en fantastisk opdagelsesrejse paa denne soe som er ca 200 kvm og beboet og med landbrug over naesten hele soen.

Her er Edths brev til venner:

Inle Lake, den 28. Juli 2014

Kære venner.

2. Etape af vores togtur starter nu her til morgen. Da vi skal med hestekøretøjet til banegården kl. 6,15, stod "hotelmutter" med en pose, hun gav til Erik. Hun sagde, det var til vores togtur. Vi havde jo fået at vide, at hotelopholdet var uden morgenmad, og at vi heller ikke kunne købe noget der så tidligt fra morgenstunden, men at det heller ikke ville være et problem, for vi kunne købe på toget.

Men da vi kom ombord på toget, havde taget plads og skulle til se, hvad posen indeholdt, fik vi en glædelig overraskelse. To store pandekager, som vor mor bagte dem. Og lune var de endnu. Og de smagte - uhm !!!!!! Og desuden 2 store flasker koldt vand, som er uundværlig på sådan en tur. Tænk, hun var stået meget tidlig op for at bage pandekager til os, selv om morgenmad ikke var med i prisen. En rigtig flot gestus.

Sådanne overraskelser bliver vi mødt af overalt her i Myanmar. Som f.eks. i går i toget sad vi ved siden af en dame. Hun købte 2 små poser slik, hvoraf hun gav os den ene, for hun syntes, vi skulle smage det. Vi ville så give hende bananer, som vi havde, men det kunne vi ikke få hende til at tage imod. De er så fattige her - men har overskud til os alligevel. Det eneste, vi kan få lov at glæde dem med, er et stort smil, og så får vi så mange glade mennesker at se. Som nu forleden dag, da vi gik tur, havde skolebørnene lige fået fri. Og der sad en flok piger oppe på en vogn og råbte hej og rakte hænderne gennem ruderne ned til mig, så jeg kunne tage dem i hånden og hilse på dem. Det vakte så stor glæde - ikke kun hos børnene, men også hos de voksne, som stod omkring og så det. De er jo slet ikke vandt til turister herude, så derfor er de så glade for at hilse på os.

I dag på vores togtur havde vi igen en speciel oplevelse, da vi bumlede derud ad. Vi sidder jo på "første klasse" - en vogn så beskidt og uden ruder troede vi, men når der regner, kan man godt få noget, der ligner ruder, ned. Og vi sidder, så vi kan se alt, hvad der foregår ude i lokomotivet. Toget kører meget langsomt. Forest sidder en mand og holder øje med skinnerne. Han råber hold, når der er sket et eller andet med togskinnerne, hvorpå et arbejdshold udstyret med hakker, skovle og spader og deslige redskaber farer ud af toget og reparerer skinnerne, så vi kan komme forbi. I dag, da der skulle repareres skinner, ventede vi en times tid, hvorpå toget fortsatte med den forsinkelse, det nu engang indebar.

Ankommet til vores bestemmelsessted må vi endnu engang gennem det her cirkus med at få en "taxa". Ingen bil taxaer på stationen, kun cykeltaxaer og motorcykeltaxaer. Vi forhandlede længe om at få en biltaxa, men der kommer ikke nogen, og motorcykeltaxaen begyndte så af sig selv at gå ned i pris til det halve. Vi slår til og bliver kørt i påhængsvogn de 11 kilometer, der er til byen og vort hotel. Det vil sige endnu en rystetur. For at få lov at komme ind i byen skal fremmede, som os, betale 50,- kr hver, men så må vi også blive her til vores visum udløber - visum 28 dage i alt til 1100,- kr.

Vi indkvarteres på hotel Primrose og får hver vort bungalow med egen veranda. Overrasket bliver vi, da vi møder op til morgenmad. Her er pyntet pænt op med fine duge og europæisk morgenmad. Spejlæg eller hvad man ønsker. Virkeligt dejligt. Vi havde ellers lige vænnet os til, at morgenmad, middagsmad og aftensmad er ris og lidt kød eller fisk. Ingen forskel på hvad tid på dagen, måltidet nydes - altid det samme.

I dag har vi været på sejltur - en lille pram med påhængsmotor beregnet til 4 personer. Vi var kun os to og havde lejet båden med chauffør hele dagen, pris 90,- kr. Vi blev afhentet kl. 8,00, hvor vores mand kom på cykel efter os. Vi kunne nu godt selv have fundet prammen, men han ville være sikker på, at vor aftale blev overholdt.

