Min gruppe med chauffør og guide ankom til campen kl. 11 aften i blændende måneskin en dag efter fuldmåne og aldrig har jeg været tættere månen - der var fuld udsigt til hele Everest - absolut stilhed og 5 graders frost. De sidste 35 kilometer havde taget 4 timer ad et spor der var meget vanskeligt at følge chaufføren og flere gange måtte vi lidt tilbage. Base camp består af måske 100 mere eller mindre permanente telte, alle fungerer som en art gæstehuse/hotel - et rum med en ovn midt i. brændslet er tørret gedde og yak kokasser. Det giver en dejlig aromatisk varme. Der er så brikse i resten af teltet. Dyner og tæpper er til rådighed ligesom the ad libitum. Man kan også få nudelsuppe! Og pandekager og omeletter til morgenmad. Toilettet er umuligt at finde om natten og er heller ikke særlig, ja hvad skal man nu kalde det. Det bliver flyttet en gng i mellem, men det er vist længe siden, da stedet lukker for vinteren i løbet at måneden og åbner igen til marts når sneen er væk og sporet igen farbar.
Guiden riggede et iltapparat til midt i teltet og forklarede hvordan det skulle bruges. Alle var småkvæstede, men jeg så ingen bruge ilt.
Det store hit er solopgangen klokken otte, Og den første solstråle ramte plet, hvorefter skyggen under gradvis forsvandt.
Et syn jeg aldrig glemmer. De tre andre tog turen til den næste base camp til fods og mig og guiden tog bussen - 6 - 7 km, Her var der et kæmpe område til te
lte, men kun toiletbygningen stor tilbage. Her var også grænsepoliti og kun med særlig tilladelse kom man videre. Udsigten var ubeskrivelig - tjek nogle af bilderne. 5.200 moh.
Frysende koldt og god vind.
Jeg forsøgte at plante Dannebrog, og var nær blevet arresteret + det kunne åbenbart misforstås af kineserne, som om jeg krævede suverænitet over det grænseland.
Der har åbenbart været grænseuenighed om grænsen - tidligere lå hele bjerget i Tibet, Kina og nu går grænsen lige over bjerget og er halv nepalesisk.
Vi tog bussen tilbage og fik tiltrængt kaffe og pandekager. Alle var noget rødøjede efter frosten, den uvante højde og manglende søvn - jeg faldt i søvn kl 5, men jeg frøs ikke i teltet.
Køreturen derfra, var lige så barsk som op. Og ligeså smukt.