www.cabanastresislas.cl - der hvor vi bor nu.

Kære Venner
Mandag, den 29. Februar 2016. Efter vores fantastiske tur i Calcakløften, går turen videre sydpå mod Chile. En tur på ca 600 kilometer. Vi kører oppe i højsletten, tundraen og i en højde på 4.920 meter. Vi kører hele dagen, og til aften finder vi et lille hostel, hvor vi overnatter til næste dag.
Tirsdag, den 1. Marts 2016. Allerede ved 9-tiden om morgenen fortsætter vi turen mod Chile. Vi mangler stadig ca 200 kilometer og har ingen anelse om vejforholdene. Det skulle dog vise sig at være fin vej, så ved middagstid nåede vi grænsen. Vi var spændte. Ville det lykkes os at få bilen med ud af Peru her ved denne grænse. (Vi fik den jo ikke med ud, da vi var ved grænsen til Bolivia).
Da vi selv og bilens papirer var klar til at komme over grænsen, blev vi stoppet af kontrolløren. Han ville ikke uden videre lade os køre ud af landet med bilen, da vi ikke havde fast bopæl i Peru og havde boet der i mindst 6 måneder. Erik gav ham nu sedlen, vi havde med fra turistbureauet, hvor vi havde undersøgt om mulighederne for at få bilen med ud. Pigen der havde været i kontakt med øverste chef for toldvæsenet for at undersøge vore muligheder. Og han havde sagt, at vi skulle bede toldpersonalet ringe ham op, hvis vi stødte på problemer. Jeg tænkte, kan det nu passe? Men den var god nok. Kontrolløren kiggede måbende på navnet på sedlen og spurgte, om vi havde haft kontakt med chefen, hvilket Erik bekræftede. Derefter ringede han op og sagde til os, at vi skulle vente en 5 - 10 minutter, medens han undersøgte nogle ting. Kom tilbage og sagde yderlig 5 - 10 minutter. Så kom han endelig tilbage, gav Erik hans pas og bilens papirer og undskyldte ventetiden. Og selvfølgelig var der ingen problemer for os at køre ud af landet i bilen. Han var en stor undskyldning! Ja, det er vigtigt at kende de rigtige personer her i Peru.
Nu kom så turen til grænsen ind i Chile. Vores erfaring er ikke af de allerbedste, når vi skal krydse grænser med bil. Heller ikke her var det nemt. Vores egen pas og bilens papirer var der ikke problemer med, men da vi skulle passere kontrollen, skulle vi have bilen tømt, og alt skulle bæres ind i bygningen ved siden af og scannes. ALT! Dog, da vi havde gået i fast pendulfart i en times tid, og vore ting spærrede vejen, opgav de os. Bad os om hurtigst muligt at få læsset bilen og så se at komme væk. Vi havde dog ikke travlt. Alt skulle jo pakkes på ny, så vi tog os god tid, selvom de skyndede på os. De havde jo selv beordret alt ud af bilen. At vi spærrede, og køen bag os var lang, var jo heller ikke vores problem. Alle biler skulle gennem samme procedure med at tømmes, og alt, hvad der fandtes i bilen, skulle ind gennem scanneren, hvor der sad 4 gamle mænd og kiggede - ikke på hvad der blev scannet, men bare ud i luften. I den times tid, vi var der, blev intet holdt tilbage og ekstra undersøgt. Vi følte det som ren chikane. 
Endelig kunne vi passere grænsen og køre videre. Godt 20 kilometer fra grænsen kom vi til en større by Arica, hvor der bor 170.000 mennesker. Her findes også campingpladser, og det er vores plan at bo på camping ned til stranden. Det skulle dog vise sig ikke at være så let, for de var vinterlukkede. (Vi har 25 - 26 grader, så for os er det helt perfekt.) Men omsider lykkedes det, og vi bor nu alene på en dejlig plet, hvor vi har slået lejr for et stykke tid. 
Onsdag den 2. Marts 2016. Efter en god nats søvn vågner vi op til en ny dag med flot solskinsvejr. Sådan er vejret her hver eneste dag. Det er 47 år siden, her har regnet, og da faldt der kun 1/2 millimeter, så hver dag går folk og vander med slange. Vi bor jo ude i ørkenen. Campingfatter kom hen til os og spurgte, om vi havde mærket jordskælvet i nat. Det havde været ret voldsomt. Over 5 på Richter-skalaen. Men vi havde intet mærket. Havde ligget i vore små telte og sovet tornerosesøvn. Han forklarede nu, vi skulle kende flugtruten, såfremt jordskælvet efterfulgtes af en tsunami. 
Efter 6 dage på campingpladsen var der tid til opbrud. Vi havde i al den tid været de eneste rigtige campister, som overnattede. Om dagen kom folk med deres picnickurv, og efter et par timer i svømmepoolen gik de i gang med at grille og nød deres mad på pladsen. Men til aften pakkede de sammen og kørte hjem igen. 
Mandag den 7. Marts 2016. Vores næste og nærmeste by og campingplads ligger 320 kilometer sydpå. Vi sætter kurs mod den. Vi kører i et stræk kun afbrudt af et rast halvvejs, hvor der er et lille telt med mulighed for at købe en kop kaffe og en flaske kold vand. Godt vi har tanket diesel, inden vi begiver os ud på turen. 
Uden problemer finder vi vores campingplads, og byen her er stor. 225.000 mennesker bor her. Vi befinder os i et minedistrikt. Nu skal det vise sig, om vores campingfatter fra Arica har ret. Han advarede os mod at tage hertil. Byen bestod kun af folk fra Peru, Colombia, Bolivia og Argentina. ALLE mændene var lommetyve, og ALLE pigerne var prostituerede. Men vores teori er en anden. Folkene fra de andre lande er kommet hertil, fordi her er arbejde i minerne, og at de tjener mere end i de lande, hvor de kommer fra.
I Peru synes ellers ikke at være arbejdsløshed. Det klares ved, at mændene får en kost i hånden og går og fejer landevejen. Ca. 15 mand på hvert hold går side om side og afløses af det næste arbejdssjak, som er ca 1 kilometer væk. Og da vi befinder os i ørkenen, og her altid blæser lidt, er her sand og grus nok at feje væk. Et evighedsforetagende. Pigerne går også med en kost og fejebakke dog inde i gaderne i byerne. Men også her går de ganske tæt for at holde byen ren. Det ville nok ikke være en populær metode at benytte til at afskaffe arbejdsløsheden i vores lille Danmark.
Nok for denne gang. I hører snart fra mig igen.
Kærlig hilsen
Edith