alle gader. Vi var imponerede. 
Tirsdag, den 10. Februar. Efter Puno er vores næste destination landet Bolivia. Som sædvanlig har vi på forhånd bestilt hotelværelse, så vi ved, at vi har et sted at sove og også med garage. 
Vi ankommer klokken 18,45 til grænsen men blot for at få at vide, at grænsen lukker klokken 19,00 og vi derfor ikke kan nå at komme over inden. Vi må tilbage til en lille landsby, som vi passerede ca. 8 kilometer før grænsen. Her er et lille sted, hvor vi får et par værelse oppe på loftet. Tag er der over vore værelser, men ellers ikke. Vi er oppe i 4000 meters højde, og her regner meget voldsomt. Kold og utæt og med en kaskade af vand, der vælter ned til os. Da vi næste dag forlader stedet, er vi både forfrosne og sultne, for mad havde vi ikke kunnet få - ej heller søvn pga. kulden.
Vi begiver os for anden gang til grænsen. Og bliver også checket ud af Peru. Men da vi skal have bilen over, bliver vi nægtet at udføre bilen. Vi havde ellers holdt og ventet i en lille times tid, for ham, der havde nøglen til bommen, var ikke dukket op.Vi måtte så for anden gang tilbage - troede vi. Men nej, så let skulle det ikke være. Vi måtte lige en tur til Bolivia på gåben for at få et stempel. Og da det var klaret, og vi skulle tilbage igen, måtte vi lige vente et par timer, inden vi kunne få et stempel på at komme ud af Bolivia. Ja så er den dag gået, men vi har nu i vore pas bevis på, at vi har besøgt Bolivia. Vores luksushotel, vi på forhånd havde booket, nåede vi ikke. (Det var ellers med både velkomstdrink og morgenmad).
Da vi noget slukøret sætter os ind i bilen på Peru siden, kommer en mand hen til os og spørger, om vi har haft problemer. Nej, siger Erik, men vi skulle have været i Bolivia, og nu får vi at vide, vi ikke kan få bilen med ud af Peru. Han spørger meget ind til, hvorfor vi gerne ville til Bolivia. Erik forklarer ham, vi er på en rundrejse hele Sydamerika rundt i 1 1/2 år. Wav, siger han og fortsætter: "Jeg kan anbefale jer at køre sydpå mod grænsen ind til Chile. Der tror han ikke, vi vil få problemer". Det stod vi nok noget tvivlende over for. Hvad skulle forskellen være. Det var jo Peru, som ikke ville lade os komme ud af landet med bilen. Han forklarede da, at han var fra det hemmelige politi og også var chef, så derfor vidste han, at ved den grænse kunne det lade sig gøre. Mærkeligt - men vi fulgte hans råd. 
Vi ændrede nu kurs mod syd for at komme over grænsen ind til Chile. Vi kørte rundt oppe i Andesbjergene i 4400 meters højde, og vi havde en køretur på omkring 500 kilometer foran os. For anden nat måtte vi ind på et mærkeligt overnatningssted. Ind kom vi, men mad kunne vi ikke få i byen. For tredie aften i træk blev vores aftensmad en banan og et stykke tørt brød. Morgenmad havde vi heller ikke fået i tre dage, men nu kom vores bil os til hjælp. Oppe i disse højder begyndte den pludselig at koge. Belært af erfaring med "Grønne Dagmar" vidste vi, at bilen skal hvile en halv times tid. Den tid benyttede vi til at lave en kop kaffe på gasapparatet. Og da vi forlod Cusco for 3 dage siden, havde jeg hårdkogt 4 æg, som vi tog med bare for en sikkerhedsskyld. (Er nemmere at køre rundt med hårdkogte æg end med friske æg, som kan gå i stykket). Nu spiste vi disse æg med velbehag. Og mætte følte vi os også. Tror pokker. Det første rigtige mad i tre dage.
Nu havde vi besluttet, at vi ville tage en uges ferie i en luksuslejlighed, for det trængte vi sådan til. Vi ankommer ved tre-tiden om eftermiddagen i en pragtfuld lejlighed i byen Arequipa. En by med 720.000 mennesker. 
Jeg er træt. Har ikke sovet i 2 nætter pga. kulde. (Vore soveposer var jo også blevet hugget sammen med teltene, campingbordet og vores fine grill). Skiftetøj havde vi ikke, (også det var væk), og i bad havde vi heller ikke været på vore 2 sidste overnatningssteder. Erik viste sig igen som en rigtig guttermand. Nu går jeg ud i byen og køber mad, medens du går i bad og får varmen og får slappet af, sagde han. Da han kom tilbage, anrettede han først et dejligt før diner måltid med ost, oliven, kiks, blåbær og kærlighedsfrugter og dertil en skøn anis cocktail. Jeg nød det. Senere lavede en fantastisk middag med tre retter mad og en god flaske rødvin til og sluttede af med en god kop kaffe.Jeg kunne ikke få lov at hjælpe - skulle bare slappe af og nyde det. (Normalt hjælpes vi ad i køkkenet). Da jeg stod op næste morgen klokken 9 efter en god nats søvn og kom ud af badet, havde Erik lavet morgenmad, som bestod af spejlæg med pølser. Youghurt med mysli, ost, marmelade og dejlige ciabatterbrød, som han havde varmet i ovnen. Hvor bliver jeg altså forkælet. Gad vide, om jeg nu også kan tåle det? Nå, jeg har jo muligheden for at gøre gengæld. (Normalt er det mig, som er først oppe, og laver morgenmad til Erik, medens han er i bad)
Lørdag den 13. Februar. I aftes oplevede jeg noget, jeg aldrig har oplevet før. Vi sad og hyggede os til noget godt musik, da min stol pludselig begyndte at ryste, som om der stod en bag mig og rystede stolen. Samtidig bevægede gardinerne sig. Jeg blev lidt overrasket men forstod, at det måtte være rystelser fra jordskælv. Erik fortalte, at de rystelser, han om natten før var vågnet ved, var betydelig størrer. Da havde porcelænet i skabene også klirret. Han havde undersøgt, hvor stort jordskælvet havde været. På Richter-skalaen 4,7 og i 62 meters dybde. Dette, vi nu oplevede, var på Richterskalaen 5,2 og i kmmeters dybde. Ja sådan har hver dag sine oplevelser. 
Jeg vil slutte for denne gang. I hører snart fra mig igen - forhåbentlig fra Chile.
Kærlig hilsen
 Edith