Escobar var engang med til at gøre byen til Verdens. I dag ligger byen godt beskytter midt i andesbjergene og er ve, som det meste af Colombia ukendte for de fleste europæere - det regnes stadig for et af verdens farligste lande at opholde sig i.

Den nuværende regering har fået styr påmange ting i landet. Det fremstår ved et første øjekast, hvor jeg jo ikke har mulighed for at kigge dybere, som et af de mest velordnede lande, jeg har besøgt blandt de såkaldte tredjeland.

Sikkerheden virker som noget man tager alvorligt. Politiet er meget synligt, men ikke påtrængende fx er en stor del af betjentene ubevæbnede. Det er meget unge mænd og kvinder, som siges på den måde at kunne aftjene værnepligten. De skaber ikke meget respekt og bruger mest tid til at tjekke mobilen. Politiet udfører konstante vejtjek, men på en naturlig måde. Jeg er aldrig blevet antastet og møder kun smil også ved tjekkene, som jeg altid vinkes lige i gennem. .

Den kollektive trafik er også gennem-reguleret og eneste by med Metro. Metro må nok i anførselstegn, men absolut effektivt og velfungerende. Jeg vil prøve at forklare Metroen, som fungerer som i Europa, bare anderledes og formodentligt til en brøkdel af etableringsomkostningerne. Metrotogene bygges med busdæk, der ansættes en fører, han sidder bag et rat. Vejen opdeles så Metrobussen har en afgrænset bane helt for sig selv - ikke andet kan komme ind på den. Metrostationerne er opbyggede fuldstændig som metrostationer i Europa, bare oppe på gaden. Og stationen er med adgangsautomater og lukkede porte indtil en bus holder udenfor - så åbnes både bussens skydedøre og stationens skydedøre. Der kan så skiftes til andre linier eller man kan gå gennem kontrolapparatet og ud. På et tidspunkt kommer så metrobusserne så til stationer med tog, det foregår ganske umærkeligt og igen når man sener igen skifter til metrobusser. Medellin ligger i Andesbjergene og byen ligger i en lang dal.De fleste mennesker bor oppe på bjergsiderne. Disse kæmpebusser og metrotogene kan ikke køre der. Man bygger naturligvis svævebaner, som man sømløst kan stige ud i fra Metrostationerne og så bliver man før op på bjergsiden og kan stige af på stationer under vejs. I den indre by kører systemet, bus eller tog, naturligvis under jorden.

En anden usædvanlighed er taxisystemet, en taxi er gul og har indregistreringsnummeret skrevet med stort på bilens sider og på taget - der er taximetre, som automatisk bruges uden at spørge, En kilometer koster ca. 2 dkk.

Og aller vigtigst - kaffen er Verdens bedste og kaffebarer over alt.

Togsystemet er afskaffet og nedlagt, vidst for altid. Der er flytrafik til næsten hver en flække, men den altoverskyggende transportmiddel intercity er bussen. Jeg kom med bussen fra Cartagena og moderne busser kører flere gange om dagen.

Jeg boede et sted, jeg havde fundet på airbnb, det var et værelse i en villa og 10 minutter fra Metroen.

På vej far Metroen og hjem, fandt jeg et lille vandhul, hvor mutter talte fransk. Jeg tænkte ikke så meget over det, men vi aftalte, at jeg skulle spise til aften der senere. Da jeg kom, var værtshusholderen der selv, det viste sig at han var belgier - altså næsten landsmænd! Jeg bestilte en bøf, det var jeg naaiv nok til at tro, at det ville være i orden her - ellers skal man holde sig væk fra oksekød, det er aldrig mør. Det var det her heller ikke og det der var mør var ren fedt. Det fik vi så en snak om da han kom og ville snakke efter maden. Han var led ved det og bød på en øl. Da jeg skulle de 10 minutter hjem, tilkaldte han vagten og udstyrede ham med en cykel og mig med en paraply og jeg blev eskorteret hjem.

Næste dag fik jeg en mail med invitation til middag i hjemmet, det var dog for sent inden jeg så mailen og næste dag gentog invitationen sig, da havde jeg allerede forladt byen.

Turen gik så i bus til kaffecentret Pereira - igen en bjergby, men uden format og ikke videre trykt. Jeg valgte at flyve til Bogotá, det var en meget ubehagelig tur med masser af sorte lufthuller, heldigvis virkede sikkerhedsselen, så man kunne holde sig i sædet. Hotellet jeg havde valgt, lå for ucentralt, og den kollektive transport virkede ikke i byen - der var for langt at gå til centrum og taxiernes taxametre virkede ikke ens. Jeg fik en aften voldsom feber med alt hvad deraf følger med diarre og opkastninger og voldsomme kuldegysninger, kuren var 2 paracetamol. Om morgenen fejlede jeg intet. Ud at opleve byen igen. Så kom hjernen dog lidt i gang også, hvad var nu det? Symptomerne var umiskendeligt malaria, kunne det nu passe, jeg havde jo taget malariaprofilaks som jeg skulle, endda Malarone som er det dyreste. Frem med indlægssedlen - jo ingen absolut sikkerhed - ikke muligt at komme i kontakt med egen læge pga weekend. Ud i byen for at finde testsæt, det var ikke muligt og aldrig mere rejse uden et testsæt i medicintasken. I vejledningen stod, hvis man er i områder, hvor diagnosen ikke kan fastslåes, tilrådes det at gå i gang med en egenbehandlig inden 24 timer. Det valgte jeg - 4 gange dosis i tre dage og man er kureret for malariaen, hvis den har været der eller er der ingen skade sket. Men det var der, blod i urinen. Jeg stoppede med malariapillerne, kunne nu kontakte min egen læge i Danmark og havde nu en beroligende kontakt, lægen mente at det var en kombination af højden og den uvante dosis af Malarone - overvejede næste flyver hjem inden jeg eventuelt måtte indlægges i Bogotä, jeg havde ikke megen lyst til at blive patientgjort i Colombia, så hellere rejse hjem, medens det var muligt. Jeg havde eller ingen gener af nogen art. 12 timer efter stoppede den synlige blødning.

Jeg tog konsekvensen, droppede min bus til Quito, som ligger 1.000 meter højere, droppede min hotelbestillig i Quito og tog første flyver ned. Det blev til Limá i Perú. Afsted til lufthavnen og farvel til en fantastisk og overraskende land med en venlig og altid smilende befolkning og afsted til næste land stort set uden forberedelse.

https://www.youtube.com/playlist?list=UU6mcfGuXr3SuXzb8yknjgHg