Jeg har igen fået lov at låne Ediths brev til vennerne - den gengives herunder.

Vi er 500 km før Mexicali og krydser nok først grænsen mandag morgen.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------

• [email protected]

• 
• 

Fra:Edith Jakobsgaard ([email protected]) Afsenderen findes på din liste over kontakter.Sendt:2. marts 2014 09:11:05Til: Edith Jakobsgaard ([email protected])

Kaere Venner
 
Sidste soendag forlod vi Guatemale. Godt nok ikke uden forhindringer. Kort foer Graensen begyndte bremserne I bilen at hyle, og gode raad var dyre. Erik mente ikke, der var andet at goere end at faa en mekaniker til at kigge paa problemet, men en soendag og I en udoerk, som Guatemale, hvor alt vat saa total gammeldags - og koerende I en canadisk bil med automatgear. Ja, det virkede ikke sandsynligt, at det kunne ordnes uden videre, og vi forberedte os paa, at vi matte overnatte der til mandag. I byen, hvor det skete, spurgte vi paa servicestationen, om de tilfaeldigt kendte en mekaniker her I byen, som kunne hjaelpa os. og 500 meter fra hvor vi holdt, fandtes den eneste moderne mekaniker I hele Guatemale, og han havde soendagsaaben til klokken 2. Vi fik baade skiftet 4 bremseklodser, fik drejet 2 bremseskiver af, fik skiftet forhjulene om til baghjulene, og fik en gennemgang af hele bremsestemet, og pris 540 kr. Ikke nok med det. Da vi fortalte, at vi var paa vej over graensen, sagde mekanikeren, at vi ikke skulle tage den graensestation, vi havde udset os, men den her I byen. Den var nyaabnet, og uden ventetid. Svenden, som havde hjulpet os, sprang paa sin motorcykel, og ledte os gennem byen og til graenseovergangen, hvor vi kom gennem uden ventetid. Da vi kom til graensen til Mexiko, kom en vagt springende for at hjaelpe os, for graenseovergangen lukkede om 10 minuter. Der lykkedes os virkelig at slippe over med meget goodwell fra vagten. Vi skulle selvfoelgelig havde alle de kopier, som vi normalt skulle have taget efter stemplingen af de originale papirer, og der var ikke nogen bod aaben, som kunnde tage kopier, men straks foranledige den hjaelpsomme vagt, at en mand fik aabnet for kopirummet, saa hokus-pokus var alt paa plads, og vi kunne koere ind I Mexiko.
Naeste dag koerte vi videre nord paa. En skoenne tur, hvor vi saa nok verdens stoerste vindmoellepark. og ogsaa Vestas var repraesenteret med en stor hoben. Men det skulle ikke blive nemt. Vi kom ind I en vejblokade, hvor lastbilerne havde lagt traestammer over vejen og de holdt paa begge sider og spaerede total af. Da vi havde holdt der I 3 timer , uden at der skete noget, lykkedes det Erik at faa vendt bilen og mirakuloes kom vi igennem blokaden og maette koere tilbage til, hvor vi kom fra.
Vi kom altsaa ikke ret langt den dag, men tilfaeldigvis fandt vi en campingplads ude ved Stillehavet. Her var saa dejligt, at vi blev en ekstra dag. Vandet var skoent, og vi badede, og medens Erik laa paa stranden og sov , og jeg sad I skygge, kom pludselig en leguan gaaende hen mod Erik. Jeg fik ham stilfaerdigt vaekket, saa han ikke forskraekede den. Den var med halen ca. 2 meter lang. Et utroligt syn, og en utrolig oplevelse. Men det skulle ikke blive den eneste spaende oplevelse den dag. Da vi om aftenen grilled, og Erik sad paa hug ved grillen, kom pludselig naboens hund farende - goende og meget hidsig. Jeg naede lige at se, hvad den var efter. Ca 3 meter fra Erik stod en vaskebjoern ca 1 meter hoej, og den kunne aabenbart ogsaa godt lide grillmad. Godt naboen havde en stor hund med, som kunne jage bjoerne vaek. Jeg toer ikke taenke paa, hvad der kunne vaere sket.
Ud over smaa sjove oplevelser, har vores tur gennem Mexiko indtil nu vaeret problemfri. Kun afbrudt af frugtkontrollen, som hele tiden standser os og spoerger, om vi har frugt med. Da baade Erik og jeg ligner et par uskyldige turister, som ikke kunne finde paa at smugle bananer og appelsiner med, og kontrollen ikke finder noget, naar de gennemgaar bilen, faar vi lov at koere videre, hvorefter vi skynder os at spise de bananer og appelsiner, som de ikke fandt, fordi de laa aabentlyst nede paa gulvet hos mig.
I forbindelse med vores overnatning paa hoteller, moeder vi mange dejlige mennesker. Mexikanerne er utrolige venlige, smilende og vil saa gerne tale med os. De vil det saa godt for os. Som nu I aftes, da vi overnattede paa et nedlagt hospital, som var omdannet til et familiaer hotel. Faderen havde haft et hospital der, og soennen, som var ingenioer, havde overtaget hotellet. Soennen ville saa gerne hoere om Danmark om Eriks jordomrejse, og da vi naeste dag forlod hotellet, sagde soennen, at naeste gang vi kom, skulle vi ikke bo paa hotellet, men I hans private sommerhus, som laa ved Stillehavet.
Ja det er ikke den eneste invitation, vi har faaet. I soendags faldt vi I snak med et canadisk par I en park. Vi havde en meget  hyggelig eftermiddag sammen alle fire, og de inviterede os ogsaa til at besoege dem. De boede 4 timers koersel fra Van Cover, og selv om de vidste, at jeg skulle hjem nu, tilboed manden at hente mig I lufthavnen, naar Erik kom til dem, saa jeg kunne vaere der ogsaa. Det betoed ikke noget med den ekstra koeretid. Ja helt fantastisk med den venlighed, vi moeder.
 
Klokken er mange, det er sengetid. Saa godnat herfra Mexico.
 
Kaerlig hilsen
 
Edith