Nu, hvor turens 2. år snart er slut og et nyt kapitel ligesom er begyndt - udelukkende med Sydamerika, kommer der ikke indslag på  bloggen hver dag - jeg regner med en opdatering en gang om ugen cirka.

Du kan få en melding på e-mail, når der er nyt på bloggen og du behøver så ikke spilde tid og ærgre dig over at der alligevel ikke er nye indslag - det kræver at du melder dig til på forsiden under: Get email updates - eller bare sender mig en email om det.

Kommentarer er meget velkommen, det varmer altid at vide at du gider læse om min dagligdag - måske har du et forslag til nye oplevelser?

According to the current interpretation of the flag, the colors signify:

•    Yellow: represents all the gold found in the Colombian land.
•    Blue: represents the seas on Colombia's shores.
•    Red: represents the blood spilled for Colombia's independence

På fredag har jeg været her i 2 uger - først og fremmest for at vænne mig til varmen. Den første uge boede jeg uden a/c det var en fejl og en lidelse. Jeg nåede ingen ting. Her den anden uge fungerer velbefindendet bedre. Jeg har a/c, men stadig ingen vinduer og derfor heller ingen mulighed for udluftning. Men tingene fungerer og der er rengøring hver dag og dejlig morgenmad mellen 7 og 9.

Jeg havde planlagt 3 projekter her. I dag lykkedes det første:

