Herefter tiltales jeg son ErikSan - vist kun i Japan

At sidde her i toget i Hokodate på Hokkanido som er den nordligste af de japanske øer er lidt surrealistisk. Venter i toget som snart går til Sapporo.


Prøv at Google Shinkansen
Dagen startede med at tjekke ud af kapselhotellet - ingen tårer af den grund + så en frisk gåtur til togstationen kl. 6. Med lokaltog til hovedbanegården som hedder Tokyo. Jeg fandt mit tog nordpå meget hurligt, en time for tidligt. Blev overrasket over at den flaske cacaomærk jeg trak i automaten var varm.

Så kører toget og altid på minuttet og ikke et minut over tiden!

Tilbage til i morges. Mit tog er et såkaldet Bullit-train. Jeg har jo en billet der giver fri adgang til alle tog og kan få gratis pladsbilletter på alle stationer. Dette tog medtager kun folk med pladsbilletter. I modsætning til de sidste mange lande, er der her ingen sikkerhedkontro eller legitimationskontrol. Jeg gik lige til peron 23 og der afgår bullit trains ca hver tiende minut. Togene er med 16 vogne og folk venter i optegnede køer på perronnen. At fylde et tog tager kun få minutter - som RyanAir! Han må have lært det her. Kl. 08:20 kørte toget, det er meget bredt med 6 meget konfortalbe sæder i hver række. Rigtig god plds - marchhastigheden er lige over 300 km/h og kørslen er helt stabil.
Ved nordspidsen af hovedøen skiftede jeg til et almindelig eksprestog og kørte et har timer til den by hvor jeg kører fra nu. Turen gik igennem verdens længste tunnel til Hokkaido. Tunlen er 55 km lang og 250 under havoverfladen - en boret tunnel! Nu ligger der sne overalt og det siges at der er meget mere sne på øens vestside, da havet er koldere der.

På det sidste tog blev jeg adopteret af en dane som talte engelsk og det gæorde hun så i 2 timer. Jeg kiggede efter vogn 1, men ingen vognnumre, hun ville hjælpe men kunne heller ikke se nogen numre - hun er japaner men har boet i USA og fortæller at japanerne har et andet forhold til tal end vesterlændinge. Jeg fandt min plads og hun satte sig ved siden af - stadig snakkende. Men jeg fik også gode ting at vide, nyttige ting - selv om hun ikke hørte mine spørgsmål eller bare nikkede og fortsatte med at snakke.
Hun fortalte om dette specielle japanske oksekød, et lille stykke med tilbehør koster fra 10.000 Yen og opad. 2.000 danske kroner. Jeg køble en frokost bokss af togværtinden - grisefarmeren havde vedlagt en seddel der beskrev grisens opvækst og dens griseforældre.
Og jeg som eller ikke spiser ret megete gris!!
PS - ganske uden forvarsel er det varme i toiletsæder ............ også nogle knapper man kan trykke på - det turde jeg dog ikke!!! Måske næste gang?
 Hun skulle heldigvis med et andet tog, der hvor jeg skulle skifte til Sapparo, så jeg kunne så hvile ørene lidt - troede jeg - hun havde selvfølgelig aftalt med en anden dame, som skulle til Sapparo, at kun tog sig af min videre velfærd. Vi har ikke et fælles sprog, men hun kan bukke rigtig på japansk og ligne en stor undskyldning. Lige nu prikkede hun mig på armen fordi jeg skulle finde min billet frem, så den er klar når kontrolløren kommer. Japanerne er altid klar og forberedte.

Modsat havd jeg havde hørt og egne fordomme er det er positiv overraskelse at møde japanerne på gaden - smilet er en selvfølge - og også hjælpen hvis de kan og mange taler ikke et ord engelsk. Da får man bare et lille smil og de går videre.
Uniformen som man spørger på stationen er ved at brække over i iver for at vise mig hen til den rigtige perron - man kan intet læse selv. På gaden er der store informationskort - gadenavne selvfølgelig kun på japansk - stor hjælp alligevel. I aftes kom jeg alligevel i problemer, da jeg skulle gå til hotellet. Jeg mente bestemt at jeg var gået ud af banegården på den rigtige side og intet kunne jeg genkende på kortet - var det overhovedet den rigtige station - ja det var det.

Intermezzo: Nu kom min veninde gående gennem vognen - jeg troede hun var med et andet tog! Nå ingen pladser i denne vogn!

Hvordan fandt jeg så hotellet - tog en taxi? Nej!!! Spurgte nogen - Ja, men ingen kunne hjælpe! I en by med 35.000.000 kender ingen den næste sidegade og taxierne kører alle med navigatorer.

Tredje eller fjerde gang jeg studere gadekortet, så jeg pludselig at nord var nedad! Og så var jeg hjemme på 2 minutter.

Videre planer og eller ændringer af disse: Jeg har lige fundet ud af at man kan sejle fra nordspidsen af Hokkaodo til Sakalin - det var en anden mulighed for at komme til Rusland - må gennemtænkes - man taler også om at bygge en bro eller tunnel her. Og hvem har nogensinde været på Sakalin???

Vi kører nu gennem en stor skov, meget smuk med bare træer og masser af sne - i høj solskin! Bjergene erbkegleformede vulkaner og meget smukke!

Jeg har ikke reserveret noget sted at bo