Vi sejlede ad kanalen ud i søen Inle. Her var vores første møde med en ben-roer. En speciel teknik, de har lært sig. De har den ene hånd fri til at bruge til f.eks. at fiske med, medens de står op i båden og slår et ben rundt om åren og er i stand til at ro med benet. Sjovt ser det ud, og praktisk må det også være, men de skal være god til at holde balancen.

Det næste, vi møder på søen, er tomatplanter i stor -stor stil. De vokser på små øer, som svømmer rundt i søen, hvis ikke lige de var fastgjort til bunden med en stor bambuspæl. Det er en stor industri her, og den giver arbejde til rigtig mange mennesker. Først skal de plantes - så "nivres" og plukkes. Så sejles de til byen, hvor de sorteres og sendes til eksport. En aften, vi kom forbi en sorteringscentral, blev vi inviteret ind for at se det, og vi fik et par grønne tomater, vi skulle spise. De smagte godt - ligesom et æble. Hvorfor har vi aldrig prøvet at smage på grønne tomater hjemme? Ja og de puttes i trækasser, som fabrikkeres på andre værksteder her i byen. En virkelig god ide en mand engang har fået med at dyrke tomater på søen.

Disse små flydende øer kaldes flydende haver. Det er nemlig ikke kun tomater, her dyrkes, men også blomster. Her er vandhyasinter, orkideer og mange andre planter.

På vores sejltur lægger vi ind til bredden og besøger en sølvsmed. Her sidder halvstore drenge - forældreløse - og håndlaver dejlige smykker. Jeg overtales til at købe en sølvfisk, som kan bevæge sig i skællene.

Vi besøger også et væveri, hvor vi ser, hvordan de udvinder bomuld af plantefibre fra vandhyasinten. De importerer også flakonner fra sommerfugle og laver silke. Vi ser, hvordan de væver tingene - og syr - og her overtales jeg til at købe en "mulepose" / taske.

Vi besøger et sted, hvor de håndlaver cigarer. Halvstore piger - forældreløse - sidder og laver cigarer. Også her overtales vi til at købe 2 cigarer, som vi skal have i aften sammen med en whisky. Vi har vel levemåde. Så kom ikke her.

Også en smedie besøg vi, hvor de laver knive. Forarbejdningen af en kniv er de 5 mand om. En passer essen og det glødende jern - en passer blæsebælgen, som var to stempler og blev betjent med fødderne, medens manden sad oppe under loftet. Tre er de om at hamre på stålet på skift - og det gik chep.

Vi besøgte også et marked og for enden af dette, var et stort tempel med 2 kilometer gange. Udenfor templet var der utallige gamle næsten faldefærdige høje tårne, podaer kaldes de vistnok.

Også et kloster indgår på vores tur, så vi er blevet meget "religiøse". Hjemme på vort hotel ser vi mange munke. Munkedrengene er forældreløse, som munkene tager sig af. I går talte jeg 77 drenge, som gik forbi her på vejen i en lang række. Aldrig to og to - og aldrig tale med hinanden.

Men det som fylder allermest i tankerne efter vores tur, er besøget hos "long neck ladies". Det er kvinder, der bærer metalringe om halsen, så deres hals bliver meget lang og underansigtet meget kort. Pigerne får dem på fra de er 9 år og skal bære dem resten af livet. Tages aldrig af, kan ikke komme af. Piger på 9 år bærer en vægt om halsen på 4 kg. Når de er 13, et vægten 7 kg. 17 år er det 9 kg. Og som 20-årig er vægten 11 kg. Og de bærer også samme slags ringe om arme og ben.

De sover altid med dem og kan knap dreje hovedet. Det er ikke svært at forstå, hvilket torturredskab, det er. Sådan følte jeg det, da jeg så det. Og spise synes jeg er umuligt for dem, da de jo ikke kan bevæge underkæben. Og så meget metal mod huden, og her hvor der er så varmt og de sveder - og så ikke kan vaske sig. Og hvordan med nikkeleksem? Det findes måske ikke her? Ingen skal bilde mig ind, at det er ædelt metal, de bærer rundt på, og det lignede det da heller ikke.

 Ikke mere for denne gang.

 Kærlig hilsen

 Edith