Jeg har fået lov at låne Ediths mail ti min blog - tak for det. Den bringes her ucensureret:


 Kære venner.
Turen går nu videre fra Costa Rica gennem Honduras, El Salvador og til Guatemala. 
Da vi i onsdags kørte fra vores dejlige primitive camp ude i regnskoven, kom vi netop forbi floden, hvor krokodillerne lever frit. Jeg siger jer, der var mange, og de var sultne. De sendte længselsfulde blikke op på broen, hvor både Erik og jeg stod sammen med mange andre og fotograferede dem og nemt kunne blive krokodilleføde. Vi skyndte os videre, for at blive spist af en krokodille kunne vi ikke tænke os.
Vi passerede grænsen til Honduras uden problemer men med en kommentar fra tolderen, som skulle se på bilen. "Sikke da et rod I har, og hvor her stinker" (de kender vist ikke til campinglivet her!!!!!!!!!) Og har heller ingen humor!!!!!!!!
Nå men så nemt skulle det ikke gå, da vi skulle ind i El Salvador. Paskontrollen var passeret for vores eget vedkommende, men bilen skulle have den helt store check. Den skulle køres gennem en scanner, og jeg blev hentet ind på kontoret af en tolder - fik ikke lov at tale med Erik om, hvad der foregik og anede intet om hverken scanning af bilen eller nogen ting. Og det var nok godt nok. For da jeg fik anvist en stol og de snakkede med mig, troede jeg, at det alt sammen bare var hyggesnak, for at jeg ikke skulle sidde alene ude i bilen. Og jeg fortalte glad om hele vores tur, og om Erik var på en rejse jorden rundt og den ville vare et år, og om vores ophold på sprogskolen o.s.v.At det var et forhør om vores ophold, gik først op for mig senere, da jeg gentagne gange blev spurgt om, hvad vi havde købt på turen. Jeg kunne kun sige, at vi ikke havde plads til nogen ting i rygsækken, som vi jo skulle videre med, og derfor ikke havde plads til ekstra indkøb.Jeg var glad ved, at jeg ikke var opmærksom på forhøret, og derfor var meget afslappet og grinede og lavede sjov. At de iagttog mig og jeg ikke virkede spor nervøse, blev nok til vores fordel. Da vi efterfølgende fik lov at køre videre, dog kun en halv kilometer, og igen blev hentet ind til check, hvor Erik skulle udfylde nogle vigtige papirer, var jeg knap så skråsikker på, at intet var galt. Enhver kunne jo have anbragt noget under bilen, medens den stod på gaden. Og at der atter gik et par timer, hvor jeg intet vidste om, hvad der foregik, gjorde mig nu pludselig en smule bange. Efter flere timer kom Erik endelig tilbage, og vi kunne køre ind i El Salvador efter 4 timers grænse chikane.  
Dette var dog en mild grad for chikane, når jeg tænker på, hvordan det var at komme ind i Guatemala. Her var papirgangen så besværlig, at selv om det var lørdag, måtte vi have fat på en advokat til at hjælpe os med at flytte bilen til mit navn, fordi Erik havde været i Guatemala med bilen tidligere og ikke kunne komme igen de næste 3 måneder. Sikke da et cirkus og pengemaskine. Og så var det endda tolderen, som sagde vi ikke kunne komme ind i landet, der foreslog denne løsning. Hvad mener I så om sådant et bureaukrati. Nå men til sidst lykkedes det, dog spild af tid og penge, og også denne grænseovergang tog 4 timer.
Nu tror I nok, vi kun oplever kedelige ting. Det er dog ingenlunde tilfældet. Som nu i aftes, da vi ankom til et dejligt familiær hotel i El Salvador. , hvor far, mor og 4 voksne børn drev hotellet, fik vi en kongelig modtagelse. De unge mennesker havde i løbet af dagen været ude at indfange et lam, som blev slagtet og skulle på grillen i dag lørdag. Da vi så det nyslagtede lam, kommenterede Erik, at det kunne være dejligt, hvis vi kunne være blevet og smagt det. Straks foreslog de at tænde grillen op og stege nogle gode bøffer til os med det samme. Vi takkede ja til tilbuddet, og jeg siger jer, det smagte fantastisk. Men ikke nok med det. Da de i El Salvador ikke har vinkultur og ikke kunne servere en vin til maden, fik vi lov til at drikke vores egen medbragte. Og medens Erik hentede vinen, fortalte jeg familen om vores tur. De troede, vi var amerikanere p.g.a. bilen, men da de fik at vide, vi var danskere, skete der noget uventet. Medens vi sad og spiste, kom turistchefen fra byen - tilkaldt af familien. Han spurgte, om han måtte fotografere os og bringe en artikel i deres blad om Eriks tur jorden rundt, så det blev til en længere historie. Og forreste glemte jeg at fortælle, at prisen på en udsøgt middag for 2 løb op i 7, 50 dollar. D.v.s. knap 40 kroner i alt.Det samme gentog sig nu her til morgenmad. Der var blevet bagt 2 forskellige slags morgenbrød til os. Vi fik spejlæg med alt tilbehør og ost, og da Erik spurgte til marmelade, blev der straks sendt en i byen for ar købe en rigtig god marmelade. Ja vi blev rigtig forkælede.
Nu ikke mere for denne gang. I morgen går turen ind i Mexico. Så må vi se, hvordan det går.
Kærlig hilsen
Edith.