velankommet til Moon-light Inn i Thazi

og her er Ediths brev til vennerne:

////////////////////////////////////////////////

Yangon, den 24. Juli 2014

Kære venner.

Tusind tak for de mange fødselsdagshilsner. De varmede meget. Det er altid dejligt at få en hilsen fra jer derhjemme.

Siden sidst har vi været ude på et par flyveture med Lian Air og med Air Asien.
Først
fløj vi med Lian Air fra Sumetra og til Jakarta på Java i Indonesien,
hvor vi overnattede ude ved lufthavnen p.g.a. vores næste destination
var med fly til Myanmar.

Dernæst fløj vi efter et par dages
ophold i Jakarta med Air Asien fra Jakata og til Bangkok i Thailand,
hvor vi havde et ophold på 5 - 6 timer. Tiden i lufthavnen gik dog
hurtigt, for vi benyttede bl.a. tiden med at spise et dejligt måltid.
Thai mad er altid godt, og dette her var ingen undtagelse.

Vores
flyvetur fra Bangkok og til Yangon gik også perfekt. Vi var meget
overraskede over, at det er helt nye fly, vi flyver med både hos Air
Asien og hos Lian Air. Prisen for flybilletter ligger på samme nuveau
som Ryanair. Vi får en god behandling. God mad, som ikke koster alverden
- serveret af så smukke unge piger, fine klæder og søde smil. Disse
piger "træder lige ind i hjertet og med træsko på". Og vi nyder det.

Ankommet
til lufthavnen i Yangon skal vi gennem den helt store kontrol og visum
undersøgelse - troede vi, men ingen gider kigge alle vore dokumenter
igennem. Vi havde ellers betalt 1100,- kr for dem, og så vil de knap nok
have dem i hånden - altså !!!!!

Nå, men vi slap ind i landet
uden problemmer, og vi fik hævet kontanter i en ATM maskine, hvilket for
4 år siden var en umulighed. Da måtte man veksle USA $ om til deres
pengesedler i kyats, og det skulle være helt nye 100,- $ sedler, som
ikke måtte have været foldet på midten, som man jo normalt gør.

Vi
fik også en taxa til vores overnatningssted. En stor lejlighed på 12.
Etage, hvor vi skulle passe en hund - golden retriever - fordi ejeren
var hjemme i USA på ferie i 2 måneder. Hun arbejder inden for
ministeriet, men med hvad og hvordan melder historien ikke noget om. Hun
har en hushjælp til at passe hunden, men hun stoler ikke for godt på,
at han udfører sit job, som hun gerne vil have ham til. Hun havde
skrevet til os, at han går tur med hunden i parken fra kl 7 til 10 hver
formiddag. MEN han ligger inde på sit værelse og sover sammen med hunden
i stedet for, så hendes fornemmelse var rigtig nok. Han er en ung gut
på omkring 17 - 18 år, og han er vandt til at bestemme her, ser det ud
til. Erik løber han bare ikke om hjørner med, og han har da også lært nu
at gå tur med hunden, som han er ansat til. Alle de andre "nykker", han
havde, er da også efterhånden pillet af ham, så vores værtinde kan ikke
genkende ham, når hun vender hjem. Ej heller lejligheden, for i
lamperne er der kommet pærer. Et dejligt billede, som stod på gulvet og
bare skulle op på væggen, er sat op. Aircondition virker, og fjernsynet
virker. Håndtag på gryder og kasseroller er skruet fast - var
livsfarlige, når de bare kørte rundt - men gudskelov har backpakkere
altid værktøj med, også her, hvor en stjerneskruetrækker er uundværlig.
Og el-kedel skulle bare rengøres, og jeg kan bare blive ved med at
remse op.

I morges efter 4 dage i Yangon skulle vi så med toget
kl 6,00, og vi havde bestilt taxa til kl. 5,30 til banegården. Afgangen
var præcis. Vi skulle køre med toget i 12 timer uden ophold. Pris for os
begge var 30,- kr ialt. Og så var det endda første klasse - men med
bumletog. Og når jeg siger bumletog, mener jeg virkelig bumletog. Toget
hoppede og dansede på skinnerne, så vi var simpelthen bange for, at
toget skulle afspores, men det gik ikke så galt. Men ude på gangen var
der en håndvask med en vandhane, og her sprang vandhanen af, så vandet
sprøjtede ud og nemt kunne have givet oversvømmelse, hvis ikke en munk
havde repereret hanen.

Vi rejser fra Yangon og til Mandalay.
Togturen deler vi op i to etape, da vi har valgt ikke at rejse med tog
om natten. Nattogene bliver ofte udsat for plyndringer, hvilket vi ikke
ønskede at opleve. Nu har vi rejst så meget uden ubehagelige
oplevelser, og det vil vi gerne blive ved med.

Vi står af toget i
Theis, og skal finde landsbyens eneste overnatningssted. Ved banegården
holder for en gangs skyld ingen taxaer - men hestekøretøjer. Og kun 3.
Vi bliver kørt hen til vort "hotel" (se iøvrigt Eriks blog. Adressen
kommer her:          blog.travelpod.com/members/erikaggerholm).
Hotellets spiserestaurant er garagen, hvor i øvrigt også byens eneste
taxa holder. Men selv om hotelfatter har bil, må den ikke komme ud i
vandpytterne her og blive beskidt, så vi må igen i morgen tidlig op på
hestekøretøjet for at blive fragtet tilbage til stationen.

Her på
hotellet får vi så god mad - og igen så meget, at vi slet ikke kan
spise op. Konen kommer bekymret og spørger, om vi ikke kan lide hendes
mad. Vi prøver at forklare, at maden er det ikke noget i vejen med, men
derimod vores appetit. Hun kommer også med noget "slik" til os, som hun
synes, vi skal smage. Det er ubearbejdet søde nødder, som er fra et træ,
som står her ude ved vejen. Og det smager fantastisk.

Heller
ikke her bliver vi ruineret. 2 værelser koster i alt 60,- kr, og alt
det mad inkl. 3 store 0,70 l øl samt kaffe bagefter koster også 60,- kr,
så som I kan se, har vi slet ikke råd til at komme hjem og skal til at
leve med danske priser.
Nå, ikke mere herfra i aften. Ka' I ha' det rigtig godt allesammen og pas godt på jer selv og hinanden.

Kærlig hilsen

Edith