at få tredie vaccination for livslang beskyttelse mod rabies. Rabies vaccinen findes ikke på lager i Skive og leveringen fra seruminstituttet blev forsinket, så jeg ikke kunne nå det 3. skud. Det skulle jeg så have i Colombia. Unægteligt et spændende og udfordrende projekt, som altså lykkedes i dag med stempel i det gule internationale vaccinationsbevis.
160.000 mennesker dør årligt af rabies. Smitten overføres umærkeligt til mennesker fra kæledyr, en rift eller et slik på huden er nok. Symptomerne viser sig 3 måneder efter og sygdommen er så 100% dødelig. Hvad mange ikke ved er at dobbelt så mange katte er smittebærer, de fleste ved at bid af en hund eller ræv kan være farlig og kan så nå en behandling.
Og nu beretningen om hvordan det gik til. Vaccinationen skulle udføres i denne uge - mellem fredag og fredag. Så jeg gik i gang fredag. Min læge i Skive havde foreslået, at jeg kunne bestille vaccinationen på et lokal apotek og så selv foretage operationen. Det var jeg ikke særlig varm på og her er heller ingen fixeskure :)) Columbia er et velordnet land og man kan ikke bare købe hvad man vil på apoteket. Så jeg henvistes til en sundhedsklinik ikke langt derfra. Fint. Dørmanden var meget uvenlig og ville slet ikke lukke mig ind. En gut kom mig til undsætning og viste mig skiltet, der stod godt nok, at klinikken kun for kvinder!!! Han fulgte mig så til en ny klinik for vaccinationer - det var nu efterhånden blevet lukketid, men de åbner igen mandag - ingen problem.
Mandag formiddag igen på vaccinationsklinikken - 2 sygeplejerske forklarer mig venligt, at her vaccinerer man kun børn. Jeg bliver nu udstyret med en fin seddel om, hvor det rigtige sted er, det er i den anden ende af byen, 3 kvarters travetid og man behøver ikke gå sig til varmen. Jeg når frem og forklarer igen mit forehavende, de fortæller, at det ikke er her, men de ved hvor det er - lige rundt om hjørnet, men at de først åbner klokken tretten - fint nok, et spænden og nyt kvarter med mange små lokale restauranter med to tre borde nærmest i privaten - jeg blev placeret ved familiens spisebord foran et kæmpe fjernsyn med DisneyShow for familiens treårige sharmetrold. Jeg kender nu alle hendes dukke, nogle hjemmelavede og de har en bus lavet af en firkantet plastikflaske med huller skåret i toppen til de små dukker, den er med hjul og flot malet, en snor er bundet omkring flaskehalsen, så den trak jeg rundt med - heldigvis kom suppen kogt på et kødben og med 2 slags søde kartofler. Så et stykke stegt fisk, med sur salat og ris -vand og frisk juice/saftevand - i alt 7.000$ eller 17 dkk.
Jeg gik så tilbage til, det jeg troede måtte være vaccinationsklinikken. Der var absolut ingen information udenpå, men da jeg åbnede døren, opdagede jeg 50 kvinder, der sad på rad og række - nå det var vist også en ommer - jeg snakkede alligevel til en kontorperson som sad i hjørnet. Jeg er blevet bedre til at fortælle min historie og hun pegede bare på en dame, som også ventede. Jeg forstod nu køsystemet og at jeg skulle ind næst efter hende. Nogen fandt en rigtig stol til min, så jeg ikke behøvede sidde på stålbænkene. Dejlig a/c og min bog, som jeg altid har med, når jeg skal sidde i kø. Efterhånden blev det min tur. Endnu 2 sygeplejerske og naturligvis syntes de det var mærkeligt, at jeg bare sådan dukkede op og ville have en bestemt vaccination og hvorfor havde jeg ikke fået den i Dinamarca og hvorfor ville jeg overhovedet have den, der er jo næsten ikke rabies i Columbia, men da de hørte, at jeg også skulle besøge nogle af deres nabolande, kunne de pludselig meget bedre forstå det. Men jeg skulle altså have en henvisning fra en praktiserende læge og en recept på medicinen! Jeg må nok have set lidt nedslået ud, hun skyndte sig at skrive adressen på en gul seddel og fulgte mig ud på gaden og hen til gadehjørnet og viste mig at jeg bare skulle gå over broen og ligeud indtil jeg fandt Edificio Galeleio, der var der en praktiserende læge og han kunne give mig en henvisning. Mig afsted en halvtimestid til et helt nyt kvarter med mange gamle smukke privathuse og nogle nye bygninger som alle kaldes Edificio et eller andet, men Galileo var ikke at finde, jeg talte med mange portvagter og et postbud, ingen kendte adressen. En politistation - vagten vidste heller ikke noget og fandt en overordnet, som meget overraskende meddelte, at det var her, men at der bestemt ingen praktiserende læger boede på politistationen. Det var hovedkontoret for politiets efterretningstjeneste ISPOL. Jeg takke meget og bakkede ud og gik hjemad. Det begyndte at tordne voldsomt. Jeg kom forbi en villa, hvor der stod læge, jeg gik ind og spurgte en kvinde (lægefruen viste det sig senere), hun vidste hvor det var - i bygningen foran supermarkedet, som jeg var gået forbi hjemad for længe siden! Jeg takke og gik og kom lige ud på gaden da sluserne åbnedes og hun kom løbende efter mig og sagde at sådan en recept kunne hendes mand da sagtens lave - fint og jeg kom i læ og gaden blev til en flod. Jeg blev placeret i køen - gik ud på terrassen for at beundre naturfænomenet. Halvdelen af terrassen havde lægefamilien udlejet til en anden familie som drev spisested der med en fem seks borde under fri himmel. Moderen trak sin voksne søn frem fra gryderne og ønske at jeg skulle snakke med ham, lidt akavet, men det blev en rigtig god oplevelse. Han var universitetsstuderende, havde studeret engelsk og studerede nu fransk og kunst. Han var utrolig vidensøgende og jeg fik også trukket meget viden om Colombia ud af ham. Da lægen var klar spurgte han om han skulle følge med og naturligvis. Claro que sí! Lægen skrev det der skulle skrives og en god snak sene satte vi os ud på terrassen, solen skinnede igen til en snak om Columbia og hans drømme om at flytte til Frankrig for at studere kunst - hans fremtidsmuligheder i Colombia er et lærerjob til 600 US$ Jeg tog afsked takkede for konsultationen - den var gratis. Jeg så med mine nye dokumenter tilbage til vaccinationscentret, som i mellemtiden var lukket.
Tirsdag gik turen så igen til klinikken og jeg blev trods kø straks vist ind til vaccinationsdamerne. Henvisningen var ikke fra den rigtige læge og hvad jeg havde betalt for den? Jeg fortalte flere gange at jeg ikke havde betalt for den og at det sted de havde henvist mig til var det hemmelige politi, det grinede de lidt af og ringede efter deres overordnede. Hun var også meget interesseret i om jeg havde betalt for henvisningen? Og hun ringede til lægen, jeg skulle have været til. Jeg forstod at problemet var, at de ikke vidste, hvordan vaccinationen skulle gives og ville være sikke på, at det var rigtig, at der skulle gives tre vaccinationer og med hvilke intervaller - godt nok. Så blev jeg skrevet ind i en stor protokol og fik mit skud - fra nøjagtig samme forpakning som i Skive. Og det var gratis og tænk hvilken oplevelse.

På vejen hjem besteg jeg det lokale fort, som spaniolerne havde bygget efter Columbus til at beskytte deres guld. Her stod jeg pludselig ved siden af en familie fra Randers, de var 14 dage i Colombia med deres to store børn, som begge var adopterede fra landet.

Det andet planlagte projekt er at få lært noget mere spansk - desværre er los colombianos ikke gode til at tale spansk eller bede sagt, jeg forstår ikke et ord af deres spanske, som slet ikke er som i spanien eller Guatemala. Jeg ville jo så finde en lejlighed og blive her et par måneder. Her kan man ikke så nemt leje lejligheder som i Guatemala - så dette projekt er udsat til Peru.

Det tredje projekt er at købe en bil og få den indregistreret. Og at bruge den til at se resten af Sydamerika. Bilerne er alt for dyre her. De gamle er samme pris som de nye pga importrestriktioner. Jeg har en brugsanvisning på hvordan det gøres i Peru.

Næste uge: På fredag med bus til Medellin - 13 timer. Så gerne til Pereira, som er kaffebyen og så til Bogotá. Med bus derfra til Quito på Ækvator mandag d. 27. juli.